Byggeriets ansigter

Et nyt byggeprojekt er et puslespil af etaper og forskellige ansigter. Få overblik over, hvem du kan møde i løbet af dit byggeri, og hvordan de kan hjælpe dig. Der er et overlap mellem nogle af de ansigter, vi gennemgår her, og flere af dem skal du selv aktivt vælge til. Derfor er det langt fra sikkert, at du møder dem alle sammen.

4 af byggeriets ansigter kigger på en byggetegning.

Arkitekt

Hun kan hjælpe dig med at skabe et hus, der passer helt perfekt til dig og din grund. Hun omsætter dine behov til konkrete løsninger, og laver de tegninger og beskrivelser, som byggefirmaet skal bruge for at bygge huset. Kunne du tænke dig at have en arkitekt med, møder du hende i fase to eller tre.

Bankrådgiver

Han er udelukkende på din side, hvor han holder styr på pengene og giver dig økonomisk rådgivning. Allerede fra den første fase er han en vigtig hjælp, da han kan vurdere, hvad du realistisk set har råd til at bygge for.

Læs også artiklen: Forbered dig og undgå fire klassiske fejl

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Boligadvokat

Hun holder styr på, at det juridiske i kontrakten er i orden. Advokaten hjælper også med at fremhæve alt det, der står med småt. Hun er uafhængig og på din side i byggeriet. Hun kan også vejlede dig om tinglysning, finansiering, forhandling, energimærkning og jordforurening, og derfor kan du allerede møde hende i de første faser.

Byggeadvokat

I modsætning til boligadvokaten varetager byggeadvokaten byggefirmaets interesser under handlen. Du møder ham typisk, når kontrakten skal underskrives.

Byggeleder

Han sikrer, at byggeriet bevæger sig fremad i det rette tempo blandt andet ved at styre byggemøderne. Han koordinerer også de forskellige processer, håndværkere og har kontakten til entreprenøren. Du møder ham i fase ti, når byggeriet går i gang.

Byggerådgiver

Byggerådgiveren kan vejlede dig i alle byggeriets faser. Han kan hjælpe med at optimere byggeriet, lave detaljerede projektbeskrivelser, styre økonomien, føre tilsyn og pege på fejl og mangler. Han kan også vejlede i specialområder som energi og sikkerhed. Vær opmærksom på, om han er uvildig eller ansat af et byggefirma, da en uvildig rådgiver muligvis vil give dig en mere objektiv rådgivning. Han kan have en baggrund som arkitekt, ingeniør, byggekonstruktør eller byggesagkyndig.

Læs også artiklen: Byggerådgiverens mange kasketter

Entreprenør

Han påtager sig ansvaret for at bygge huset. Han hæfter for de håndværkere, der skal bidrage til byggeriet. Han kan være selvstændig, men det kan også være hele byggefirmaer, der har entreprenørrollen. Entreprenøren møder du i fase otte eller ni, inden byggeriet går i gang.

Læs også artiklen: Entrepriseformer: Hvad er forskellen?

Forsikringsrådgiver

Husk at have forsikringerne i orden, når du starter dit nye byggeprojekt. Dit valg af konstellation kommer til at afgøre, hvilke forsikringer du får brug for. Du møder forsikringsrådgiveren, inden du skriver under på kontrakten i fase otte.

Realkreditrådgiver

Hun vurderer, hvor meget du må låne, og hun varetager realkreditinstituttets interesser. Du møder hende senest i fase syv, hvor du skal bestemme, hvordan du vil finansiere dit nye hus.

Læs også om byg nyt hus

 

Læs de mest populære artikler i vores e-magasin

Bestil på print

249,00 kr. (ekskl. levering)

Danske Boligadvokater
Danske Bygningsudtryk, 2001, Foreningen RealDanmark, PDF: http://www.danskbyggeskik.dk/dictionary/Danskbygningsudtryk.pdf

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her