Renovering – vælg den rigtige forsikring
Hvordan er det nu lige med forsikring, når du skal foretage en renovering? Du kan faktisk komme ud for, at nogle skader ikke vil være dækket af din husforsikring. Derfor er det yderst vigtigt at kontakte dit forsikringsselskab – inden du påbegynder renoveringsprojektet.
For at være dækket helt ind vil de formentligt anbefale dig en entrepriseforsikring; som også bliver kaldt for en ”all risk forsikring”. Denne kan du læse meget mere om i artiklen her, hvor du får de bedste råd til at være dækket ind i tilfælde af skader ved din renovering.
Skader ved renovering – hvad dækker forsikringen?
Mange uheldige situationer kan forekomme under dit byggeri. Disse kan lede til skader, som kræver ekstra håndværkerarbejde – altså en ekstra udgift for dig. Det kan være:
- Stormskader
- Brandskader
- Vandskader
- Skader fra hærværk
- Skader fra tyveri
- Arbejdsskader
- Personskade eller skade på ting
En stor del af skaderne vil være dækket af din husforsikring eller f.eks. af entreprenørfirmaets egen forsikring. I visse situationer kan det dog give mening af tegne en ekstra forsikring under dit renoveringsprojekt – en entreprise/ ”all risk” forsikring.
Hvilke skader dækker min husforsikring?
En husforsikring vil typisk dække skader, der forekommer pga. brand, vandskader eller stormvejr. Det sidstnævnte defineres ved en vindstyrke på mere end 24,5 m/s. Din forsikring på huset inkluderer sædvanligvis også retshjælpsforsikring. Det betyder, at du i visse situationer får dækket omkostninger til advokat el.lign. Det kunne være, hvis der opstår stridigheder mellem dig og byggefirmaet, f.eks. vedr. fejl/mangler eller betalingsvilkår.
Din husforsikring dækker aldrig materialer, som endnu ikke er opført/bygget ind i huset. Det vil sige, at f.eks. tyveri af materialer til dit byggeri ikke er dækket af denne forsikring.
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Kontakt altid dit forsikringsselskab som det første
Før du påbegynder din renovering, er det yderst vigtigt, at du fortæller det til dit forsikringsselskab – altså der hvor du har din husforsikring. I nogle tilfælde vil husforsikringen udelukkende dække forhold på dit byggeri, hvis forsikringsselskabet har godkendt det på forhånd.
Det kan f.eks. være, hvis du:
- Opfører en tilbygning, der gør arealet på din bolig større
- Bygger om ved at indrette loftsrum eller kælder til beboelse
- Vælger at renovere dit hus og få lagt stråtag på
- Ændrer i rummenes anvendelse – f.eks. en ombygning i form af nyt badeværelse
- Etablerer en swimmingpool, der er nedgravet
Når du indgår en aftale med din håndværker, f.eks. AB92, som er de mest gængse betingelser for arbejde/leverance for entreprenørvirksomheder, skal du også kontakte dit forsikringsselskab. Betingelser i denne aftale kræver nemlig, at håndværkeren er dækket ind på din egen husforsikring, så længe byggeriet står på. Det betyder, at du sikrer dig imod skader på bygningsdele, der står ufærdige, samt skader på byggematerialer – f.eks. ifølge af storm eller brand.
Håndværkerens forsikring – hvad dækker den?
Personskade eller skade på ting er typisk dækket af byggefirmaets forsikring. Dette gælder også, hvis der bliver begået hærværk på den del af byggeriet, der endnu ikke er færdigt. Deres forsikring dækker dog ikke, hvis der opstår skader pga. storm eller brand. Det vil være din egen husforsikring, der skal dække denne type skader.
Ikke alle håndværkere er lige godt forsikret. Og der kan du komme i problemer. I tilfælde af skader, som håndværkerens forsikring ikke dækker, kan det som i værste scenario resultere i byggefirmaets konkurs. Du står så selv tilbage og skal betale en dyr ekstra omkostning. Derfor er det altid vigtigt at undersøge, om håndværkeren har en forsikring, der dækker skader og tyveri.
Entreprise / ”all risk” forsikring – hvornår skal jeg tegne den?
Mange vil sige, at det ikke er nødvendigt at tegne en entrepriseforsikring. Når du har håndværkere til at stå for din renovering, burde de være dækket ind i forhold til skader og tyveri. Lige såvel som din egen husforsikring bør dække resterende typer skader.
Dog er det alligevel at anbefale at tegne ”all risk” forsikringen. Dette skyldes, at det kan være din redning i nogle situationer, så du undgår at komme i klemme. Er din håndværker f.eks. ikke forsikret godt nok, eller opstår der uenighed blandt renoveringsprojektets håndværkere i forhold til ansvar og betaling af skade, vil entrepriseforsikringen netop være din redning.
En entrepriseforsikring er altid fornuftig at tegne, hvis:
- Renoveringen er stor og omkostningsfuldt
- Renoveringen er af kompliceret art
- Renoveringen har en længere løbetid
- Renoveringen giver risiko for, at personer kan komme til skade
- Renoveringen gennemføres af flere håndværkerfirmaer
- Renoveringen opføres med materialer leveret på byggepladsen, men betalt af dig. De vil således være dit eget og ikke håndværkerens ansvar. De er ikke dækket af din husforsikring, før de er indbygget i huset – men er altid dækket af en ”all risk” forsikring.
Hvad med ”gør-det-selv” arbejde?
Består din renovering af gør-det-selv-arbejde, bør du altid tegne en all risk-forsikring. Er du ansvarlig for dele af renoveringsarbejde, er det ligeledes fordelagtigt at tegne en entrepriseforsikring. Som selvbygger eller medbygger er du nemlig ansvarlig for opståede skader.
Entreprise/”all risk” forsikring – hvad koster den?
Ligesom enhver anden forsikring varierer prisen på en entrepriseforsikring. Det vil være afhængigt af renoveringens pris og størrelse. En dyrere renovering vil resultere i en dyrere forsikring.
Hvad koster en entreprise/all risk-forsikring?
Den mest almindelige pris for entrepriseforsikringer er som minimum 2.000 kr. – og den vil sjældent overstige 10.000 kr.
Når du skal fastsætte forsikringssummen, er det væsentligt, at dette gøres ud fra den værst tænkelige situation. Forsikringsselskaber vil ud fra dette beløb regne ud, hvad du kan få i forsikringspræmie og erstatning ved opståede skader. Det er ikke muligt at få mere erstatning end det, som forsikringssummen har fastsat. Normalvis sættes forsikringssummen til beløbet, som ombygningen anslås at koste – inklusive moms og projektering.
Hvad får du dækket med entreprise/”all risk” forsikringen?
Det der adskiller din entrepriseforsikring fra din almindelige husforsikring er, at den kun gælder i den specifikke byggeperiode. Her vil den dække forskellige skader, der må opstå under din renovering. Det kan f.eks. være:
- Tyveri af byggematerialer
- Hærværk på den ufærdige bygningsdel/materialer
- Andre skader på byggeriet
- Skader på dit hus, som opstår pga. byggeriet
- Skade på personer pga. byggeriet
- Skader på ting eller bygninger pga. byggeriet
Er der noget, der ikke dækkes?
Ja, din ”all risk” forsikring dækker ikke den type skader, som er dækket under din husforsikring. Det er f.eks. vand- og rørskader, skader på stikledninger, svampe- eller insektangreb og skader under storm og brand. Forsikringen vil heller ikke dække, hvis din nabo f.eks. hjælper dig med renoveringen og ødelægger materialer eller lign.
Læs mere om ombygning
Hvad skal du overveje, når du tegner en entreprise/all risk-forsikring?
- Forsikringen er kun dækkende i 12 måneder – dog har du typisk mulighed for at forlænge. I denne periode er forsikringen uopsigelig.
- Du skal tegne entrepriseforsikringen i samme forsikringsselskab som husforsikringen – og den kan typisk kun tegnes, hvis du i forvejen har en husforsikring.
- Selvrisikoen er ofte høj.
- Er der indgået en aftale med AB92 med håndværkeren/entreprenøren, er det din pligt at sikre, at vedkommende er medforsikret på din personlige husforsikring.
- Ønsker du at være medbygger, er det nødvendigt, at dette oplyses til dit forsikringsselskab, da forsikringen ellers ikke vil dække. Typisk bliver forsikringspræmien højere, hvis du er medbygger.
- Specielle opgaver såsom understøbning og pilotering kræver, at du tegner særskilt forsikring hos forsikringsselskabet. Dette skyldes, at entreprenørens erhvervsforsikring normalvis ikke dækker sådanne opgavetyper. Her skal du bl.a. selv oplyse, hvordan og hvor byggeriet foregår, således forsikringsselskabet har mulighed for at vurdere risikoen for, at der opstår naboejendomsskader.
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)