| Dit Nybyggeri
Bryggerset – et multifunktionelt rum

Bryggerset – et multifunktionelt rum

Køkken, stuer, værelser og badeværelser er hjemmets primære rum, men med tiden har bryggerset fået en mere fremtrædende rolle, og i nybyggeri afsættes en større del af hjemmets kvadratmetre til netop bryggerset.

Begrebet bryggers dækker over mange forskellige betydninger og anvendelsesmuligheder. Oprindeligt stammer ordet fra dengang, hvor man bryggede meget øl selv og simpelthen havde et bryggers til det formål. I dag kan det både være hjemmets bagindgang, husets grovkøkken, vaskerum eller teknikrum. Men hvordan tænker du bedst bryggerset ind i din nye bolig?

Anvendelsesmuligheder

Du skal først og fremmest overveje, hvordan du vil bruge dit bryggers. Skal det for eksempel fungere som en ekstra indgang, hvor I går ind med beskidte sko, og er der også andre end jer selv, der bydes indenfor ad denne vej? Eller vil du mere benytte det som et ekstra grovkøkken, med mere fryseplads, en ekstra vask og vaskemaskine?

Det er det, du først og fremmest skal overveje. Om dit bryggers er mest en entre, et grovkøkken, et vaskerum eller primært til opbevaring, og derefter kan du indrette herefter.

Læs også artiklen: Boligtrends anno 2017

Det ”pæne bryggers”

Hvis I bruger bryggersindgangen meget og til mange forskellige formål, er det praktisk at gemme alle funktionerne væk bag store skabslåger eller skydedøre for at spare plads i mindre rum. På den måde holder I det enkle look og gemmer alt det rod, et bryggers kan resultere i væk. Hvis alt kan fjernes fra vægge og gulve og gemmes væk i skabe, er I godt på vej. Husk også, at det jo ikke er et opholdsrum, og derfor må det praktiske godt være vægtet højere end hyggen. Skabe fra gulv til loft udnytter pladsen bedst muligt.

Skab sammenhæng med resten af hjemmet

Det kan godt være i bryggerset, du vælger at spare lidt på de dyre løsninger, men bruger du rummet rigtigt meget, kan det være godt givet ud med ordentlige materialer med videre. Men du behøver måske kun tænke i æstetik på de synlige flader. Det kan give en rigtig flot sammenhæng, hvis du vælger elementer og fliser med videre, som går igen i køkkenet og badeværelset.

Arbejdsrum

Husk at bryggerset også er et arbejdsrum til tøjvask og så videre, og det kan være rigtig smart at huske at tænke over gode arbejdshøjder og praktiske løsninger.

Må hyggen også godt være her?

Det hele kan også blive lidt for praktisk. Du kan vælge at gøre bryggerset lidt mere hyggeligt ved at vælge træ i stedet for hvide elementer. Ved at sætte planter herud eller måske hænge lidt kunst på væggen. Desuden er det smart med en stol, som både hygger, men som også er praktisk, når du skal have fodtøj af og på. Også i lyssætningen kan du vælge et lidt varmere lys, så rummet ikke bliver for koldt, og du behøver jo ikke kun tænke i spots eller lysstofrør.

Læs også artiklen: Lidt ad gangen

KILDER:
IdeNyt, http://www.idenyt.dk/huset/indretning/sadan-far-du-mest-muligt-ud-af-dit-bryggers/

Søndagsavisen, http://www.sondagsavisen.dk/bolig/2017-03-27-det-oversete-rum-6-tips-gor-bryggerset-laekkert-og-organiseret/

Invita, http://www.invita.dk/tips-trends/2017/marts/bryggers-indretning-tips/