Få rettet fejl og mangler i tide | Dit Nybyggeri
Èt-års gennemgangen

Èt-års gennemgangen

Det er nu cirka et år siden, du fik nøglerne til dit nye hjem. Det betyder, at det er blevet tid til en gennemgang af huset. Formålet med ét-års gennemgangen er, at du har mulighed for at gøre opmærksom på fejl eller mangler, du har opdaget efter overtagelsen.

Forelskelsen er ved at aftage. Du ser ikke længere kun de gode ting, men har også fået øjnene op for nogle af de fejl og mangler, som dit nybyggeri har. Det kan være alt fra vippende klinker, utætte fuger eller træk fra vinduer. Med ét-års gennemgangen har du mulighed for at gøre opmærksom på fejlene og få dem udbedret.

I byggekontrakten har I som oftest aftalt, at der skal være en ét-års gennemgang. Det er derefter op til dig at indkalde til gennemgangen. Indkaldelsen skal være skriftlig, og du skal varsle mødet højest 60 arbejdsdage og mindst 20 arbejdsdage i forvejen. Derudover skal gennemgangen have fundet sted senest ét år efter, du overtog huset. Det er derfor vigtigt, at I har udarbejdet en afleveringsprotokol ved afleveringen af byggeriet med dato, navne og underskrift, da det er denne dato, der er gældende for ét-års gennemgangen.

Læs også artiklen: Tjekliste til eftersyn af byggeri

Bliv bedre stillet med ét-års gennemgangen

Ét-års gennemgangen er vigtig, da eftersynet både giver dig og dit forsikringsselskab oplysninger om eventuelle byggetekniske svigt. I tilfælde af fejl eller mangler er det vigtigt, at du som bygherre har dokumenteret dem godt. Uden ét-års gennemgangen er du dårligere stillet, og du kan risikere at miste reklamationsretten over for entreprenøren.

“I de fleste tilfælde bliver de store svigt og de betydningsfulde fejl fundet ved afleveringsforretningen eller endnu tidligere i processen, så fejlene kan nå at blive udbedret. Der er dog nogle fejl, som først viser sig efter noget tid. Det drejer sig især om fejl på de udvendige belægninger som facader og tage”, siger byggesagkyndig og byggerådgiver Morten Bo Klahn og tilføjer: “Det er vigtigt, at man får påpeget fejl og mangler ved ét-års gennemgangen, da byggefirmaet herefter kan sige, at der ikke er noget at gøre, hvis ikke man har påpeget fejl og mangler”. 

Fem-års gennemgangen: Sidste mulighed for udbedring af fejl

Hvad er proceduren under gennemgangen?

Inden mødet med entreprenøren bør du løbende notere de fejl og mangler, du opdager, og du kan med fordel oplyse dem til entreprenøren, allerede inden I mødes.

I løbet af gennemgangen vil huset blive tjekket både indvendigt og udvendigt. Hvis der undervejs bliver fundet fejl og mangler, så noterer I dem i en såkaldt eftersynsprotokol. Når gennemgangen er ved vejs ende, så bliver eftersynsprotokollen underskrevet af både dig og entreprenøren, så I er enige om hvilke fejl og mangler, I har fundet. Det er dog værd at bemærke, at du kun kan gøre opmærksom på fejl eller mangler i forbindelse med byggeriets projektering eller opførsel, så det gælder eksempelvis ikke slitage. Efter gennemgangen er det entreprenørens ansvar at få udbedret fejl og mangler.

Læs også artiklen: Fejl og mangler

I nogle tilfælde kan det være en god idé at alliere sig med en byggerådgiver, der er godt inde i reglerne og har styr på, hvad du kan betragte som fejl og mangler. Endvidere har en byggerådgiver et trænet øje, der ser fejl og mangler, som en privat bygherre måske overser.

KILDER:
Boligejer.dk, http://boligejer.dk/eftersynsrapporter

Byggesagkyndig.nu, http://www.byggesagkyndig.nu

Klahn Arkitekter, http://klahn-arkitekter.dk/