[rank_math_breadcrumb]

Gode Råd - til valg af hvidevarer

Enhver bolig har i dag en hel række hvidevarer, som får hverdagen til at fungere. Vi har levet en overskuelig gennemgang af hjemmets hvidevarer, så du kan få et overblik over de mange muligheder.

Lyst køkken med en flot lys trævæg i midten

Enhver bolig har i dag en hel række hvidevarer, som får hverdagen til at fungere. Vi har levet en overskuelig gennemgang af hjemmets hvidevarer, så du kan få et overblik over de mange muligheder. 

Hvidevarer i køkkenet

På mange måder er et køkken et mad-værksted, hvor der er behov for en lang række apparater og maskiner, både til selve tilberedningen af maden, men i lige så høj grad til opbevaring og rengøring. Det gør køkkenet til det rum i boligen, hvor der er suverænt flest hvidevarer.

Kølefryseskab

Kølefryseskab er et køleskab og fryser samlet i ét element. Med et kølefryseskab kan du opbevare mad og drikke på køl og på frost i samme enhed. Det sparer plads i dit køkken, og et kølefryseskab kan især være praktisk, hvis du har et lille køkken, eller hvis du har brug for nemt at komme til maden på frost. Har du f.Eks. Et rummeligt bryggers kan du også vælge at have et regulært køleskab og en separat fryser.

Hvilken størrelse skal jeg vælge? Pladsbehovet i kølefryseskabet er individuelt afhænger naturligvis af din husstands størrelse, hvor ofte du køber ind og hvor meget mad, du generelt har stående. Vælg et kølefryseskab, der passer til dine behov, så du ikke skal bruge unødvendig strøm. For køleskabsdelen kan du som hovedregel regne med at 100-150 liter rækker til en eller to personer, mens tre til fire personer har brug for 150-200 liter og er der mere end fem personer i husstanden, skal køleskabet kunne rumme over 200 liter. 

Indretningen skal passe til dine madvaner. Kølefryseskabets indretning skal leve op til dine krav om eksempelvis god plads til opbevaring af grøntsager, mælkekartoner eller pålæg. Tjek om hylder og skuffer er nemme at tage ud, så der for eksempel kan blive plads til en stor gryde? Undersøg også om kølefryseskabet er nemt at rengøre. 

Fryse- og kølekapacitet er vigtig. Kølekapaciteten skal være god, hvis du ofte køber stort ind og fylder køleskabet. Frysekapaciteten skal være høj, hvis du med jævne mellemrum fylder fryseren op med hjemmelavet mad, eller hvis du køber større mængder kød, som skal indfryses. Indfrysningskapaciteten er angivet på produktet.

Flere termostater giver bedre temperaturstyring. Kølefryseskabe har termostater til at styre og indstille temperaturen i køle- og i frysedelen. Har kølefryseskabet kun én termostat, indstiller du både køleskab og fryser med den samme termostat. 

Det betyder, at hvis fryseren skal arbejde ekstra hårdt, fordi du har lagt en større mængde ferske varer derind, så arbejder køleskabet også hårdere. Derved kan der blive for koldt i køleskabet. Har du derimod to termostater, kan du styre kulden i køleskabet og fryseren uafhængigt af hinanden. 

Kolde rum kræver et kølefryseskab, som kan holde til det. Kølefryseskabe er ikke nødvendigvis beregnet til at stå i rum under 16 °C. Er dit kølefryseskab klimaklasse N, så egner det sig til at stå i omgivelser med 16-32 °C, har det klimaklasse SN, kan det stå i rumtemperaturer på 10-32 °C.

Komfur – kogeplader, gas og induktion

Gammeldags kogeplader (såkaldte masseplader) af metal og glaskeramiske kogeplader bliver varme, og overfører denne varme til dine gryder og stegepander. 

Det er et meget enkelt koncept, men der er en vis forsinkelse før varmepladen skifter temperatur, når du skruer op og ned. Med et gaskomfur er det muligt at justere for varmen med øjeblikkelig reaktion. En induktionskogeplade fungerer ved, at der via et magnetfelt under kogeøen bliver skabt elektrisk strøm i kogegrejets bund, som gør metallet i gryden eller panden varmt. 

komfur i et køkken

Skal du vælge glaskeramisk eller induktion? Glaskeramiske kogeplader og induktionskogeplader ligner hinanden udseendemæssigt og bruges på samme måde, men glaskeramiske kogeplader er typisk lidt billigere. 

Største forskel på de to typer af kogeplader er, at induktionskogeplader reagerer øjeblikkeligt, hvor du med glaskeramiske kogeplader skal vente på, at temperaturen på kogepladen går op og ned. 

Ulempen ved induktionskogeplader er, at dine gryder og pander skal være magnetiske for at virke på kogepladerne. Skifter du den glaskeramiske kogeplade ud med induktion, skal du måske skifte alt dit kogegrej ud.

Skal du udskifte dit gaskomfur med induktion? Induktion minder om gas, fordi du nemt, hurtigt og præcist kan styre temperaturen på kogepladerne. Gaskomfuret er imidlertid omfattende at rengøre, mens induktionskogeplader derimod nemme at rengøre, fordi de består af en enkelt glasplade, som ikke bliver varm.

Ovn

Indbygningsovne fås i mange prisklasser og med mange funktioner. Men skal du blot bruge ovnen til de mest almindelige ting, såsom at bage et brød eller at stege en kylling, kan du roligt gå efter prisen. Indbygningsovne findes dog også med specialfunktioner som pyrolyse, damp, optøning og timer. De koster typisk også ekstra.

Ovnens størrelse. Ovnrummet adskiller sig ikke væsentligt i størrelsen fra model til model, men kig alligevel efter, hvor store bageplader, der kan være i ovnen. Det har ikke betydning til daglig, men står du med juleand og flæskesteg på én gang, så er rart med god plads.

Hvilke funktioner er der? Undervarme er nyttig, hvis du laver en pizza, og vil opvarme en pizzasten, så du får en ekstra sprød bund. Overvarme giver kun varme fra oven og benyttes til retter, hvor det giver mening, at varmen kun kommer oppe fra, det kan f.eks. være, hvis du vil holde noget mad lunt, mens du tilbereder andre madretter.. Lille grill benyttes, hvis du skal grille en mindre ting i ovnen og hvor du blot skal bruge et mindre grillareal. Turboopvarmning giver ekstra hurtig opvarmning af ovnen. Pyrolyse er en rengøringsfunktion, hvor ovnen varmes op til omkring 500 grader, så skidt og snavs i ovnen forkuller, og asken efterfølgende kan tørres op med en klud. En pyrolyseovn er generelt lidt dyrere end andre ovne. Damp er en god funktion, hvis du bager meget.

Emhætte

Emhætten er et af de mere oversete hvidevarer i køkken, og det er en fejl, for en god og effektiv udsugning er nødvendig i et køkken. Foruden at fjerne damp og stegeos, så fjerner emhætten også fedt og stegepartikler, som snavser dit køkken til. Designet på emhætten er også vigtig og skal gerne matche det øvrige køkken. Kogeplader med indbygget emhætte er meget æstetiske og diskrete valg. Men de er dyrere end en traditionel emhætte.

Den skal passe til dit køkken. Designet af din emhætte skal selvfølgelig passe ind i dit køkken, men emhættens funktioner er også vigtige. Vi tjekliste, som du kan støtte dig til, når du investerer i en emhætte.

Støjer emhætten? Emhætten skal være støjsvag, hvis du skal kunne føre en normal samtale mens emhætten kører. En normal samtale ligger omkring 60 dB, så kig efter emhætter, der har et støjniveau herunder.

Kan du se kogepladerne? Din emhætte må ikke dække for dit overblik over kogepladerne og de gryder og pander, du har i brug. Også de inderste.

Lyser emhætten godt nok? Lyset i emhætten skal oplyse hele kogepladen med et godt og klart lys. Mange nye emhætter har LED-lys, men hvis du kan komme til det, så tjek lyset i butikken på forhånd. 

Er rengøring nemt? Din emhættes sugeevner er afhængig af, hvor rene fedtfiltrene er. Din rengøring bliver nemmere, hvis fedtfiltrene er af en størrelse, som kan gå i opvaskemaskinen, og hvis det er nemt at komme til at rengøre de faste dele af emhætten.

Filtrerer emhætten fedtet? Fedt fra stegning sætter sig på overflader i køkkenet, hvis det ikke bliver suget ind i emhættens fedtfiltre. Steger du meget mad, skal du gå efter en emhætte, der får bedømmelsen ’god’ i fedtfiltrering og undgå dem, der får en bedømmelse på ’under middel’.

Hvor god er udsugningen? Damp fra madlavningen skal suges ud, så fugten ikke sætter sig på ruder og andre overflader i køkkenet. God udsugning fjerner også madlugt, så gå efter emhætter med bedømmelsen ’meget god’ eller ’god’.

Er der ekstrafunktioner, du gerne vil have? Turbosug kan være rare at have, mens eftersug betyder, at emhætten kører lidt videre, efter du har slukket den, for at rense luften for den sidste mados. Nogle emhætter kan du styre via wifi eller fjernbetjening.

Skal du vælge en kogeplade med indbygget emhætte? Kogeplader med emhætte er elegante, men både giver og tager plads. Selve kogepladen er stor og optager bordplads, men du får ikke ekstra kogezoner, da emhætten sidder i midten. Emhætten optager ekstra plads under pladen, så du mister også skabsplads under kogepladen. 

Til gengæld har du plads og luft over kogepladen, og har du fritstående kogeø eller skråvægge, så slipper for besværet med at installere en lofthængt emhætte, eller få ordentlig plads til udsugning. Husk, at du skal flytte udsugningen til under bordhøjde og etablere lys til kogepladerne.

Opvaskemaskine

Opvaskemaskinen er måske ikke den mest interessante maskine i dit køkken, men det er måske en af de hvidevarer, du holder mest af til daglig. Dag efter dag klarer den det trælse arbejde med at klare opvasken.

Hvor stor skal den være? En traditionel opvaskemaskine – underbygget eller integreret – er passende for en almindelig familie. Vær dog opmærksom på vaskerummets indretning, da der kan være forskel på hylderne, bestikskufferne og antallet af tallerkenholdere.

Er husstanden på to personer, så kan det bedst kan betale sig at gå efter en almindelig underbygget opvaskemaskine – alternativt en smal model, hvis pladsen er trang.  Bordopvaskemaskinerne bruger mere energi, og derfor kan det oftest betale sig med en større maskine. Også hvis du bor alene. Overvej eventuelt en opvaskemaskine med mængdesensor eller mulighed for halve vaske.

Hvilket energimærke skal du vælge? Frem til november 2021 vil du kunne finde to forskellige typer energimærke på en række produkter. I den gamle energimærkning er de mest energivenlige opvaskemaskiner mærket med A+++. I den nye energimærkning i 2022 er de mest energivenlige opvaskemaskiner mærket med C. Det er dog ikke en garanti for at de også vasker rent.

Hvor vigtig er støjniveauet? Har du samtalekøkken eller et køkken med åben forbindelse til stuen, er det vigtigt, at opvaskemaskinen er så lydløs som muligt – og ganske få dB gør en forskel. Opvaskemaskinens lydniveau bør højest være 48 dB(A), hvis den bærer Svanemærket, men mange opvaskemaskiner ligger lavere.

Hvilke ekstrafunktioner er gode? Sensorstyring er især godt, hvis du ikke regner med at fylde din maskine hver gang, men gerne vil køre en halvfuld maskine en gang imellem. Zeolith®-tørring sikrer en bedre tørring, mens børnesikring er en god idé, hvis du har småfolk i huset. Timerfunktion og et let aflæseligt display, der viser resttid kan også være nyttigt. 

Hvidevarer i bryggerset

Bryggerset er det andet rum i boligen, hvor du typisk har hvidevarer, men i modsætning til køkkenet, så er der som regel kun fokus på én enkelt ting her: Tøjvask og -tørring. Bryggerset er derfor ofte hjemsted for vaskemaskinen og tørretumbleren.

Vaskemaskine

Vaskemaskinen er en vigtig, det er de færreste, der vil bryde sig om at skulle klare tøjvasken i hånden! Men en vaskemaskine er en forholdsvis stor investering for de fleste, derfor skal den også passe til netop dit behov.

Hvor stor skal tromlen være? Tromlens størrelse skal passe til dit behov. Du udnytter nemlig både vand og el bedst, når du kan fylde maskinen helt op. Tromlestørrelsen på vaskemaskiner varierer fra 5 kg til over 10 kilo. Dit behov afhænger af, hvor mange I er i husstanden, og hvor ofte I vasker. Er der en eller to personer i husstanden, bør tromlen kunne tage 6-7 kg vasketøj. En tromle til mellem 7-9 kg passer til en husstand på mellem tre og fem personer, men tromlen skal kunne tage 8-11 kg, hvis der er mere end fem personer i husstanden.

Hvornår bliver støjen irriterende? Er du nødt til at placere din vaskemaskine i et opholdsrum eller et centralt placeret badeværelse, bør du i sagens natur vælge en støjsvag vaskemaskine. 

Hvor hurtig skal centrifugeringen være? En centrifugeringshastighed på 1.200 omdrejninger er som udgangspunkt tilstrækkelig, men højere centrifugeringshastigheder nedsætter restfugtigheden i tøjet yderligere. På den måde kan du spare tid og strøm i en eventuel tørretumbler.

De hurtigste omdrejninger slider dog på tøjet og bør forbeholdes håndklæder og sengetøj. Har du mulighed for at tørre vasketøj udendørs eller i et tørrerum, er der ingen grund til at købe en vaskemaskine med mere end 1.400-1.600 omdrejninger. Variabel centrifugeringshastighed sikrer, at du kan sætte hastigheden ned og dermed beskytte uld og andre følsomme tekstiler fra at blive centrifugeret ud af form.

Hvordan fungerer automatisk sæbedosering? Producenter af vaskemaskiner er begyndt at lave systemer, hvor vaskemaskinerne selv doserer sæben alt efter hvor meget tøj, der er i tromlen, og hvor beskidt det er. Når du skal vaske, indstiller du maskinen efter, hvor beskidt tøjet er.

Hvordan fungerer energimærkningen? Det nye energimærke, som trådte i kraft i 2021, bliver givet ud fra el- og vandforbrug, når maskinen kører sit Eco 40-60 program. Eco 40-60 er et vaskeprogram, som alle nye vaskemaskiner skal have. Programmet skal være i stand til at renvaske normalt snavset bomuldstøj, der er egnet til vask ved 40 eller 60 grader i samme vask.

Er skylleprogrammet vigtigt? Vaskemaskiner har generelt den udfordring, at de ikke skyller tøjet godt nok. Det skyldes, at de er gode til at spare på vandet for blandt andet at opnå en god energimærkning. Desværre går det lave vandforbrug ud over maskinernes skylleevne, og der kan derfor forekomme sæberester i tøjet, hvilket kan give allergiske reaktioner. Har du sensitiv hud, kan du med fordel se efter hvor godt skylleprogrammet er, eller se efter om maskinen har et ekstraskylleprogram. Du kan også vælge et vaskemiddel uden uønsket kemi.

Tørretumbler

De fleste familier prioriterer en tørretumbler, så de hurtigt kan få tørret tøjet frem for at skulle bruge tid på at hænge til tørre på tørresnoren. Spørgsmålet er, om du skal vælge en tørretumbler med aftræk eller en tumbler med kondens.

Hvad er forskellen på en tørretumbler med aftræk og en med kondens? Du kan vælge mellem tørretumbler med aftræk eller med kondens, hvor tumblere med aftræk har en aftrækskanal til det fri, og som fører den varme og fugtige luft fra tumbleren ud af boligen. Tørretumblere med aftræk har typisk energimærke C.

Kondenstørretumblere har ikke brug for aftræk. Tørretumbleren kondenserer vandet fra tøjet og opsamler det i en vandbeholder (som du jævnligt skal tømme!), eller leder vandet ud i afløbet via en slange. Kondenstørretumblere er lette at stille op, da de ikke kræver aftræk via et hul i muren. De bruger også markant mindre energi end tørretumblere med aftræk, hvis de er med varmepumpe. Rummet hvor tørretumbleren skal stå, skal derimod være godt ventileret, fordi kondensmodellerne afgiver vanddamp til omgivelserne. Bor du i lejlighed, giver det næsten sig selv, at kondenstumbleren er det mest nærliggende.

Kondenstørretumblere med varmepumpe. Kondenstørretumblere kan du købe både med- og uden varmepumpe, men mange nyere kondenstørretumblere har en indbygget varmepumpe. Tørretumblere med varmepumpe har typisk energimærke A til A+++. 

En tørretumbler med varmepumpe fungerer ved, at den affugter luften og genanvender varmen. Det betyder, at tørretumbleren bruger mindre energi på at tørre tøjet end de traditionelle kondenstørretumblere.

Kondenstørretumblere uden varmepumpe. Tørretumblere uden varmepumpe har ofte energimærkning B. Tørretumbleren fungerer ved, at den blæser varm luft igennem tøjet. Luften optager fugt fra tøjet, der kondenseres til vand, når luften fortsætter ind i en kondensator.

Hvor stor skal tromlen være? Tørretumblerens kapacitet varierer mellem 5 og 9 kilo. En stor tromle er energibesparende, hvis du fylder den op. Vælg en tørretumbler med samme kapacitet som din vaskemaskine.

 

Hvad synes du om denne artikel?

Gode råd og leverandøranbefalinger

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her