Hårdhed

Vælger du et hårdt gulv som beton, epoxy, klinker eller natursten skal du kompensere andre steder i rummet med bløde materialer. Derimod er træ og laminat bedre for en behagelig rumklang.

Stil 

Vælg neutrale farver, der kan matche til, at du skifter møbler og vægfarve. Vælg et materiale, der passer til husets alder og arkitektur. Vælg mønstre og formater efter rummets proportioner. Undgå store fliser og brede planker i små rum.

Akustikken

Tænk på akustikken. I store rum bør du vælge bløde gulvmaterialer, der absorberer lyden. Alternativt kan du arbejde med loftet som lyddæmper ved at bruge akustikplader som beklædning.

Gulvniveau

Mange vælger af praktiske grunde at have to forskellige slags gulv i deres køkkenalrum: et i køkkenet og et andet under spisebordet. Er du fristet af denne løsning, skal du være opmærksom på, at gulve har forskellige tykkelser. Fx er et epoxygulv meget tyndere end et trægulv. Og det kan give udfordringer i samlingerne.

Rengøring og vedligeholdelse

Nogle materialer kræver langt mere vedligeholdelse og rengøring end andre. Vær derfor ærlig overfor

dig selv, når du vælger. For selvom et marmorgulv kan være supersmukt, bliver det hurtigt grimt, hvis du hellere vil kaste dig i sofaen, end at vaske gulvet. Det er irriterende at have konstant dårlig samvittighed over for et gulv.

Gennemgang af gulvtyper

Fliser i cement 

Fliser støbt i cement fås ofte med mønstre eller i en bestemt nuance. De er specielt populære som marokkanske fliser – og med alverdens farver, former og mønstre får du et væld af muligheder for at kreere et personligt og særpræget udseende. 

Cementfliserne kan nemt optage fedtstoffer fra sine omgivelser. Det trænger over tiden ned i flisen, og derfor vil den over årene kunne ændre nuance og udseende. 

Som gulv vil fliserne kunne få et mindre ensartet udtryk, fordi fliserne ikke udsættes for samme mængde fedtstoffer og slid. Selvom det trænger ind i cementflisen, bliver de dog ikke fedtede, når man rør dem. 

fliser i cement

Beton - råt og slidstærkt

Betongulve har været meget populære de seneste år. De passet til tidens minimalistiske stil og kan give boligen et strejf af de ikoniske New Yorker-lejligheders råhed. Samtidig bidrager de med en rolig flade, der giver mulighed for at give den mere gas i resten af køkkenet.

Betongulve har den fordel, at selvom det er hårdt, føles det stadig blødere end klinker, hvis du pudser og overfladebehandler det. Du vil dog efter mange timer i køkkenet godt kunne mærke i benene, at det er et hårdt gulv at stå på.

Et betongulv kan tåle vand, er let at gøre rent og er meget slidstærkt. Du skal dog passe på med at spilde for meget på det, da det let optager farve. En overfladebehandling kan dog redde dig fra de fleste pletter.

Bliver der slået et stykke af gulvet eller får det en revne, er det umuligt at reparere et betongulv, uden at man kan se det. Der er det nemmere med klinker, hvor man blot kan udskifte den ødelagte flise.

Inden du forelsker dig for meget i et betongulv, skal du undersøge, om dit undergulv overhovedet kan bære vægten af et betongulv eller om det skal forstærkes. Er det tilfældet, kan din betondrøm gå hen og blive ganske kostbar.

beton gulv

Epoxy - nem at gøre rent

Epoxygulve er noget vi bedst kender fra hospitaler og parkeringskældre. Men i de senere år er gulvtypen begyndt at snige sig ind i de private boliger – specielt i køkkenet, hvor det er en robust og slidstærk løsning. 

Epoxy er en maling af kunstharpiks, som du kan komme på alt fra trægulve til beton. Laget af epoxy gør gulvet meget hårdt, slidstærkt og helt glat. 

Desuden har det en fordel, at der ikke er nogen sarte fuger, der kan samle fugt og snavs. Og så kan det fås i alverdens flotte farver og strukturer.

Med et gulv af Epoxy skal du ikke bekymre dig om vedligeholdelsen. For væske og mad trænger ikke ned i overfladen, og gulvet tåler de fleste rengøringsmidler.

epoxy gulv som er nemt at gøre rent

Natursten – unikke og hårde

Natursten er smukke og giver en levende overflade til dit gulv. Hver eneste sten er helt unik, og du vil derfor få et flot farvespil og fine naturlige mønstre i dit gulv, som ikke kan opnås med andre materialer. 

Natursten findes i flere varianter. De mest almindelige er dog skifer, travertin, granit og marmor.

De er meget hårde og slidstærke, men de kalkholdige af dem (marmor, travertin og skifer) kan ikke tåle syre og kræver derfor en ekstra kærlig hånd, hvis de skal holdes pæne. Har du tabt lidt mad, skal du blot bruge en opvredet klud dyppet i sæbespåner.

Vær opmærksom på, at et hårdt materiale som sten på en stor overflade gør akustikken dårlig. Vælger du et gulv af sten, skal du derfor kompensere andre steder i rummet med bløde materialer.

Naturstenen granit 

Granit er naturligt forekommende og fås i flere farver. Dog oftest i grå eller sort. Det karakteristiske ved granit er farvespillet og et udseende, der glintrer – hvilket specielt ses, når stenen er slebet. Er den ikke slebet, vil udtrykket være mere mat og groft. 

Slidstyrken er hårdt, stærkt og suger ikke væske. Derfor kan det holde i mange år. Man skal dog være opmærksom på, at det som naturmateriale vil variere i udseendet. Derfor er det oplagt, at købe det samlet i én omgang for at få det samme udtryk. Vælger man en blankpoleret flise i granit, vil man få en overflade, der er meget glat at gå på, mens en ru granitflise har let ved at tiltrække snavs.

Granit bliver typisk brugt til gulvfliser på badeværelset. Langt de fleste fliser i granit tåler rengøring med kalkfjernere med syreindhold. Som alternativ kan du også benytte universalrengøring eller sæbespåner. 

sort granit natursten

Kalk-naturstenen Travertin 

Denne naturlige sten er skabt i kalk. Travertinfliser har en overflade med små huller, som man ofte bruger spartelmasse til at udligne. I sit udtryk er fliserne varme og med en flot nuance i en lys sandfarve. 

Materialet er naturligt og smukt og har et væld af flotte nuancer. Bestående af kalk vil flisen dog let suge væske til sig, der kan efterlade en plet, hvis væsken ikke tørres. Kalken betyder også, at du ikke kan rengøre den med syreholdige kalkfjernere, der typisk ellers bruges i badeværelset. 

Man bruger stenen til vægge såvel som gulve i køkken og badeværelse. Du skal dog være opmærksom på, at den skal imprægneres og behandles jævnlige ofte, specielt på udsatte områder som køkkengulvet og i brusenichen, hvor der måsle spildes henholdsvis rødvin og sæbe. Stenen tåler ikke kalkfjerner med syreindhold. Du kan i stedet imprægnere flisen eller vokse den før montering – og derefter bruge milde og syrefri rengøringsprodukter i hverdagen. 

natursten lavet af kalk

Blandingsmaterialet Terrazzo

Terrazzo består af cement med marmorstykker blandet i. Det bruges typisk til at støbe direkte ovenpå gulvet, men du kan også købe det som færdige fliser. Disse er dog mindre robuste. De iblandede marmorstykker giver terrazzomaterialet et flot farvespil. Ofte er det sort og hvidt, men du finder det også i mange andre farvekombinationer. 

Slidstyrken på Terrazzo er høj, og udtrykket med de mange cement prikker skjuler let snavs. Det kan dog virke som et hårdt og køligt materiale - og med dets naturlige mønster kan det fremstå rodet, hvis du begynder at sætte det sammen med andre mønstre, farver og fremtrædende fuger. Omvendt kan det også give rummet et råt og industrielt look. I forhold til rengøring må du ikke bruge syreholdige kalkfjernere, og derfor er det uholdbart at tænke terrazzo i din bruseniche. Når det generelt bruges til vådrum, bør det monteres med en epoxyfuge, der sikrer, at der ikke trænger vand ind i siden. 

Man bruger terrazzo til gulve i køkken og bad såvel som til borde og håndvaske. Specielt i 50’erne var det et populært materiale i københavnske lejligheder og i parcelhuse. Dog har det været udskældt og set ned på i mange år – men er igen kommet tilbage som et moderne og cool materiale. 

Terrazzo må ikke rengøres med kalkfjerner indeholdende syre. Du skal i stedet benytte et rengøringsmiddel baseret på sæbe eller skuremiddel til at fjerne kalk f.eks. med en børste eller glasskraber. 

terrazzo gulv

Bjergarten marmor

Marmor er bestående af kalk og er at finde i adskillige nuancer. Dog er dem, man ser oftest hvide med grå og sorte tegninger i. Når det kommer til marmor, er hvert eneste stykke dog helt unikt. Det har en glat overflade, der ikke er blank, men derimod skinnende på samme måde som slebet granit. 

Det er et naturligt og æstetisk materiale med flot farvespil og unikke mønstre. Derudover er det let at genkende, og betragtes som eksklusivt. Som et porøst materiale, der er skabt af kalk, vil det have nemt ved at optage farve, skulle du spilde på det , og pas særlig på  med citroner, der efterlader afmærkninger pga. syren i frugten. Kalkstrukturen betyder at du ikke kan rengøre det med syreholdige produkter, og at det derfor er svært at rengøre. Sidst men ikke mindst er det et dyrt materiale. 

Marmor er flot i store overflader. Dog kan det kræve en del vedligeholdelse og rengøring, hvis du opsætter det i din bruseniche. Dette er et udsat sted, hvor man helst vil benytte kalkfjerner med syre. Du bør ikke engang bruge det på armaturet, da det vil kunne dryppe på fliserne. I stedet skal du bruge en klud opvredet i vand og sæbespåner. Du kan yderligere fjerne kalken med en børste, en god skuremiddel eller f.eks. en glasskraber. 

badeværelses gulv i marmor

Klinker - klassisk og holdbart

Klinker er et populært valg, når der skal vælges gulv. Og med god grund. Klinker er hårdføre, nemme at vedligeholde og findes i et utal af farver, mønstre og størrelser. 

De mest almindelige klinker er de keramiske, der tåler alle former for rengøring og findes i alle prisgrupper. Eneste ulempe er den hårde overflade, der er mindre behagelig at gå på og som kan forringe akustikken i rummet. 

Vælger du klinker på gulvet, bør du kompensere ved at vælge bløde materialer andre steder i rummet fx et akustikvenligt træloft eller skabe og bordplader af enten linoleum eller træ. 

Husk også at fugerne mellem klinkerne er sarte overfor syreholdige rengøringsmidler. Lyse fuger kan desuden være næsten umulige at holde rene. Derfor er det en god idé at mindske antallet af fuger ved fx at lægge gulvet med store gulvklinker og meget smalle fuger.

klassiske klinker i en stue

Mosaik fliser

Som det kan høres på navnet, er denne type flise lavet i glas. Disse kommer typisk i mindre kvadrater på få centimeter. For at simpelgøre opsætningen af dem, er der net bagpå flere mindre fliser, der dermed danner en helhed i f.eks 30x30 cm. Herefter skal der laves fuge. Idét flisen er i glas, er den meget gennemsigtig og blank. Fliserne kommer i alverdens størrelser, former og nuancer.

Det er let at opsætte glasmosaik såvel som at rengøre det og kombinere det på forskellige måder. Mange fuger kan gøre det svært at opnå ensartethed i placering og størrelser. Går det galt, ser det ikke så pænt ud og man risikerer, at nettenes start og slutning bliver synlige. 

Fliserne i glasmosaik kan bruges overalt til bad og køkken. Til rengøring kan man bruge næsten alle produkter. Med opvaskemiddel undgår man striber på de blanke overflader. 

to forskellige slags mosaik fliser

Brændt ler som terrakotta 

Brændt, rødt ler – også kaldet Terrakotta - betyder ’brændt jord. Materialet har en rødlig nuance, men fås også som glaseret i alverdens farver. Fliserne er unikke og har et meget levende udtryk – de ser næsten håndlavede ud. 

Udseendet er unikt og flot. Det er et porøst materiale og ikke specielt stærkt. Derfor skal du passe på, at fliserne ikke kommer til at bære for meget vægt f.eks. som et gulv. Taber du noget ned på fliserne, er der risiko for, at den revner. Desuden er terrakotta heller ikke godt til vådrum, da det optager vand/kalk. Derudover kan kanterne være ujævne, og det gør det svært, at lægge fliserne lige. Derfor vælger man ofte at lægge en bred fuge. 

En overflade der suger vand, og en mangel på styrke, betyder at disse fliser er bedst som pynt. Det kunne ideelt set være bag en håndvask. Her skal der dog også lægges en epoxyfuge for netop at undgå, at vandet kan trænge ind fra flisernes sider. Du rengør materialet let med almindelige rengøringsmiddel og en børste eller klud. 

terrakotta fliser lavet af brædt ler

Betonlook med keramisk flise

Keramiske fliser er produceret af brændt og hårdt ler. Disse kommer i adskillige grå farver og er med et farvespil og struktur, der minder om beton. Fliserne kommer i flere størrelser, men hvis du drømmer om et rå betonlook, som man ser ved støbte gulve og vægge i beton, er det ideelt at bruge større keramiske fliser. De fås faktisk i gulv-til-loft versioner. 

Det rustikke betonlook kan godt klare, at der kommer lidt på kalk på flisen, uden at man ser det straks. Desuden vil større fliser have den fordel, at der kommer til at være færre fuger. Derudover er de keramiske fliser ikke ru på samme måde som beton, ligesom de heller ikke er helt glatte.

Hvis du vælger større fliser, kan det være svært at opsætte toiletpapirsholder, armatur og lignende, da flisen let kan revne. Som keramisk flise tåler den dog det meste rengøringsmiddel – dog bør du være forsigtigt med syreholdige produkter i fugerne. 

keramisk fliser med et betonlook

Lavasten af størknet lava

Det vi kalder for lavasten, består af størknet lava og stammer fra Sicilien, fra vulkanen Etna. Lavastenene er meget rustikke og i en mørkegrå nuance. Som fliser vil de typisk være glaseret og kunne fås i adskillige mønstre og farver. Du kan endda få håndmalede sten, men de koster også en del mere. 

Lavastenen er yderst modstandsdygtig og har en meget stræk struktur.  Den er tilgængelig i forskellige mønstre og nuancer i en glaseret udgave. Det er den eneste natursten, der tilpasser sig temperaturen, og derfor tåler den store temperaturskift – flisen bruges derfor ofte også som pizzasten i ovn eller til bordskåner. Denne karakteristik gør også, at stenen tåler frost udenfor og at den kan holde på varmen, hvis den er placeret indendørs. 

Lavastensfliser er ret dyre. En enkelt flise kan sagtens løbe op i 600 kr. Derfor kræver det et større budget, hvis hele badeværelset skal beklædes med dem. 

Stenen tåler rigtig meget og er yderst modstandsdygtigt. Derfor kan den bruges hvor som helst i boligen. Dens hårdførhed gør også, at den kan rengøres med enhver slags rengøringsmiddel. 

Uglaseret keramisk flise

Keramiske fliser er produceret af brændt, hårdt ler. De kan også bestå af mindre sten eller små stykker glas. 

Er flisen ikke glaseret, vil den have en mat overflade. Den keramiske flise er ensfarvet igennem hele flisen, og netop derfor mister den ikke sin oprindelige farve, efterhånden som den modtager slidtage. Dette er også fordelagtigt, hvis siden af flisen er synlig. Det er desuden et meget slidstærkt produkt. 

En keramisk flise, der ikke er glaseret, fås blot i nogle få farver og vil have en ujævn struktur i kanterne. Da materialet er meget hårdt, kan akustikken blive påvirket. Den stærke og solide flise vil ofte ses på gulv såvel som på offentlige steder. 

Den kan bruges hvor som helst – endda i vådrum, hvor den udsættes for vand. Rengøring bør foregå med vand og sæbespåner – behandling med olie kan gøre det lettere at rengøre fliserne. 

Keramisk fliser som er uglaseret

Glaseret keramisk flise af brændt ler 

Denne type flise er lavet i brændt ler og bliver herefter glaseret og så brændt endnu en gang. Afhængig af lertypen og den glasur, der bruges, vil flisen være blank, mat og dermed enten glat eller ru. 

Denne glaserede version af den keramiske flise er modstandsdygtig overfor vand og ligeledes nem at holde ren og pæn. Med en glaseret overflade kan dit gulv dog blive glat. Derudover vil keramiske fliser med glasering – ofte være skabt til at efterligne af andre materialer f.eks marmor. Det vil sige, at du får udtrykket fra marmorstenen, men brugsfordelene ved en glaseret keramisk flise.  

Flisetypen kan bruges overalt. Det kan være i køkken og bad, på gulve såvel som vægge. Det er en flise, der er nem at holde ren, og du kan bruge alle rengøringsprodukter på den. Husk dog at undgå syreholdige midler på fugerne. 

keramiske fliser som er glaseret

Linoleumsgulv – 100% naturprodukt 

Et linoleumsgulv består af naturlige råvarer - primært er linolie og harpiks. Derudover træmel, stenmel, korkmel, kalk og endelig de farvepigmenter, som gør det muligt at få et linoleumsgulvet i de ønskede farver og egenskaber. Et linoleumsgulv fås i mange forskellige farver og marmoreringer og er et 100 procent naturprodukt.

En fordel ved linoleumsgulve er, at det få's i mange farver og er behageligt blødt at gå på. Linoleumsgulve dæmper desuden trinstøj. Ønsker du at minimere trinstøj yderligere kan du indbygge forskellige typer underlag, som f.eks. korklinoleum.

Det er vigtigt at følge rengøringsanvisningen, da det ellers kan forkorte levetiden for dit linoleumsgulv. Vi anbefaler derfor, at du altid bruger rengøringsprodukter specielt egnet til et linoleumsgulv.

Til den daglige rengøring af linoleumsgulve vil tør-mopning eller støvsugning være nok, ligesom du også kan vaske gulvet efter behov, med det anbefalede vaskemiddel.

Vær opmærksom på at et linoleumsgulv kan få mærker af tunge møbler, og at gulvet kan få farveforskelle, hvis møbler flyttes. 

linoleumsgulv som rulles ud

Træ - smukt og godt  for akustikken

Trægulve er smukke og behagelige at gå på. De kan have flotte åretegninger og forskellige nuancer alt efter træsort og behandling. Da træ er et blødt materiale, bidrager det til en god akustik i dit køkken. Blødheden betyder dog også, at der let kan komme mærker og hak i gulvet, hvis du taber noget eller går med stilethæle. Vælger du et trægulv skal du også være forberedt på at huske vedligeholdelsen. Ellers kan det let blive grimt.

Et trægulv skal grundbehandles med enten lak eller olie. Vælger du en lakbehandling er overfladen lukket og rengøringen nemmere. Men træet mister en del af sin naturlige skønhed og samtidig er overfladen mere modtagelig for ridser. Er der først kommet ridser i et lakgulv, vil de hurtigt blive brune og grimme, og eneste udvej er en total afslibning med efterfølgende lakbehandling.

Vælger du en oliebehandling skal du indstille dig på at vedligeholdelsen er lidt mere krævende. Udover den ugentlige gulvvask med sæbe bør du også pleje gulvet med olie mindst én gang om året. Modsat et lakeret trægulv er et oliebehandlet gulv mere modstandsdygtigt overfor ridser og trykmærker, og det er nemmere at slibe lokalt på småpletter og efterbehandle med lidt olie.

soveværelse med en flot træ gulv

Parketgulv – traditionelt gulv i smalle træstave

Parketgulv var førhen en meget dyr gulvtype. Det var baseret på smalle, massive stave af slidstærke træsorter, betegnet som stavparket. I dag fremstilles parketgulv i stedet af tynde stave, som er limet på et tykkere underlag af HDF, fyr, gran eller krydsfiner. 

Den moderne version går også under navnet lamelparket, og det er stort set kun denne variant, der bruges i dag. Det gør gulvet langt billigere end tidligere, men du får stadig lov til at gå på rigtigt træ som for eksempel eg, ask eller bøg. 

Fliser i cement kan benyttes til gulve og vægge i alle slags rum. Det er dog vigtigt at beskytte dem mod fedt og kalk ved at overfladebehandle dem. I vådrum, hvor fliserne er udsatte overfor vand, skal der en epoxyfuge omkring dem, så du undgår, at vand trænger ind fra flisens sider. For hvis flisen allerede er imprægneret, kan dette vand ikke komme ud igen, og det vil resultere i en fugtskade. 

Du bør rengøre dine cementfliser med et rengøringsmiddel, der er ph-neutralt. 

Stue med parketgulv

 

Gå på opdagelse i Designguiden og bliv inspireret til jeres materialevalg og fremtidens smart home-løsninger Gå på opdagelse i Designguiden

Bestil på print 125,00 kr. (ekskl. levering)