Gode råd til valg af byggefirma eller håndværker

Dit valg af håndværker har afgørende betydning for, hvordan dit byggeprojekt kommer til at forløbe. Derfor er det vigtigt, at du træffer de rigtige beslutninger inden, så du dermed undgår ubehagelige situationer. Læs hvordan du kan gøre dit forarbejde.

en håndværker der er ved at måle op

Når du har fundet en håndværker, som du føler dig tryg ved, så er det stadig vigtigt, at du tager dine forholdsregler, så dit bygge- eller renoveringsprojekt kommer til at forløbe så gnidningsfrit som muligt.

En skriftlig aftale garanterer, at du og din håndværker er enige om projektet og om forløbet. På den måde går I begge ind i projektet i enighed, og du undgår eventuelle uoverensstemmelser eller negative økonomiske konsekvenser.

Råd til hvad du skal være opmærksom på 

Det er vigtigt, at du gør et omhyggeligt forarbejde inden du vælger en håndværker. Det har nemlig afgørende betydning for, hvordan dit byggeprojekt kommer til at forløbe.

Du bør være opmærksom på følgende: 

1. Hastværk er lastværk.

Vær grundig i dine tanker og vær omhyggelig i dit forarbejde.

2. Undersøg markedet.

Vær omhyggelig med udvælgelsen af håndværker. Brug nettet og spørg gerne personer – som du stoler på – til råds. 

3. Indhent to til tre tilbud.

Du får både mulighed for at spare penge og mulighed for at lære nogle håndværkere at kende.

4. Brug en organiseret håndværker.

Opstår der problemer, så har håndværkeren sandsynligvis en garantiordning via sin brancheorganisation.

5. Vær præcis.

Vær sikker på, at din håndværker har forstået dine ønsker.

6. Brug ‘AB-Forbruger Standardkontrakt’.

En kontrakt er din sikkerhed for, at du og håndværkeren er enige om projektet.

7. Betal efter aftalen.

Kravene går begge veje! Overhold altid betalingsfristerne.

Læs hvordan du indgår en god aftale med dine håndværkere her

en håndværker der viser sin kollega en skitse

AB-Forbruger Standardkontrakt: Det er ikke særlig indviklet at blive godt forberedt 

I den bedste af alle verdener får du heldigvis aldrig brug for en nedskrevet aftale med din håndværker, for her kører alt som det skal, og du ender med et godt resultat.

En skriftlig aftale med din håndværker er beregnet til, at du kan håndtere situationen på en sober og konstruktiv måde, hvis et eller andet undervejs ikke går, som det skal. 

‘Erhvervs- og Byggestyrelsen’ (også kendt som ‘Energistyrelsen’), ‘Dansk Byggeri’ og installatørernes organisation ‘TEKNIQ’ har sammen med ‘Forbrugerrådet TÆNK’ udviklet den såkaldte AB-Forbruger Standardkontrakt, som er skræddersyet til alle, der skal bygge nyt eller bygge om. 

En skriftlig aftale forebygger misforståelser og økonomiske udgifter. Hent AB-Forbruger Standardkontrakt her.

Det er ikke særlig indviklet at blive godt forberedt

Hvis du altid vælger organiserede håndværkere, så har du sikkerhed for, at de er forsikrede gennem deres brancheorganisation.
Der er forskelle på de forskellige branchers garantiordninger, så det er altid en god idé at bruge nogle minutter på at studere de garantiordninger, som dine håndværkere er tilknyttet – f.eks. ‘BygGaranti’, ‘Dansk Håndværk’ og ‘AB92’s Entreprenørgaranti’.

Du kan læse mere om garantiordningerne her.  

Det er vigtigt, at være særligt opmærksom på dette inden byggeforløbet bliver igangsat. Dermed undgår du ubehagelige overraskelser, hvis noget skulle gå galt.

 


Læs også artiklen: Det skal du huske, når du laver aftaler om byggeprojektet

Hvis uheldet alligevel er ude

Men hvad gør du, hvis der nu alligevel opstår en uoverensstemmelse mellem dig og din håndværker?

Fortvivl ikke! Der findes en række klage- og ankemuligheder, så du kan benytte, hvis situationen er gået i hårdknude. Du bør her være opmærksom på følgende: 

1. Prøv først med dialog.

I langt de fleste tilfælde kan problemer og uenigheder løses gennem en sober og ærlig snak.

2. Skriv til håndværkeren.

Danske ankenævn kræver, at du selv har forsøgt at løse tvisten. Det betyder, at skal sende en mail eller et brev inden du kan klage. Sender du et brev, så husk at sende det anbefalet.

3. Klag til ankenævnet.

Ankenævnene er delt op i byggeri, håndværk og tekniske installationer. Disse ankenævn er hurtigere og billigere end at gå rettens vej.

4. Gå til domstolene.

I sidste ende kan du gå hele vejen til domstolene. Dette er en langsom og dyr proces, og normalt følger domstolene de afgørelser, der er givet i ankenævnene.

Læs mere om dine klagemuligheder her

 

Få mere viden om tilbygning.

 

Læs de mest populære artikler i vores e-magasin

Bestil på print

249,00 kr. (ekskl. levering)

Kilde: Forbrugerrådet TÆNK, Erhvervsstyrelsen, 

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her