Afleveringsforretning ved en tilbygning

Så snart håndværkerne er færdige med deres arbejde, er der nogle procedurer, du skal følge. Disse procedurer går under betegnelsen afleveringsforretning. Men hvad skal du helt præcist gøre, og hvordan skal du forholde dig til tilbygningen? Og må du egentlig tage tilbygningen i brug, før det er helt færdigt? Vi guider dig til, hvordan du kontrollerer byggeriet og tager over efter håndværkerne.

færdiggjort tilbygning der er klar til afleveringsforretning

Afleveringsforretning: Hvad er det?

En afleveringsforretning er, når ejeren og håndværkeren samles og når til enighed om, hvorvidt byggeriet er færdigt eller ej. Det foregår typisk sådan, at håndværkeren melder tilbygningen færdig, når han mener, at arbejdet er udført. Selvom håndværkeren mener, at jobbet er gjort, kan du godt mene, at der er nogle mangler, og derfor har man dette møde.

Hele formålet med en afleveringsforretning er netop at finde frem til, om det udførte arbejde har mangler eller ej.

Hvis tilfældet er, at der stadig er nogle mangler ved tilbygningen, skriver I sammen en mangelliste. Herefter bliver i enige om en tidsfrist for, hvornår de sidste fejl skal være udbedret. Det er en god idé at beholde et beløb, som passer nogenlunde til, hvad prisen for at få udbedret manglerne er. Dog er det vigtigt at bemærke, at dette helst skulle være aftalt på forhånd i en skriftlig aftale, ellers kan du ikke være sikker på, at det kan lade sig gøre.

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Væsentlige mangler

Der er forskel på typen af mangler. En væsentlig mangel er for eksempel, hvis du har fået lavet et nyt køkken, og der mangler en bordplade. Det betyder nemlig, at køkkenet ikke kan anvendes. Det er dog ikke en væsentlig mangel, hvis der blot mangler maling på en halv væg.

Du kan altid tage udgangspunkt i, at hvis det ikke er muligt at tage det i brug, så er der tale om en væsentlig mangel.

Oplever du, at din tilbygning har en væsentlig mangel, skal du have fat i håndværkeren. Han må så give dig besked om, hvornår du kan forvente, at fejlen er udbedret. Det er vigtigt, at du ikke accepterer det udførte arbejde, før du er tilfreds og sikker på, at der ikke er nogle fejl. Hvis du har aftalt det i en kontrakt på forhånd, kan du opkræve dagsbøder af entreprenøren, i tilfælde af at tidsfristen bliver overskredet. 

Hvis du får overdraget tilbygningen med uvæsentlige mangler, kan du godt tage det i brug. Du skal dog være opmærksom på, at manglerne stadig bliver fikset til den aftalte tid.

Sådan afgør du, om der er mangler

Det kan være udfordrende for dig at afgøre, hvorvidt der er tale om en mangel eller ej. Du kan nemlig sagtens være ude for, at det færdige arbejde er håndværksmæssigt korrekt, men at det ikke lever op til dine forventninger. Her kan det være en god hjælp at have en byggerådgiver med til at vejlede dig.

små fejl og mangler som blev fundet ved en afleveringforretning

Hvorfor er en afleveringsforretning vigtig?

Der sker noget afgørende, når håndværkeren afleverer den færdige tilbygning til dig. Når byggeriet er i fuld gang, har håndværkeren ene og alene ansvaret for arbejdet.

Det indebærer blandt andet, at han skal passe på materialerne. Hvis de bliver stjålet eller ødelagt, er det faktisk håndværkerens ansvar at erstatte dem. Ligeledes gælder det, hvis tilbygningen bliver skadet på grund af nedbør, storm eller noget lignende. Så snart håndværkeren afleverer tilbygningen til dig, er det dig, der overtager risikoen.

Efter du har fået overdraget byggeriet, tager du det i brug, og så vil det være langt sværere at klage over mangler. Det kan nemlig være svært at bevise, at du ikke selv har forårsaget fejlen. Derfor er det også vigtigt, at du gennemgår arbejdet, inden du overtager byggeriet, så du kan godkende det eller klage over mangler.

Hvis du vælger at tage tilbygningen i brug, inden byggeriet er færdiggjort, så har du accepteret det arbejde, håndværkeren har udført. Det er altså vigtigt, at du ikke begynder at tage noget halvfærdigt i brug, fordi det kan blive vanskeligt at bevise, hvem der har ansvaret for visse fejl og mangler.

Skal man altid have en afleveringsforretning?

Det korte svar er ja. Du kan næsten ikke lave en tilbygning, der er for lille til at gennemgå mangler i. Du kan sammenligne det med, hvis du får en håndværker ud for at fikse din utætte vandhane. Her vil du også tjekke, at arbejdet er blevet udført korrekt, og kun godkende det, hvis hanen efterfølgende er tæt. Hvis problemet ikke er blevet løst, vil du ikke betale regningen.

Men det er selvfølgelig en god tommelfingerregel, at jo større en tilbygning er, jo grundigere gennemgang af fejl og mangler kræver det.

Hvem sørger for at afholde afleveringsforretningen?

Normalvis er regelsættet AF Forbruger eller AB92 skrevet i aftalen med håndværkeren. Heri er der forklaret nogle specifikke retningslinjer, som omhandler, hvornår og hvordan afleveringsforretningen skal gennemføres. Der står også, hvem der sørger for at afholde det.

Sådan forløber en afleveringsforretning

Håndværkeren melder det til dig, når han mener, at han er færdig med det arbejde, I har aftalt. Hvis I har aftalt et bestemt afleveringstidspunkt i kontrakten, er det normalt, at I mødes på det pågældende tidspunkt – uanset om byggeriet er færdigt eller ej. Før mødet med håndværkeren er det en god idé, at du selv gennemgår byggeriet for fejl og mangler. Sørg for at notere det ned, hvis du finder noget, der ikke er som aftalt.

Bagefter giver du besked til håndværkeren, om at I skal afholde en afleveringsforretning. Det kan være en fordel, hvis du sender din liste med mangler til ham, inden I mødes. På den måde kan han forberede sig på dette.

Når I mødes, gennemgår I mangellisten, og ved hvert punkt svarer I på følgende:

  • Godkender håndværkeren, at der er tale om en fejl eller mangel?
  • Hvad koster det at udbedre fejlen eller manglen? Vær opmærksom på, at det ikke skal koste dig ekstra penge, at håndværkeren ikke har udført sit arbejde. Dette er blot for, at du kan tilbagebeholde det beløb, der svarer til, hvad det vil koste at få udbedret fejlene. Det beløb skal du nemlig først betale, når arbejdet er udført som aftalt.
  • Er det en væsentlig eller uvæsentlig mangel?
  • Er det rimeligt, at håndværkeren skal udbedre fejlen? Husk, at det ikke altid er håndværkerens skyld, at der er mangler. For eksempel kan dit nye køkkenskab have fået en mindre skade under transporten, men er det så egentlig rimeligt, at håndværkeren skal bøde for dette? Og vil du overhovedet vente flere måneder på, at du får et nyt skab tilsendt? Du kan eventuelt bede om at få et mindre afslag i den samlede pris, og så vælge at leve med det.

Ud for hver mangel skal du notere svaret på ovenstående spørgsmål. I stedet for en liste over mangler fungerer dokumentet eller papiret nu som en afleveringsprotokol. Her noterer I datoen, og skriver under begge to. Sørg for at tage en kopi, så der ikke opstår uenighed omkring, hvad der skal fikses og hvornår. Det kan også være, at der er nogle mangler, som I ikke kan opnå enighed omkring. Dem kan du skrive sammen i et klagebrev, som du sender til håndværkeren efterfølgende.

Hvis I ikke har fundet nogle væsentlige mangler, anses arbejdet for at være afleveret til dig. Hvis det ikke er tilfældet, men I fandt nogle væsentlige mangler, så noterer I det på mangellisten, og du skriver, at du ikke accepterer arbejdet.

Professionel rådgivning

Det er altid en god idé at have en professionel byggerådgiver med til en afleveringsforretning. Selvom du måske ikke synes det er nødvendigt at ofre penge på, kan det være, at pengene er godt givet ud i sidste ende. Det er nemlig et afgørende møde, som kan betyde meget for din tilbygning. Det kan være svært at vurdere, om en mangel er en væsentlig mangel. Og hvis du ikke har dine argumenter i orden, er det vanskeligt at vinde sagen mod håndværkeren. 

 

 

Læs de mest populære artikler i vores e-magasin

Bestil på print

249,00 kr. (ekskl. levering)

Min side

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her