Guide: Når du kigger efter byggefirma | Dit Nybyggeri
Guide: Når du kigger efter byggefirma

Guide: Når du kigger efter byggefirma

Det er afgørende for dit byggeprojekt, at du finder det rigtige byggefirma for dig. Men det er ikke altid ligetil, og derfor skal du gå de forskellige muligheder efter i sømmene.

Ifølge byggesagkyndig og byggerådgiver Morten Bo Klahn fra Klahn Arkitekt og Byggerådgivning er det indviklet for dig som forbruger at finde frem til de bedste byggefirmaer: ”Det kan være meget svært at gennemskue, hvilke byggefirmaer der er gode, og hvilke der er mindre gode”. Der er heller ikke en endelig løsning på, hvordan du sikrer dig imod, at dit byggefirma drejer nøglen om, inden dit hus står færdigt. Alligevel kan du gøre et forarbejde, der minimerer risikoen for, at det sker:

“Jeg vil råde nybyggere til først og fremmest at lave noget research. Derudover vil jeg anbefale, at man som nybygger kigger på det, byggefirmaerne tidligere har bygget”, siger Morten Klahn. Når det kommer til firmaernes alder, er der heller ingen gylden regel i udskilningsløbet: “Det er som regel en god indikator, hvis byggefirmaet har nogle års erfaring – men dermed ikke sagt, at nystartede byggefirmaer ikke er gode”, siger han. Du kommer altså længst med at vurdere byggefirmaerne ud fra flere forskellige indikationer. Herunder finder du én af flere mulige fremgangsmåder for din research.

Gå håndværkerne efter i sømmene

Du kan selv kontrollere, om byggefirmaet eller de enkelte håndværkere er forsikrede og medlem af en brancheforening med garantiordning. Der findes blandt andet en stor garantiordning, der hedder Byg Garanti. Men fordi den kun dækker byggesager, der har kostet op til 1.000.000 kr. alt inklusiv, er den sjældent relevant for nybyggere. Den er til gengæld god at have i ryggen, når det kommer til renoveringsprojekter, da den her vil dække sjusk, udførelsesfejl og mangler for op til 100.000 kr. inklusiv moms. Når håndværkerne er færdige, dækker garantiordningen synlige fejl i tre år og skjulte fejl og mangler i ti år. Du kan også kigge efter grønne og stabile tal i byggefirmaernes regnskaber her. Firmaernes autorisationer finder du på Erhvervsstyrelsens site.

Besøg udstillingshuse

For at få en idé om, hvilken byggestil og materialesammensætning du er mest til, gør det en stor forskel at komme ud og gå rundt i byggefirmaernes færdige eksempler på huse. Det giver en ekstra, og meget vigtig, dimension til din vurdering af det enkelte byggefirma.

Læs også artiklen: Nybygger-kalender

Mød byggefirmaerne

Hold møder med flere byggefirmaer, du synes er interessante. Vær forberedt og medbring så specifikke ønsker og beskrivelser som muligt. Er du afklaret, får du også den mest realistiske pris. Det er også ved møderne, du danner dig et indtryk af, hvordan byggefirmaerne er at arbejde sammen med.

Lav standard i materialer

I de tilbud du modtager fra byggefirmaerne, vil materialernes kvalitet som udgangspunkt være lav. Her er det vigtigt, at du er opmærksom, da det ofte ender med at være kilden til mange merudgifter. Tilbuddene fra forskellige byggefirmaer er desuden sjældent lige til at sammenligne, da der er forskellige måder at opstille dem på. Kvaliteten i materialerne er også svingende, så hold tungen lige i munden, når du går i gang med at holde priserne op mod hinanden. Desuden er det altid en god idé at høre, hvilke byggefirmaer nybyggere i din omgangskreds kender til og har erfaringer med.

Læs også artiklen: Vælg materialer med omhu

KILDER:
Klahn Arkitekt og Byggerådgivning, http://klahn-arkitekter.dk/

Sikkerhedsstyrelsen, https://www.sik.dk/Forbruger/Elsikkerhed/Se-hvad-du-maa-el/Autorisationsregister