Hvis I står overfor en renovering eller ombygning af jeres hjem, så kan det være nødvendigt at gøre sig mange overvejelser, inden I tager det første spadestik. Her tænker vi ikke kun på planlægningen af selve byggeriet, men vi tænker i høj grad også på, at I skal gøre jer overvejelser omkring, hvordan I får jeres familie og hverdag til at hænge sammen.

Ombygning er en længere proces, og det er vigtigt, at det ikke bliver et hasteprojekt. Det tager tid at få drømmeboligen til en realitet, men med den rette indstilling, strukturering og planlægning kan I sagtens komme i mål – ganske smertefrit.

Om det er en totalrenovering eller blot en renovering af badeværelset, køkkenet eller noget tredje, så vil det tære på kræfterne – uanset om du har tidligere erfaring med håndværk eller er helt ny. Vi har derfor samlet nogle gode råd til, hvordan I kommer godt igennem en ombygning.

 

Overblik

Det er vigtigt, at I eller en professionel hele tiden har det store overblik over, hvor langt I er kommet i planen, hvad der mangler at blive lavet, hvilke materialer der skal købes hvornår, og hvordan det ser ud med budgettet. Et stort og godt overblik kan være svært at holde, hvis man er helt grøn inden for håndværkergerningen, hvorfor I evt. kan få hjælp af en arkitekt, bygningskonstruktør, entreprenør eller rådgiver.

 

Planlæg realistisk

Det nytter ikke noget, at I gerne vil bygge det hele selv, hvis I ikke tidligere har været igennem en byggeproces. Der er projekter under en ombygning, som I sagtens selv kan lave – også hvis I har mindre erfaring – men der vil også være projekter, som skal laves af en professionel. Derudover vil der være projekter, som vil blive lavet hurtigere og mere præcist, hvis I lader fagmanden om det.

 

Beboelse

Kan I bo i huset, samtidig med at I bygger om? Dette spørgsmål er I nødt til at stille jer selv, således jeres liv ikke ender i kaos. Det er vigtigt at tage stilling til, da eksempelvis jeres børns liv ikke går stå, blot fordi I gerne vil bygge om. Børnene skal stadig i skole, hentes og bringes samt have et roligt sted til at lave lektier. Overvej derfor, om I skal lægge lidt ekstra penge i budgettet til en ekstra husleje, om I kan bo ved noget familie eller evt. kan bo ude i haven. Hvis I har et sommerhus, kan det være et frirum at flytte derhen, mens huset bliver renoveret.

 

Budget

Lav et realistisk budget. Det nytter ikke noget, at I laver en hurtig vurdering af, hvad det cirka kommer til at koste. Det tager tid at lægge et budget, og når I har lagt et budget, er det fornuftigt at lægge mellem 15-30 % oveni, da det altid bliver mere omfattende, end man først lige antager. Det kan være, at I har overset noget, som skal betales, eller I har nogle tilkøb eller ændringer til den oprindelige plan.

 

Gode råd skal modtages med kyshånd

Rådgivning fra venner, bekendte eller fagmænd bør modtages med kyshånd, da de bygger deres råd på erfaringer, som de har gjort sig. I kan altid sortere nogle råd fra, men rådene bunder typisk i et godt erfaringsgrundlag.

 

Arbejdsfordeling

Det er vigtigt, at I ikke går op i, hvem der har lavet mest i løbet af byggeprocessen. Der skal selvfølgelig være en arbejdsfordeling, da det er et fælles projekt, men når det så er sagt, så skal man heller ikke til at lave timeregistrering. At være bygherre tager tid, og det kan sagtens løbe op i 15 timer om ugen – og dette skal gøres samtidig med et fuldtidsjob. Hjælp derfor hinanden, og fyr den af, når overskuddet er der.

 

Ombygningen er førsteprioritet

Det er en god idé at melde ud fra start, at I prioriterer ombygningen. Det tager lang tid at bygge om, og hvis I skal rende til fødselsdage etc. i alle weekender, bliver I aldrig færdige. Hvis I melder ud fra start, at I sandsynligvis ikke kommer, så er der heller ikke nogen, der bliver skuffet.

 

Hav tålmodighed

Selvom man har lavet en god planlægning, så bliver en ombygning eller et større byggeprojekt typisk forsinket. Det er altid en god idé at spørge ind til forsinkelserne, men sørg for ikke at presse håndværkerne for meget. Hvis man presser dem med mindre tid til opgaverne, kan man risikere, at det ikke bliver gjort med samme kvalitet. Det er derfor vigtigt, at man finder tålmodigheden frem.

 

Spørg om hjælp

Venner og familie vil altid gerne hjælpe, men en stor hjælp er eksempelvis også at lade dem passe børnene en weekend. På den måde får I skabt en hel weekend, hvor I bare kan arbejde og knokle igennem på huset, mens børnene er underholdt et andet sted.

 

Drop selvmedlidenheden

Det er ikke synd for jer; I har selv valgt at lave en ombygning. Planlægningen kan gå skævt, der kan være forsinkelser m.m., men i sidste ende står I med jeres drømmehus.

 

Tovholder

Når I ikke kan være på byggepladsen, er det vigtigt at finde en tovholder, som I stoler på.

 

Nyd det

Det er en fed proces, og hvis I har haft de rette overvejelser, lagt et godt budget samt struktureret det ordentligt, så sidder I snart i jeres nye drømmehus.