Det skal du huske, når du laver aftaler om byggeprojektet | Dit Nybyggeri
Det skal du huske, når du laver aftaler om byggeprojektet

Det skal du huske, når du laver aftaler om byggeprojektet

Der er mange ting at holde styr på i forbindelse med et nybyggeri. Med denne huskeliste undgår du at glemme noget, når de vigtige aftaler og kontrakter skal indgås.

Et nybyggeri strækker sig normalt over længere tid og involverer mange forskellige aktører. Af den grund kan det ofte være en lidt kringlet proces for bygherren, og hvis denne ikke har styr på alle aftaler og kontrakter, er der mange led i kæden, hvor tingene kan gå galt. 

Konsekvenserne af manglende klare aftaler kan være alt fra misforståelser og uoverensstemmelser til reelle erstatningssager og langstrakte juridiske efterspil.

Dem vil du som bygherre til enhver tid undgå at ende ud i. Herunder kan du således blive guidet til, hvad du skal huske, når aftaler og kontrakter skal indgås.

1. Alle aftaler skal være skriftlige

Juridisk set er mundtlige aftaler lige så bindende som skriftlige. Men allerede fra første færd er det en god idé at få alt ned på skrift, da der kan opstå bevismæssige udfordringer senere hen, hvis der ikke findes nogen nedskrevne aftaler.

Allerede under de indledende møder med byggefirmaet kan det være relevant at skrive referat – også selvom der på de første møder ikke bliver indgået deciderede aftaler. Referaterne kan til gengæld give bygherren et overblik over, hvad der er blevet vendt og drejet på møderne. Der kan ofte være nye udtryk eller forskellige forslag, som kan være svære at huske bagefter, hvis de ikke er blevet nedfældet.

Senere, når de faktiske aftaler og kontrakter skal laves med byggefirmaet, er det endnu mere vigtigt at få alt ned på skrift. De skriftlige aftaler skal både inkludere det arbejde, som skal udføres, men også hvordan eventuelle uoverensstemmelser skal håndteres, hvis de alligevel skulle opstå.

Læs også artiklen: Skødet – dit ejerbevis

2. Få hjælp af en professionel rådgiver

En skriftlig aftale bør du som bygherre også lave med din rådgiver. Og sådan én er god at have.

At overskue en hel byggeproces fra ende til anden kan nemlig i forvejen være nærmest umuligt – især for en privatperson, der optræder i rollen som bygherre for første gang. Men også fordi det er de færreste, der har tilstrækkeligt kendskab til både det tekniske, det praktiske og det juridiske ved en byggeproces. 

En professionel rådgiver som for eksempel en byggesagkyndig eller en boligadvokat har ekspertise på netop disse områder og kan hjælpe dig med at få det hele formuleret til din fordel i alle aftaler og kontrakter.

Læs også artiklen: Professionel rådgivning til kontrakten

3. Hvor meget vil du involvere dig?

Nogle bygherrer ønsker at give al ansvaret for nybyggeriet til professionelle håndværkere, mens andre bygherrer gerne vil give en hånd med undervejs i processen.

Ingen af delene er der som sådan noget i vejen med. Det er blot særdeles vigtigt, at bygherrens eventuelle deltagelse i byggeprojektet aftales fuldstændigt klart på forhånd. 

Endvidere kan det være en god idé at holde byggemøder med håndværkerne jævnligt for at få indblik i og overblik over byggeprojektets fremskridt

4. Indgå en kontrakt med byggefirmaet

Der findes forskellige entrepriseformer, som bygherren kan vælge som grundlag for byggekontrakten, afhængigt af hvor meget eller lidt han/hun ønsker at involvere sig.

De to overordnede regelsæt, som kan ligge til grundlag for kontrakten er AB 92 og ABT 93.

AB 92 kan anvendes ved en hovedentreprise (bygherren lader én håndværker påtage sig ansvaret for byggeledelsen og for at indgå kontrakter med de øvrige håndværksfag) eller ved en fagentreprise (bygherren laver selv kontrakter med hvert håndværksfag og leder selv byggeriet eller ansætter én til at stå for det).

ABT 93 kan anvendes ved en totalentreprise (bygherren laver kontrakt med et byggefirma, som står for både ledelse, kontrakter med alle håndværksfag og kontrakt med bygningskonstruktør, ingeniør og arkitekt).

Læs mere i artiklen: Hvornår skal du vælge ABT 93?

5. Gå i detaljer med det hele

Som beskrevet indledningsvis er ingen detalje for lille, når der skal laves aftaler og kontrakter om et så stort byggeprojekt som et nybyggeri.

Selvom det umiddelbart kan virke omsonst at gå helt i detaljer med, hvorvidt håndværkerne må benytte toilettet, eller om de skal gøre rent dagligt eller ugentligt, så kan manglen på aftaler om dette nemt føre til unødvendige stridigheder.

En byggekontrakt er ikke bare et dokument med en overordnet beskrivelse af, hvad der skal laves, og hvornår det skal være færdigt. Alle detaljer skal med, og din rådgiver vil kunne hjælpe dig med at huske det hele, heriblandt opgavefordeling, aftalesedler, konkrete tidsplaner, udbudsmaterialer, forbrugeraftale samt aftaler om dagbøder og reklamationsret.

Og det hele skal naturligvis underskrives af alle relevante parter.

Læs mere i artiklen: Ingen detaljer er for små til byggekontrakten