Dit valg af udendørslamper

Den udvendige belysning er vigtig for både sikkerheden, orienteringen og husets arkitektoniske udtryk. Prioriter derfor udvendige belysning næsten ligeså meget som den indvendige og vælg de rigtige udendørslamper til dit hjem.

Et hus hvor man grundigt har foretaget et valg af udendørslamper, som lyser murstenene op på huset.

Belysning er ofte undervurderet, men ikke mindst et vigtigt valg at træffe, når du bygger nyt. Valget af udendørslamper kan have stor betydning for boligens udtryk og sikkerheden omkring boligen.

Belysning er vigtig både for dit eget vedkommende, men også for dine gæster. Belysning er betydningsfuldt, når det er mørkt, og du eller dine gæster kommer til din bolig. Lys fungerer som vejviser, og gør det nemmere at orientere sig, samtidig med, at belysningen skaber tryghed og sikkerhed. Det er også de udendørs arealer, man først bliver mødt af, så hvorfor ikke præsentere huset og haven på bedst mulig vis med de rette udendørslamper?

Steen Bolbroe, grundlægger af Light Tech og rådgiver inden for belysning, fortæller:
”Vejen til huset eller indkørslen er vigtig at prioritere. Når man kommer til sin bolig, er det vigtigt, at man føler sig tryg, og det har belysning en stor indflydelse på. Lys gør, at man kan se, hvad man laver, og hvor man går, når det er mørkt.” 

Læs også artiklen: terrasse

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Lysets betydning

Som nybygger skal du vælge lys efter funktion. Det kan derfor være en god ide at finde ud af, hvilke af de udendørs arealer der skal oplyses. Indgangsparti, hoveddøren, terrasse, carport og cykelskur er eksempler på steder, hvor man ikke kan undvære lys, da det er funktionelle steder. Derudover kan det også være en idé at have udendørslamper, hvis du vil fremhæve detaljer på huset.

Når de funktionelle steder for belysningen er klarlagt, er det en god idé at tænke i energirigtige løsninger til dine udendørslamper. Belysningsrådgiver Steen Bolbroe fortæller, at han i mange tilfælde anbefaler LED løsninger.
“LED løsninger er bedst i drift. Derudover er det en energirigtig løsning. Det tænder med det samme, og så er det også den mest økonomiske løsning,” siger han og tilføjer:
“En god og gennemtænkt energirigtig løsning vil være til glæde for både husets beboere og dets gæster.”

Som nævnt er et andet vigtigt aspekt i forhold til lysets betydning tryghed. Tryghed og belysning går hånd i hånd, og med lys forsøger vi at sikre os mod ubudne gæster. 

“Jeg oplever, at der er meget utryghed omkring indbrud. Ordentlig og tilstrækkelig belysning omkring boligen kan være med til at holde tyve på afstand,” siger Steen Bolbroe. 

Læs mere om eksteriør

Belysning skal afspejle boligen

Når du har valgt, hvilke steder du ønske at have belysning, så skal du vælge lampetypen. Det skal du gøre med øje for boligens stil og design, så det passer sammen. I fællesskab med en lampeekspert kan du få råd og vejledning om, hvad der passer bedst til lige præcis dit nybyggeri.

“Boligen og belysningen bør hænge sammen. Jeg tager altid udgangspunkt i den individuelle bolig. Er boligen eksempelvis minimalistisk, så skal den minimalistiske linje også afspejle sig i den udvendige belysning,” siger Steen Bolbroe, der altid kigger på bygningen og materialevalg, når han rådgiver.

Læs også artiklen: Den rigtige belysning betyder alt

Regler for installering af udendørslamper

Når det kommer til installering af udendørslamper, så gælder der en masse regler, som du skal være opmærksom på.

“Selvom vi kan få fingre i stort set alt i diverse byggemarkeder, så betyder det ikke, at vi må installere det hele selv. Tværtimod. Ifølge reglerne må du som nybygger ikke selv montere udendørslamper. Det kræver derfor, at du tager kontakt til en autoriseret elinstallatør,” siger belysningsrådgiver Steen Bolbroe.

Det er vigtigt, at du overholder reglerne i forhold til at bruge en autoriseret elinstallatør til installationsarbejdet, da det ellers kan have forsikringsmæssige konsekvenser, hvis der skulle ske noget. Det er dog lovligt selv at klare en del af arbejdet, men aftal hvad og hvor meget med elektrikeren, så du ikke overtræder nogen regler. Som nybygger er det dit ansvar at være opmærksom på, hvad du selv må installere, og hvad du skal have en professionel elinstallatør til at ordne for dig. 

to udendørslamper som hænger på væggen

Gode råd til nybyggere

Belysningsrådgiveren Steen Bolbroe fortæller, at et godt råd til nybyggere er, at de får udarbejdet en belysningsplan samtidig med, at de får udarbejdet planen for byggeriet. På den måde kan man udnytte de store maskiner, der allerede er i gang på grunden.

“Få de store maskiner til at lægge rør ned, mens de arbejder på dit byggeri. Selvom du ikke får lavet belysningen med det samme, så giver det mulighed for at lave det hen af vejen. Det kan f.eks. være, at du ved, at juletræet skal stå et bestemt sted udenfor hele december måned med lys i, eller at du ved, at du skal have udendørs kontakter til en grillplads. Det handler om at tænke på, hvilke behov man har,” siger Steen Bolbroe.

Et andet råd, han giver nybyggere med på vejen, er, at de bør investere i ordentlige udendørslamper fra start. Han har set mange eksempler på udendørslamper af dårlig kvalitet, som for eksempel ruster, og så kun holder et år eller to. 

“Man skylder sig selv at investere i noget ordentligt efter min mening. Det kan være svært at gennemskue, hvad der er god kvalitet, men en god indikation er, hvis producenten giver garanti på produktet,” siger Steen Bolbroe.  

Læs også artiklen: Lidt ad gangen

Grundlæggende retningslinjer for belysning 

Selvom det er svært at give råd omkring belysning, da det afhænger af hver enkelt bolig, så har vi samlet et par generelle retningslinjer.

– Ved indgangsparti, have og gårdrum anbefales det, at lyset er bredt, så arealerne oplyses, og man kan orientere sig.

– Omkring skur, garage og hoveddøren er der brug for mere skarpt og koncentreret lys for eksempel i form af spotlys. Det skal hjælpe til, at man kan finde sin nøgle i tasken, finde nøglehul, håndtag, se husnummer eller andet.

– På terrassen kan man for at skabe stemning, eller hvis man ønsker at fremhæve eventuelle detaljerne, bruge lys, der er opadrettet. Det skaber effekter.

– Omkring trapper, stier eller andet, hvor det er vigtigt at være opmærksom, kan det være en idé med nedadrettet lys. Det skaber fokus og markerer, hvor man skal være særligt opmærksom i sin færden. Det kan være omkring bede ude i haven. 

 

Gode råd og leverandøranbefalinger

Belysningsrådgiver Steen Bolbroe – Light Tech

LampeGuru, https://www.lampeguru.dk/blog-om-lamper/udendoers-standerlamper-bedlamper-til-indkoerslen-og-haven.html

Light-Point

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her