Find den rigtige maling til indendørs | Dit Nybyggeri
Find den rigtige maling til indendørs Find den rigtige maling til indendørs

Find den rigtige maling til indendørs

Det kan være en jungle at finde rundt i de mange forskellige udbud af malerprodukter. Læs her hvordan du vælger den rette maling til dine vægge, gulve, lofter og træværk i huset.

Malingstyper  

Der findes i dag et utal af forskellige typer maling. Men den maling, som vi bruger inde i huset til vægge og lofter vil normalt være en akrylplastmaling på vandbasis.

Eftersom malingen er på vandbasis, er den nem at arbejde med eftersom at redskaberne blot skal rengøres med vand. 

Mat eller blank maling

Det handler ikke kun om udseende, når man skal vælge mellem en mat eller blank maling. Det handler i høj grad også om den vedligeholdelse og slidstyrke, som der er ved dem hver især. 

Ved en blank maling er slidstyrken højere end ved den matte. Samtidig er en blank maling bedre til at afvise snavs, og tåler i højere grad at blive vasket.

Omvendt så kan en blank maling også stille større krav til underlaget. Jo mere blank en maling er, desto mere vil den reflektere lyset. Derfor vil en blank maling hurtigere kunne afsløre ujævnheder, end den matte maling ville gøre.

Malingens blankhed angives med tal fra 0-100. Helmat angives med et 0, mens ultrahøjglans angives med 100.

Glans på maling 

Bolius har lavet en oversigt over de forskellige glanstrin, og hvor de typisk anvendes.

  • Glanstrin 0-5 (helmat) = anvendes typisk på lofter (glans 1-3)
     
  • Glanstrin 6-10 (mat) = anvendes typisk på vægge i opholdsrum (3-5), børneværelser og gangarealer (5-10) 

  • Glanstrin 11-29 (halvmat) = anvendes typisk på vægge i køkken (10-25) og bad (25-50) (50 vådrumsmaling) 

  • Glanstrin 30-59 (halvblank) = anvendes typisk på træværk halvmat (30-40) og træværk halvblank (50) 

  • Glanstrin 60-100 (helblank) = anvendes typisk ved lakblanke overflader (80) 

Maling til vægge

I dag er de fleste vægge i nybyggerier beklædt med filt, og det anbefales derfor, at man i stuer og andre rum med almindeligt slid, benytter en mat maling i glans 3-5. Det er nemlig en maling, som er rimelig slidsærk og som kan tåle nogen afvaskning.

Dog skal man være opmærksom på, at især børneværelser og køkkenet udsættes for meget snavs og slid. Her anbefales det, at man bruger en mere robust maling, som kan holde til lidt af hvert. Det vil typisk være i glans 5-10.

Maling til lofter

I bund og grund kan man sagtens benytte samme type maling til både lofter og vægge. Men eftersom at lofter ikke udsættes for lige så meget slid, som væggene gør, så kan man vælge en helmat maling til loftet i glans 1-3. 

I køkkenet kan det dog godt betale dig med en blankere maling i glans 10-25, eftersom denne er mere praktisk og kan tåle afvaskning.