Er en byggerådgiver nødvendig? | Dit Nybyggeri
Er en byggerådgiver nødvendig?

Er en byggerådgiver nødvendig?

Antallet af husbyggere i Danmark er stigende, og for mange er det et stort og omfattende projekt. En uvildig byggerådgiver kan være en kæmpe hjælp, især til dem, der ikke har stået i situationen før.

Siden finanskrisen i 2008, har de seneste par år budt på væsentlig fremgang af nybyggede enfamiliehuse. Størstedelen af familierne kaster sig ud i husbyggeri for første gang, og det kan være udfordrende at navigere rundt i projektets rammer og omfang.

En god idé er at investere i en uvildig byggerådgiver, som kan guide en igennem hele forløbet. Selvom det i sig selv er omkostningsfuldt at bygge et hus, vil penge til en byggerådgiver være godt givet ud. Prisen er varierende alt efter behov, men ligger på omkring 15.000 - 20.000 kr. Det er væsentligt, at den byggesagkyndige har en relevant uddannelse, såsom arkitekt, bygningskonstruktør eller ingeniør.


Hvorfor en uvildig byggerådgiver?


Uerfarne husbyggere vil formodentlig have en række spørgsmål, som kontinuerligt dukker op under hele byggeprocessen. Alt fra kontraktudførelse til byggekonstruktioner kan vække usikkerhed, når der skal tages stilling til det for første gang. Ofte kan det tilknyttede byggefirma være behjælpelig med at besvare spørgsmål, men der skal tages højde for, at der fra firmaets side ligger en interesse i at sælge sit produkt.

En uvildig byggesagkyndig kan agere som et mellemled mellem husbyggeren og byggefirmaet ved at stille de rette spørgsmål og søge efter de svar, som er relevante i forhold til byggeriet, hvilket kan fremskynde og lette processen. Set bort fra de spørgsmål, husbyggeren må have, kan byggerådgiveren præsentere nye idéer, som førhen ikke var faldet byggeren ind, fordi der ikke haves samme overblik over den slags projekter.


Hvad skal jeg være opmærksom på som ny husbygger?

Tænk stort, tænk fremtid! Når det omsider er blevet en realitet, at drømmehuset kan blive bygget, så find et firma, som kan imødekomme netop dit behov. Der findes et hav af forskellige byggefirmaer, så giv dig tid til en omhyggelig research, inden du vælger din udbyder. Hav ikke kun øje for, hvordan huset skal se ud lige nu.

Hvis en familieforøgelse er en del af din fremtidige plan, så hav dette in mente, når du skal vælge et firma, og når planlægningen af huset går i gang. Under planlægningsperioden kan du også overveje, hvilken form for energiløsning du vil benytte dig af i huset. Når først huset er færdigbygget, kan det ende med en væsentlig højere udgift at få lavet den ønskede energiløsning. Angående andre udgifter er det også en god idé at være opmærksom på prisen samt kræve en prisgaranti. Vær sikker på, hvad den pakke, du har valgt, omfatter, og sørg for, at udbyderens garanti dækker den lovpligtige byggeskadeforsikring.

I øvrigt vil dit nye hus være vedligeholdsfrit de første fem år, men efterfølgende er det vigtigt at vide, hvad der skal gøres i forhold til drift og vedligeholdelse.