Hvad koster en have?

Når selve huset er på plads, skal du til at tænke på omgivelserne. Hvad koster en have? Det afhænger af hvilke ønsker du har til haven? Og hvor mange penge vil du bruge på den?

En flot have med bøgeflis og terrasse som denne, kan få en til at spørge, hvad koster en have?

Den nemme have er ikke nødvendigvis den billigste løsning, og omvendt behøver anlagte blomsterbede og frugttræer ikke være dyre.

Først skal du vælge, hvor meget du selv kan og vil stå for i forhold til anlæggelsen af din nye have. Det er dyrt at hyre en anlægsgartner eller havearkitekt, men kan godt betale sig i længden.

Havetegning og -plan

Der er forskellige grader af, hvordan du kan få hjælp til at anlægge din have. De fleste planteskoler har faktisk mulighed for at hjælpe dig med en komplet havetegning og plan over haven – inklusiv planteliste.

Her kommer en fagmand ud og ser, hvor haven skal placeres. Samtidig lytter han til dine behov og ønsker i forhold til, hvor nem den skal være at passe, og hvilket prisleje den skal ligge på.

Priserne for besøget varierer meget fra havecenter til havecenter, så spørg din lokale butik. Herudover kan du tilkøbe udførelse, hvis du ønsker det.

Læs også artiklen: Drivhus, orangeri eller udestue

Gør det selv

Du kan sagtens tegne din egen have. Men det er en god idé at starte med at måle haven op. Her kan du bruge grundens matrikelkort. Find herefter ud af, hvad der skal være i din have. Inddel haven i rum efter, hvordan du vil bruge den. En vigtig detalje er, at du indtegner, hvordan den er orienteret efter verdenshjørnerne.

Tænk især over, hvor meget tid du vil bruge i haven. Kan du godt lide at slå græs, vil du hellere fjerne ukrudt mellem fliser, eller foretrækker du at fjerne alger og behandle et større areal af træterrasse et par gange om året?

Læs havebøger og spørg dig frem på din lokale planteskole, det er gratis. Læg et cirka-budget fra starten over, hvad du vil spendere på din have nu og fremover, og tag udgangspunkt i det. En enkel gennemsnitshave på omkring 500 kvadratmeter, hvor du for eksempel finder genbrugsfliser eller køber billige planter, kan godt starte ved omkring 20.000 kroner.

Men som med alt andet er det vigtigt at få rammerne på plads. Hvis du for eksempel ikke starter ud med at få udskiftet jorden, så den har en ordentlig kvalitet, så skal du pludselig starte forfra, når du står med visne planter og gul græsplæne.

Læs også artiklen: Havetendenser der hitter

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Arkitekttegnet have

Hvis du benytter dig af en havearkitekt, slipper du for uforudsete udgifter, og den pris du får fra starten, holder derfor ofte vand. Det koster ca. 5.000-7.000 kroner at få en havearkitekt til at udforme en haveplan.

“En havearkitekt tænker i rum med planter som byggeelementer. Vi tænker i udfoldelsesmuligheder mellem bedene, hvor man i et plantecenter nok mest tænker i plantesammensætninger i de enkelte bede og ikke på ‘mellemrummene’,” fortæller Anne Brandt, som er selvstændig have- og landskabsarkitekt med virksomhed af samme navn.

Hun mener desuden, at man kan spare mange penge ved at involvere en arkitekt fra starten. Er man først gået galt i byen med planter, der ikke vil gro, eller en have, der ikke hænger sammen, så har man givet ærgerlige penge ud.

“Det varer ofte nogen tid, før man ser, at man skulle have gjort noget anderledes og der bliver pludselig længere til målet i form af en frodig og funktionel have. Udgifter til planter og belægning er oftest store. Det er derfor også økonomisk set en god idé at få lavet en plan, man er tilfreds med, inden man går i gang, så man kan ikke behøver at lave det om,” siger Anne Brandt. 

Læs også om byt nyt hus

Læs de mest populære artikler i vores e-magasin

Bestil på print

249,00 kr. (ekskl. levering)

Havearkitekt Anne Brandt, http://annebrandt.dk/

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her