Ved du, hvad der er i jorden på din nye grund? | Dit Nybyggeri
Ved du, hvad der er i jorden på din nye grund?

Ved du, hvad der er i jorden på din nye grund?

Jordforurening på din grund kan i yderste tilfælde påvirke indeklimaet og din families sundhed. Med få klik kan du finde frem til, om jorden på din drømmegrund gemmer ubehagelige overraskelser.

Forureningen kan skyldes tidligere industri- og trafikos, og jorden kan være forurenet med tungmetaller, tjærestoffer, olie, benzin eller klorerede opløsningsmidler. Bygger du hus oven på jord med for mange giftige kemikalier, kan det i sidste ende være sundhedsskadeligt. For eksempel er tjærestoffer kræftfremkaldende, og bly kan skade hjernen. Derfor er det vigtigt, at du undersøger forholdene på grunden, inden du binder dig.

Læs også artiklen: Postnummeret påvirker, hvad du får for pengene

Forureningens forkortelser

Der er flere grader af forurening. I første omgang vil du møde én af disse betegnelser, hvis regionerne er opmærksomme på forurening på den grund, du har udset dig:

V1: Jorden på grunden kan være forurenet. 

V2: Der er konstateret jordforurening på grunden.

V’et står for vidensniveau, og kategoriseringen er lavet efter, hvor meget viden regionerne har om forholdene på grunden. Jorden i byzoner er som udgangspunkt lettere forurenet. Afstanden fra jordoverfladen ned til forureningen og koncentrationen af kemikalier er afgørende for, om du skal tage særlige hensyn. Er jorden på grunden i kategorien V2, bruger regionerne tre underkategorier til at fortælle, om forureningen betyder noget for dig, der bor i huset:

F0: Forureningen i jorden påvirker ikke din sundhed.

F1: Hvis du tager nogle enkle forholdsregler, påvirker forureningen i jorden ikke din sundhed.

F2: Forureningen i jorden kan påvirke din sundhed, eller påvirkningen skal undersøges nærmere.

Det er ofte simple forholdsregler som ‘sørg for at plante grøntsager i højbede med rent jord’, og ‘tør altid dine sko af, når du kommer indenfor’, der skal til. Er jorden på din grund betegnet V1 eller V2, skal du også huske at tage kontakt til kommunen, hvis du skal have kørt overskudsjord væk.

Læs også artiklen: Radon

Digitalt danmarkskort over jordforhold

Her kan du få et godt overblik over offentlig data på grunde i hele Danmark. Ved at slå adressen op får du en rapport med registrerede tal om jordforurening, men også trafikstøj og radonrisiko på grunden. Du kan muligvis finde mere data ved at gå til regionerne. Enten kan du bruge Danmarks Miljøportals digitale kort Jordtjek, der har samlet data fra alle landets regioner, alternativt henviser regionerne også til deres egne digitale jordforureningskort. Denne liste kan hjælpe dig med at finde frem til forholdene på din grund.

Læs mere om regionernes beskrivelser af forurenede grunde i PDF’en “Hvad betyder forureningen på din grund?” fra Videncenter for Jordforurening: http://www.regionsjaelland.dk/Miljo/jordforurening/Publikationer/Documents/Hvad_betyder_forureningen_paa_din_grund.pdf

 

KILDER:
Miljøstyrelsen

Danmarks Miljøportal

Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer