Derfor stiger prisen på nybyggeri

I medierne har der i længere tid været mange diskussioner om de stigende priser på at bygge nyt. Der meldes om stigninger på helt op til 30% på et almindeligt nybyggeri indenfor villaer, sommerhuse og tilbygninger. Men hvorfor? Svaret er lige så enkelt, som det er kompliceret.

Kort fortalt så skyldes de stigende priser 2 ting: Den globale corona-pandemi, og krisen i Ukraine. Men bag denne forenklede forklaring ligger der flere faktorer, som hører med til at give en mere dækkende forklaring på de kraftige prisstigninger.

Stål, træ, fragt, energi … prisen stiger på alt

Ingen byggematerialer går ramt forbi, priserne stiger på alle varer verden over. Træ helt op til 30%, det samme er jern og stål. For nogle specielle varer er prisen faktisk fordoblet. Og forklaringen?

De mange nedlukninger på verdensplan har betydet en kraftig nedgang i produktionen af næsten alle former for byggematerialer. Fabrikker har stået stille, miner har været lukket og skibsfarten har været ramt af delvist lukkede havneterminaler. Flytrafikken har været meget hårdt ramt, og det samme har den last, der ligger i bugen. Lasten er i stedet flyttet til lastbiler, der mangler chauffører, og nu også bliver ramt af stigende priser på brændstof. 

De stigende energipriser på el og gas skyldes bl.a krisen i Ukraine, og påvirker både leveringssikkerheden og prisen for den energi som fabrikkerne har brug for til deres produktion.  

Flere historiske omstændigheder presser priserne op i hele værdikæden, der ligger til grund for et nybyggeri. 

Mangel på håndværkere

Men det er ikke blot manglen på byggematerialer, der sender priserne op. De danske byggemarkeder melder alle om, at den stigende efterspørgsel på håndværkere også er en af de store årsager til prisstigningerne. Antallet af udenlandske håndværkere er faldet og det er ganske enkelt ikke nok faguddannede, danske håndværkere.

Og så er det den samme mekanisme, der træder i kraft, som ved byggematerialerne: Når der er knaphed på en ressourcer, så stiger prisen – og når der mangler håndværkere, så stiger deres løn… og så stiger prisen på deres arbejde. Igen med samme resultat, nemlig en stigning i prisen på nybyggeri. 

 

Corona har ikke betydet nedgang, tværtimod

I modsætning til mange andre brancher, så har byggebranchen ikke oplevet nedgang under Corona-pandemien. Faktisk lige det modsatte. Der har under hele Corona pandemien været en markant stigning i byggeopgaverne i Danmark.

Byggelysten er nærmest blevet forstærket af nedlukningerne. Det samme gælder lysten til at renovere og lysten til at købe nye møbler og nyt køkken. Mange har gået derhjemme under nedlukningen og måske fået lyst til lave om derhjemme, måske anlægge en ny terrasse, eller de har fået behov for at få mere plads og har fået en en drøm om at flytte ud af lejligheden og få eget hus. Læg dertil at vi fået udbetalt indefrosne feriepenge, samtidig med at de lave renter og de gode lånemuligheder har gjort det attraktivt at bygge og købe nyt. Det peger alt sammen i samme retning, nemlig at efterspørgslen på nybyggeri (og andre byggeopgaver) er steget meget kraftigt.

Og netop danskernes store lyst til at investere i deres boliger og i at bygge nyt er den tredje store årsag til de stigende priser. For når efterspørgslen stiger og udbudet af byggematerialer falder, samtidig med at antallet af håndværkere ikke vokser, så er der kun én vej for priserne – og det er op!

Vil priserne blive ved med at stige?

Meget tyder på, at vi ikke kommer til at opleve faldende priser, men vi kommer måske til at se et fald i nybyggeriet. De stigende priser vil ganske givet få enkelte familier til at vente med at kaste sig over et nybyggerprojekt, andre vil vende blikket imod mindre og billigere huse – eller i stedet vælge at købe et ældre hus, som de så renoverer. 

Markedet for byggematerialer vil med tiden finde et nyt leje. De lange leveringstider, vi ser nu, vil langsomt blive normaliseret, men eksperterne forventer ikke, at det vil betyde prisfald. I bedste fald vil vi se en stabilisering af priserne på et niveau, der er et pænt stykke over det, vi så før Corona-pandemien.

Der er desuden nogle strukturelle ændringer i markedet, der er kommet for at blive. Et eksempel her er  prisen på tømmer, det vil sige de materialer som en tømrer bruger i et nybyggeri f.eks til  spærkonstruktionen. Tidligere delte papir- og byggeindustrien omkostningen for at kløve et træ. Byggeindustrien betalte for den robuste og bæredygtige kerne i træet, og papirindustrien betalt for den del rundt om. I takt med at efterspørgsel efter papir på globalt plan er kraftigt faldende, så står byggeindustrien nu med hele regningen for tømmeret.   

Men det er ikke kun er i Danmark, at der er en meget stor byggelyst. Vi ser den samme lyst til at bygge nyt over alt i verden, og her er vi ved den fjerde og sidste årsag til de stigende priser: Det globale byggeboom – og her er Danmark bare en lille brik, der udfordres af globale omstændigheder. I 2021 blev store dele af de canadiske skove ramt af borebiller. Skovene her er hovedleverandør til det nordamerikanske marked. Da de ikke kunne få tømmer fra Canada rettede de blikket mod Europa, og bød derved priserne på tømmer op. Regningen endte hos slutbrugerne; nybyggerne.    

Læs også: Hvad koster det at bygge et hus?

Stigende renter i 22´ påvirker efterspørgslen 

De negative renter ser ud til at være fortid. Den stigende inflation sætter sig nu i særligt i de lange obligationsrenter, der er steget kraftig fra de historisk lave 0,5% i 2020 til 3,5% i 2022. De stigende priser på byggematerialer i kombination med de stigende renter begynder nu at påvirke efterspørgslen efter nybyggede huse. Flere byggefirmaer melder om ordrenedgang, hvilket kan afhjælpe udfordringen med at finde håndværkere. 

 

Læs de mest populære artikler i vores e-magasin

Bestil på print

249,00 kr. (ekskl. levering)

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her