5 tendenser lige nu | Dit Nybyggeri
5 tendenser lige nu

5 tendenser lige nu

Selv inden for noget så langvarigt som huse, ændrer tidens tendenser og byggestil sig hele tiden.

Der er en grund til, at man kan se forskel på, i hvilket årti et hus er bygget, for selv inden for ganske almindelig villaarkitektur skifter tendenserne. Vi har talt med Jens Vang, der er arkitekt og partner i arkitektfirmaet Gudnitz, Krabbe, Vang, om hvilke tendenser han ser i disse år.

Fladt tag og flere plan?

”Fladt tag har været in i et stykke tid nu. Og så er det lidt mere forskelligt, om man bygger i ét, halvandet eller to plan. Hvis man bygger i et plan er det uden første sal, men ofte med en høj kælder, og bygger man i halvandet plan, ser vi flere huse med saddeltag. Vælger man derimod at bygge i to fulde plan, er huset ofte bygget op af to fulde kasser med fladt tag. Det er derfor vigtigt at tænke over placeringen på grunden og hvilke regler, der er i området. Vi kan som arkitekter hjælpe med at gennemlæse servitutterne og gennemgå papirerne, inden I køber grunden, så I ikke står med en grund, hvor I ikke må bygge jeres drømmehus.” 

Læs også artiklen: Èt eller flere plan

Pudsede facader, gule mursten eller andet?

”Alt er i spil. Mursten har fået en renæssance, og der er kommet et væld af muligheder. Pudsede facader er også stadig in og materialesammensætninger af for eksempel beton og træ er også populært. Men generelt er det en god idé at finde ud af, hvad der passer til grunden og området.” 

Store eller små huse?

”Flere og flere optimerer deres kvadratmetre, mens andre hellere vil bygge stort. Det vigtigste er, at hjemmet har de rum og kvadratmetre, der er behov for.” 

Læs også artiklen: Overvejelser til størrelsen på dit hus

Brændeovn eller pejs?

”Flere vil gerne have gaspejse, som ikke sviner så meget, men stadig hygger. Flere og flere vil gerne skabe den så velkendte nordiske hygge i hjemmet.”

Læs også artiklen: Brændeovne reducerer varmeregningen

Materialer og farver

”Man tør meget mere og mikser forskellige træsorter, betongulve og marmor. Generelt er det varme materialer, man vælger og supplerer med bruneret messing og pastelfarver. Materialer der har patina fra starten er også populære, og vi ser meget mindre hvidt i hvidt,” fortæller Jens Vang. 

KILDER:
Jens Vang, arkitekt og partner i arkitektfirmaet Gudnitz, Krabbe, Vang www.gudnitz.as