Det kan være omstændigt at lave en tilbygning, og derfor kan det være en god idé at få hjælp af en tilsynsførende. En tilsynsførende har til opgave at sørge for, at byggeriet går, som det skal, og at arbejdet bliver udført ordentligt, og så vurderer han kvaliteten af byggeriet.

Det er vigtigt, at den tilsynsførende er uvildig, så han kæmper din sag alene. Den tilsynsførende kan med sin erfaring og sit kendskab til branchen føre professionelt tilsyn med byggeriet. Derudover kan den tilsynsførende også hjælpe med økonomien, hvor denne med sin viden inden for området kan vejlede om regninger. 

Det er ikke noget krav, at du har en tilsynsførende, men det er de færreste, der selv er klædt på til at varetage opgaven, da det kræver et solidt kendskab til branchen. Det kan desuden være krævende selv at føre tilsyn, da man skal være fleksibel og stå til rådighed, hvis der opstår problemer, eller hvis der bliver behov for den tilsynsførendes tilstedeværelse. Det betyder også, at der ikke er nogen regler for, hvor ofte der skal føres tilsyn med byggeriet, da det varierer fra byggeri til byggeri.

 

En tilsynsførende står med en bunke papir og en hjelm på.

En god investering

Når du laver en tilbygning kan det være en god ide at hyre en tilsynsførende, hvor omkostningen for de fleste er tjent hjem på sigt. Tilsynsførende har enten en baggrund som arkitekt, bygningskonstruktør eller bygningsingeniør, og de er derfor i stand til hurtigt at opdage fejl eller mangler, hvilket kan spare dig for ekstraomkostninger senere i byggeprocessen. Bliver der ikke ført tilsyn, kan konsekvensen være, at tidsplanen skrider. Det vil koste ekstra mandetimer, og i sidste ende gøre din regning større.

Prisen for en tilsynsførende afhænger af antal tilsyn, og hvor kompliceret byggeriet er. Det kan være svært at kalkulere en generel pris, du vil dog kunne spare lidt på regningen ved at vælge en tilsynsførende, der holder til i samme område som byggeriet, da prisen som regel stiger, jo længere køreturene er for den tilsynsførende. 

For at give dig en fornemmelse af prisniveauet, vil prisen for en nybygget villa til ca. 2.000.000 kroner ligge mellem 25.000-35.000 kroner eksklusiv moms. Prisen kan være højere, hvis der er tale om et meget kompliceret byggeri, som kræver mere tilsyn. 

 

KILDER:

Boligejer, http://boligejer.dk/byggeproces

B.K. Consult A/S, http://bkconsult.dk