Bliv klogere på byggetilladelsen Bliv klogere på byggetilladelsen

Bliv klogere på byggetilladelsen

Byggetilladelsen er den altafgørende blåstempling af, at dine drømme kan blive til virkelighed. Du søger byggetilladelse ved kommunen, og her er det bedst at tage en arkitekt eller et typehusfirma med på råd.

At spørge kommunen om lov til at bygge kan være både indviklet og uoverskueligt. Samtidig kan der gå lang tid fra, at du registrerer din byggesag, til fundamentet kan blive støbt.

Det er ulovligt at starte med at bygge dit nye sommerhus uden en byggetilladelse, og derfor er den så vigtig. Thomas Schioldan Sørensen, som er advokat og partner i Advokatfirmaet Rödstenen, vil gøre dig klogere på, hvordan du ansøger om byggetilladelsen. 

SÅDAN FOREGÅR DET

Det er en fordel at få sendt ansøgningen afsted så hurtigt som muligt. Så snart du har detaljerne omkring sommerhuset helt på plads, kan du ansøge om byggetilladelsen.

“I ansøgningen skal man blandt andet oplyse bygningsarealet, bebyggelsesprocent og opvarmningskilden. Når du ansøger, skal du også have afklaret spørgsmål om bygningstype og kvadratmeterantal”, siger Thomas Schioldan Sørensen.

For nybyggere er der meget at holde styr på, og Schioldan Sørensen lægger vægt på, at du vil få glæde af hjælp fra én, der kan holde styr på alle trådene.

“Skal du bygge nyt sommerhus, kan du godt stå for ansøgningen selv, men jeg vil anbefale, at du får professionel rådgivning fra en arkitekt eller et typehusfirma,” siger han. 

 

En mand forsøger at gøre materiale klar til at søge om byggetilladelse

DET SKAL ANSØGNINGEN INDEHOLDE

Ansøgningen skal oprettes som en sag på den digitale selvbetjening Byg & Miljø.

Her bliver du guidet igennem de enkelte dele af ansøgningen. Dialogen mellem dig og kommunen kommer efterfølgende til at foregå inde på websitet.

Ifølge Schioldan Sørensen skal en ansøgning som udgangspunkt indeholde:

  • En situationsplan, der viser sommerhusets placering og afstand til skel.
  • En afløbsplan, der viser forsyningsledningernes forløb.
  • En plantegning.
  • Facadetegninger.
  • Tværsnit over bygningens højder og dimensioner.
  • Eventuelle detailtegninger af specielle konstruktioner og beskrivelse af materialer og installationer.  

Afhængigt af det sommerhus hus du vil bygge, har kommunen måske brug for statiske beregninger eller andre ekstra bilag.

Man kan ikke sige på forhånd, hvad den enkelte ansøgning skal indeholde, da det kommer an på bygningen og grunden.

Du kan dog få et indtryk af, hvad du som udgangspunkt skal have afklaret ved at kigge nærmere på Aarhus Kommunes tjekliste på deres hjemmeside over, hvilke oplysninger de generelt har brug for i en ansøgning.

 

Læs også: Love og regler for sommerhuse, du skal kende

TID TIL AT VENTE

Behandlingstiden varierer, alt efter hvor du vil bygge nyt sommerhus. Tal fra Trafik og Byggestyrelsen afslører, at ventetiden i størstedelen af Danmarks kommuner i perioden 1/3 2015 - 1/3 2016 var alt mellem 15 og 267 arbejdsdage.

“Behandlingstiden afhænger af byggeriets kompleksitet. En kommune har 14 dage til at reagere på din ansøgning, men hvis ansøgningsmaterialet ikke er fyldestgørende, vil sagsbehandlingstiden blive forlænget”, uddyber Thomas Schioldan Sørensen.

Det gælder altså om, at have alle detaljer og tegninger med første gang, du indsender din ansøgning, fordi det vil få den hurtigere gennem systemet.

Når du har modtaget din byggetilladelse, skal du huske at anmelde byggeriets start på borger.dk. 

 

Kilde: Advokatfirmaet Rödstenen, Byg og Miljø, Trafik og Byggestyrelsen 

Se mere i vores årbog 

 

Velkommen til Dit Nybyggeri

Vælg dit byggeprojekt nedenfor