Nybyggeri med sjæl

En af de store argumenter for ikke at bygge nyt er frygten for mangel på sjæl i nybyggeriet. Men det er faktisk muligt, at sørge for at få sjæl ind i boligen, selvom alt er helt nyt. Det har vi talt med en arkitekt og en rumdesigner om.

Uanset om der er tale om et standard typehus, et tilpasset typehus eller et unikt arkitekttegnet hus, er det svært at komme udenom, at alt er helt nyt, så du næsten ikke ved, om du tør slå første søm i væggen. Samtidig kan det måske være svært at identificere sig med et helt nyt hus, der hverken har historie eller træer med dybe rødder i haven. Men det er der heldigvis råd for.

Bliv inspireret af vores designguide

Område og miljø

Vi kender dem godt, de store ny-udstykninger, hvor man mod at få den bedste grund, også skal leve med byggerod de næste mange år og haver uden hække eller ordentligt græs. Det kan godt være lidt svært at forestille sig, at disse områder engang gror til og bliver et hyggeligt villakvarter med masser af sjæl, men det kommer – man skal bare vente nogle år. Hvis du vil have sjæl fra starten, kan du vælge en grund i et allerede etableret område. Hvor hækkene er groet op, og husene er ”groet til”.

”Som oftest er det selve området og muligheden for faktisk at lave noget unikt, der tiltrækker vores kunder. Men desværre ser jeg mange eksempler på områder med nybyggeri, der bliver skabt af pengefolk, hvor de udelukkende går op i at få folk proppet ind i en kasse. Efter min mening er det lidt smagløst og upersonligt,” fortæller Steen Bjørn Lundhild, der er indehaver og arkitekt hos Lundhilds Tegnestue. Han har flere unge par, der går meget op i det område og miljø, hvor de vil bygge. ”Engang sagde man, at op mod 80 % ikke gik op i, hvad de boede i, men jeg tror, det er ved at flytte sig. Flere unge køber ofte en grund i et 70’er-kvarter eller et 70’er hus, som de kan bygge om, så det passer til den gamle arkitektur med gule mursten og sort udhæng og måske også med gule mursten inde i huset,” fortæller Steen Bjørn Lundhild.

Læs også artiklen: Postnummeret påvirker, hvad du får for pengene

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Personlig arkitektur

Jo mere personligt, jo mere sjæl. Hos Lundhilds Tegnestue er det vigtigt med så mange skitser som muligt, for at ramme kundens smag bedst muligt.

”Ofte hjælper vi vores kunder med at lave skitser på et hus, før de køber. Vi har en pakke, der hedder ”arkitekthjælp for en dag” – her kommer der et skitseforslag og et prisoverslag baseret på vores erfaringer. Det bliver brugt til at tage den endelig beslutning. Det er vigtigt, at kunden ved, om det er muligt at få netop det, de ønsker ud af det hus eller den grund, de har fundet,” siger Steen Bjørn Lundhild.

Læs også artiklen: Ruminddeling, stikkontakter og sollys

Pas på med det perfekte

Indretningen er utroligt vigtig. Et helt nyt hus med hvide vægge, nye gulve og så videre kan netop godt bære lidt mere vovede og mere personlige løsninger og kan netop give lidt mere sjæl i hjemmet. Pas især på, du ikke ender med at indrette dig præcis som et boligblad – hvis alting er lidt for perfekt fra yderst til inderst, bliver det hurtigt lidt mere kønsløst.

”Det kræver mod at give et typehus liv og kant. Det er ofte svært at indrette og definere de store rum, men ved hjælp af zoneinddelinger og en god snak, om de værdier, man ønsker at udstråle i sit hjem, samtidig med det skal fungere nemt og praktisk i hverdagen, er alfa omega,” siger Rikke Skytte, der er rumdesigner under eget navn og trendforecaster hos pej gruppen.  

Hun fremhæver ligeledes, at man sagtens kan få sjælen fra det klassiske design ind i et nyt hjem. ”Elsker man 1950-60’ernes design, kan man sagtens blande det med nogle af de nyere designs og løsninger, der findes på markedet. Forsøg for eksempel at bryde de forskellige rum ved at tænke åndehuller ind, hvor der er plads til en stor stak bøger og en lænestol eller måske en kunstsamling,” foreslår hun.

Rikke Skytte foreslår også, at man sørger for at få integreret en masse personlige ting og genstande i hjemmet, som betyder noget for én. Det kan for eksempel være billeder eller arvestykker eller loppefund.

”Hvis man er lidt mere modig og har sans for kunst eller design, kan man dele sine zoner op og indrette dem som små installationer, som selvfølelig skal fungere funktionelt og praktisk, men som virkelig fortæller noget om ens stil,” siger hun.

nyt rum hvor der er tilføjet gamle møbler og ting for at tilføje sjæl til nybyggeri

Materialerne betyder meget

Mange vælger sikre materialer og hvide vægge, og det er ofte sådan, et standard typehus ser ud. Men det kan være en god idé at gå lidt videre end det, hvis man ønsker mere sjæl.

”Materialevalget spiller en stor rolle for sjælen i huset. Hvis man har den valgmulighed at være med ind over byggeriet og kan bestemme gulv og teksturer på vægge, er det en god ide at benytte sig af “ægte” materialer, som har en sjæl i sig selv. Det vil sige, trægulve der er ubehandlede og rustikke, og en væg med fritlagte mursten eller struktur i betonet. Ubehandlede gulve kræver lidt mere rengøring og vask, men det er det værd for at tilføre varme og sjæl. Man skal ikke være bange for de mørke farver og det mørke træ, som har været en tendens i noget tid nu. Det giver netop fylde, hygge og virker favnende. Selv de dybere farver i brun kommer til at vinde indpas, og store formmæssige skulpturer eller vaser i klynger kan give en stærk og god kontrast til de hårde materialer i huset,” siger Rikke Skytte.

Samtidig fremhæver hun, at det er hygge og varme, der skal være med til at skabe sjæl i de nye huse.

”Det der ofte kendetegner de nye typehuse er de hårde materialer som beton, glas og mursten, der omkranser det indre og det ydre. Samtidig med de store rum og gennemgangene er der ikke mange kroge at finde. Derfor er det godt at skabe små oaser eller zoner. Det kan være et grønt hjørne med planter og lys, eller et lille loungehjørne med bløde tekstiler og en farve på væggen, som passer godt til netop det miljø. For at binde det hele sammen, er det en fordel at kigge på nogle materialer, man gerne vil have går igennem de fleste rum. Som for eksempel en træsort, ler, en farve eller det grønne,” siger hun. 

Læs også artiklen: Valg materialer med omhu 

 

Gode råd og leverandøranbefalinger

Steen Bjørn Lundhild, indehaver og arkitekt hos Lundhils Tegnestue

Rikke Skytte, rumdesigner under eget navn og trendforecaster hos Pej gruppen 

 

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her