Udvendig vedligeholdelse

Når du har bygget nyt hus, er det vigtigt, at du også lægger en plan for vedligeholdelsen, der skal være med til at sikre, at mindre skader, ikke udvikler sig til dyre skader, der har konsekvens for nybyggeriets konstruktion på længere sigt.

Tænk vedligeholdelse ind helt fra start

Det er en god idé at tænke vedligeholdelse ind i planlæggelse af jeres nybyggeri. Når du skal vælge materialer, så overvej at vælge nogle, som kan tåle det våde danske klima og som er modstandsdygtig overvej slidtage, og som ikke kræver den store vedligeholdelse. Det er dog samtidig vigtigt, at du også vælger materialer, som passer til husets overordnede arkitektur, form og funktion. 

På den lange bane kan det ofte betale sig at vælge materialer af høj kvalitet og med lang holdbarhed. På den anden side ligger de materialer dog også ofte i den dyrere ende. Medmindre du har uanede ressourcer, er det altså sjældent, at du har råd til at vælge den højeste kvalitet hver gang. Det er derfor vigtigt, at du prioriterer, så du sparer på nogle ting og vælger kvalitet ved andre. Du bør ikke spare på fundament, facader, tag, gulve og indvendige vægge. Disse elementer er husets skelet, som sørger for, at dit hus kan stå i god stand i mange år frem.

Læs også om byg nyt hus

Vedligeholdelse og materialevalg

Selvom du vælger de bedste og mest holdbare materialer, vil der dog ofte stadig være en grad af vedligeholdelse. Vi har herunder samlet en oversigt over nogle af de overvejelser, du kan gøre dig i forhold til materialer, holdbarhed og vedligeholdelse. Vi har her ikke taget højde for den løbende rengøring, som naturligvis også skal udføres for at du kan have et flot og velholdt hus.

Facade

Når det kommer til husets facade, vil der stort set altid være en grad af vedligeholdelse. Men det er dog muligt at vælge materialer, som kun kræver meget lidt arbejde og vedligeholdelse. Det gælder eksempelvis for murstensfacader, facader med fibercementplader samt facader med gasbetonblokke.

Næsten vedligeholdelsesfrie facader

Når det kommer til murstensfacaderne, er fugerne stort set det eneste, der skal vedligeholdes. Fugerne er nemlig med til at gøre facaden tæt, så der ikke kommer fugt ind mellem murstenene. Derfor skal du sørge for løbende at efterse husets fuger. Tilgengæld kan nye fuger let holde i 50 år uden yderligere vedligeholdelse.

Hvad angår facader med fibercementplader kræves der som sådan ingen vedligeholdelse. Det er dog en god ide at efterse pladerne årligt, så du er sikker på, at pladerne sidder ordentligt fast. Hvis en plade bliver beskadiget, kan den blot udskiftes.

Heller ikke facader med gasbetonblokke kræver specielt meget vedligehold. Her skal dog tages det forbehold, at en gasbetonfacade, som er blevet kalket, kræver mere vedligehold. I tilfælde af, at gasbetonblokkene er blevet kalket, skal du hvert 5.-10. år kalke facaden på ny.

Facader med mere vedligeholdelse

Både når det angår facader af træ og pudsede facader, er der en del mere vedligeholdelse.

Træfacader skal eksempelvis males med 5-10 års mellemrum, ligesom der eventuelt også skal have udskiftet enkelte træbrædder. Samtidig skal du også sørge for løbende at tjekke, at sømmene ikke bevæger sig ud af træet. Hvis sømmene bevæger sig, skal du enten sørge for at udskifte dem eller hamre dem fast igen. Dette gælder både for huse, som har træfacade hele vejen rundt, og hvis facaden har andre former for træværk, eksempelvis ved tagets udhæng.

Det er dog muligt at gøre træet mindre vedligeholdelseskrævende ved at give det en god træbeskyttelse. På den måde kan solens UV-stråler nemlig ikke trænge ind og beskadige træet, hvilket betyder, at der går længere tid, før træet skal udskiftes. Træbeskyttelsen har dog den ulempe, at du ikke længere vil kunne se årene i træet. Samtidig slipper du heller ikke for den løbende maling af træet.

På samme måde som med træfacader skal pudsede facader også løbende vedligeholdes. Du skal derfor hvert 5.-10. år sørge for at male den pudsede facade, ligesom facaden også er mere udsat i forhold til revner og frostskader.

En maler der maler vinduets kanter

Vinduer

Husets vinduer er som oftest lavet af træ, hvilket betyder, at du skal sørge for løbende at vedligeholde dem. Hvis du har valgt at investere i vinduer, som er fabrikslakerede, skal du male dem første gang efter 8-10 år. Efter den første gang maling, skal du forvente at skulle male dem igen med 3-7 års mellemrum, afhængigt af kvalitet og udførsel af overfladebehandlingen.

Hvis du derimod har valgt at købe vinduer af ædeltræ som eksempelvis mahogni, skal du behandle dem oftere. Ædeltræ skal nemlig oliebehandles hvert eller hvert andet år. Det er samtidig vigtigt, at du behandler vinduer af ædeltræ inden montering, hvis du har fået dem ubehandlet fra fabrikken.

Et alternativ til vinduerne af træ er vinduer med aluminiumsbeklædning. Disse fås både, hvor der kun er aluminium på ydersiden, og hvor der er aluminium på begge sider. Fordelen ved vinduer med aluminiumsbeklædning er, at de er stort set vedligeholdelsesfrie, da de blot skal rengøres et par gange om året.

Tag

Når du skal bygge nyt hus, er der en række forskellige typer tag, du kan vælge. Fælles for langt de fleste tagtyper er, at de ikke kræver særligt meget vedligeholdelse. Det er dog altid en god ide at tjekke taget for utætheder årligt, så du sikrer, at taget rent faktisk kan holde i mange år frem.

Der kan derimod være stor forskel på holdbarheden af taget. Vælger du eksempelvis et tegltag er der stort set ingen vedligeholdelse. Du skal blot sørge for, at tjekke at teglstenene er hele og uden revner, og at de ligger fast. Hvis tegltaget er udført ordentligt, kan det holde i 50-70 år.

Et tag med tagpap er ligesom tegltaget også stort set vedligeholdelsesfrit. I tilfælde af utætheder, er det endvidere forholdsvist let at lappe, da der kan lægges et nyt lag tagpap oven på det eksisterende. På den anden side er holdbarheden af tagpap lavere end ved teglsten, da et tagpaptag kan holde i 30-50 år.

Vælger du derimod at lægge et stråtag på dit hus, kræver det en del mere vedligeholdelse. Ligesom med de andre typer tag skal du naturligvis tjekke, at taget er tæt. Samtidig skal du også sørge for at fjerne blade og mos fra taget og holde tagrender og nedløbsrør rene. Tilstoppede rør og tagrender kan nemlig medføre fugt på murværket ved tagets kant. Foruden at fjerne mos og blade, kan stråtag også løbende kræve udskiftning af kanter og samlinger. Men såfremt du sørger for ordentligt vedligehold og udskiftning, vil taget kunne holde i 30-50 år.

Hvad med algerne?

Alger er som udgangspunkt ikke skadelig for dit tag, hvorfor du egentligt ikke bør fjerne dem. På den anden side er alger bestemt ikke med til at gøre dit tag flot at se på. Hvis du gerne vil fjerne algerne, anbefales det, at du fjerner dem ved brug af vand og en blød børste. Du må endelig ikke bruge en højtryksrenser, da den kan beskadige tagets materialer.

Når det drejer sig om et nybygget hus, kan du forebygge algerne ved at sørge for at beskære træer og buske, som skygger for taget. På den måde kan taget lettere tørre, hvilket minimerer algerne, da de kun gror på fugtige overflader. En anden mulighed er at vælge et tag af zink, da zink ikke binder alger. Et zinktag er dog en af de absolut dyreste tagtyper, ligesom det ikke er alle typer huse, der kan bære et zinktag.

Terrasse

Hvad angår husets terrasse, laves denne ofte i enten træ eller sten. De to materialevalg kræver lidt forskellig vedligeholdelse. Hvis du eksempelvis vælger en træterrasse, er det vigtigt, at det træ, der skal være i kontakt med jorden, kan tåle fugt. På den måde kan du være med til at sikre, at terrassen ikke rådner og dermed forlænge holdbarheden.

For at vedligeholde din træterrasse ydereligere og samtidig holde den pæn at se på, er det desuden en god idé at give den olie eller maling ca. hvert andet år. Ligesom med træfacader er det samtidig også en god idé at gennemgå terrassen for løse skruer eller søm årligt.

Vælger du derimod en stenterrasse har den ofte en længere holdbarhed end træterrassen. Samtidig kræver stenterrasser kun vedligeholdelse i form af fjernelse af ukrudt i fugerne, og at du jævnligt sørger for at feje den. Ved at feje stenterrassen holder du den ren, og mindsker risikoen for alger og mos. Samtidig kan fejningen også være med til at gøre det sværere for ukrudt at vokse frem, da frøene fejes væk fra fugerne.

Få lavet en vedligeholdelsesplan

Ovenstående er blot en del at det, der løbende skal vedligeholdes ved dit hus, og det kan derfor være svært selv at holde styr på, hvad der skal vedligeholdes hvornår. Derfor er det en god idé at få lavet en vedligeholdelsesplan, som typisk udarbejdes af en byggesagkyndig.

En vedligeholdelsesplan er en oversigt over det vedligeholdelsesarbejde, der skal udføres over de næste ca. 10 år, og indebærer eksempelvis maling af trævinduer og pudsning af soklen. Ved at få udarbejdet og følge en vedligeholdelsesplan kan du dermed være med til at tage skaderne i opløbet, før de udvikler sig.

Vedligeholdelsesplanen giver dig altså et indblik i din boligs tilstand, så du ved, hvad der skal laves hvornår. Samtidig giver vedligeholdelsesplaner også ofte en oversigt over, hvad arbejdet vil komme til at koste. På den måde kan du allerede fra start begynde at planlægge og spare op til de løbende udgifter.

Læs de mest populære artikler i vores e-magasin

Bestil på print

249,00 kr. (ekskl. levering)

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her