Ét eller flere plan | Dit Nybyggeri
Ét eller flere plan

Ét eller flere plan

Det handler primært om grundstørrelse, smag og behov, når du skal vælge, om dit hus skal være i ét eller flere plan.

Inden du sætter dig ned og laver de første streger til dit nye hus - enten selv eller i samarbejde med en arkitekt eller et byggefirma, er der én væsentlig ting du skal overveje. Skal dit hus være i ét eller flere plan? Både rent funktionelt og økonomisk er der fordele og ulemper ved begge dele.

Økonomisk

Rent økonomisk er der faktisk ikke den store forskel på kvadratmeterprisen, hvis du bygger i ét frem for flere plan.

Der kan være penge at spare i varmeregnskabet i et to-planshus, hvis konstruktionen er rigtig. Varmen stiger nemlig opad, og reducerer derfor forbruget på første sal.

Læs også artiklen: Bliv klogere på energiklasser

Ét-planshuset

Ét-planshuset starter sin historie i 60’erne og 70’erne, hvor de fleste typehuse blev bygget i et plan. Det skyldtes især, at det hele skulle være praktisk og funktionelt, og at kvadratmeterne skulle udnyttes bedre. For en aktiv børnefamilie er det lettere at have børneværelserne tæt på, når man for eksempel sidder i stuen om aftenen, når børnene er puttet. Samtidig sparer man de kvadratmeter, som går til trappe og repos i flerplanshuset.

I dag har mange familier så travlt, så de faktisk gerne vil være tæt ved hinanden, når de endelig er hjemme. Og det er lettere, når familien ikke opholder sig på to forskellige etager.

Flerplanshuset

Før 1960’erne var det meget almindeligt at bygge huse i flere plan og ofte med både kælder og første sal. Og bygger du på en lille grund kan du sagtens få flere kvadratmeter ud af dit hus ved at bygge i to plan. Samtidig kan der være en æstetisk fordel i forhold til at få mere af udsigten med fra første sal, hvis du bor i et særligt naturskønt område, eller du kan få større have.

I dag er det meget normalt, at et to-planshus ikke har nogen taghældning. Her kan du udnytte førstesalens kvadratmetre optimalt, fordi der ikke er skråvægge. Hvis øverste etage er oppe i taget og har skrå vægge, er der reelt set tale om et halvandetplanshus. For en stor familie eller en familie med teenagebørn kan flere plan også være rigtig smart i forhold til støj og alenetid.

“Et hus i to plan giver andre muligheder rent arkitektonisk og der kan skabes en meget spændende arkitektur. Samtidig kommer du op over hækken og får mere luft og måske udsigt,” fortæller arkitekt Jakob Mumm, der har eget arkitektkontor i Aarhus. 

Læs også artiklen: Love og regler om byggeri

Forskudt plan

Hvis du ikke er til et traditionelt flerplanshus, men stadig gerne vil lege lidt med arkitekturen, kan du vælge en mellemting. Primært vælger arkitekten en løsning med forskudte plan, når der er tale om en skrånende grund, men der er også muligheder for at lege med planløsningerne på en ganske almindelig traditionel parcelhusgrund. 

FAKTA

En kælder befinder sig altid under jordniveau, og tæller aldrig med som en del af husets etager. Men er der tale om et hus bygget på en skråning, så noget af kælderen er under jorden og anden halvdel er over, kalder man underetagen for parterre.

Ifølge bygningsreglementet må man aldrig bygge i mere end to plan i et almindeligt parcelhuskvarter og aldrig højere end 8,5 meter. Men reglerne er dog blevet lempet en del de sidste par år, så man i dag gerne må bygge i to fulde etager. Det betyder også at der er flere, der bygger i to plan end tidligere.

KILDER:

Arkitekt Jakob Mumm, http://www.jakobmumm.com/

Bygningsreglementet, http://bygningsreglementet.dk/