[rank_math_breadcrumb]

Valg af materiale til facader

Mur – eller facader – er måske noget af det mest essentielle ved dit nye hus. Det skaber basen og udtrykket udadtil, og så har muren og valget af facader noget at sige i forhold til energimærkningen.

Mand i gang med at bygge en mur af mursten

Boligens ydervægge har både betydning for husets æstetik udadtil, men også i forhold til funktion og vedligeholdelse. Der kan samtidig også være visse restriktioner i dit nybyggerkvarter med klare regler for hvilken type ydervægge, som du må vælge. Husk derfor altid at tjekke lokalplanen, da ikke alle typer og farver af sten og træ er tilladt i alle områder. 

I løbet af de seneste årtier har udviklingen af de forskellige murstenstyper nemlig ændret sig markant. Tidligere var det de klassiske røde, gule eller pudsede sten, som man typisk kunne vælge imellem, men udviklingen har taget en stor drejning, og du har i dag et utal af muligheder. 

Men hvilken type mursten bør du vælge og hvorfor? I denne artikel hjælper vi dig igennem de forskellige muligheder til husets facade. 

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Klassiske mursten / teglsten

Murstenshuse hører under kategorien ‘tunge ydervægge’. Murstensfacaden er stadig blandt de mest anvendte facadetyper i Danmark. En sådan facade kan holde i flere hundrede år, hvis den er opført ordentligt, og samtidig kræver den stort set ingen vedligeholdelse.

Mursten kaldes også for tegl, og er fremstillet af brændt ler. De kan fås i rosa, grå, brune, hvide, røde eller gule nuancer. Det hele kommer an på lersammensætningen og måden, de er brændt på. Desuden er det muligt at genanvende mursten.

Derudover spiller fugefarven også en stor rolle i måden murstene kommer til udtryk. Det er derfor vigtigt, at man vælger den rigtige fugefarve til den valgte mursten, da det kan have afgørende betydning for helhedsudtrykket på huset.

Randers Tegl tilbyder på deres hjemmeside, at man kan gå ind og ændre fugefarven på den mursten, som man har valgt. Derved kan man se helhedsudtrykket på det hus, som man er ved at bygge. 

Du kan ændre fugefarven visuelt her 

Mursten ikke den billigste løsning, da du skal tænke i både skalmur, bagmur og isolering. Dog har mursten en utrolig lang holdbarhed, hvilket gør, at det er en god finansering på lang sigt. Derudover er mursten også brandsikre, de rådner ikke og de holder godt i det danske klima.

Gasbeton

Gasbeton hører under kategorien ‘let facade’. Facader af gasbeton blev populære herhjemme i starten af 1950’erne, hvor man ofte lod betonblokkene være synlige – i modsætning til i dag hvor de typisk bliver pudset op. Fra omkring år 2000 fik gasbetonblokkene en genfødsel idet, at der blev udviklet en ny type som lever op til nye krav til blandt andet isolering. 

Blokkene er elsket af mange, da de fungerer som byggeklodser der limes sammen, hvilket gør dem lette at bygge med. Desuden kan blokkene genanvendes, og de udgør både indervæg, isolering og ydervæg i ét.

En mur af gasbeton har stort set ingen kuldebroer, beskytter mod råd, og er samtidig god til et energivenligt byggeri. Det vigtigste for en gasbetonmur er den rigtige overfladebehandling.

Gasbetonblokkene er relativt billige både som produkt og i forbindelse med montering. 

Læs mere om husdesign

Træbeklædning

Træbeklædning hører under kategorien ‘lette ydervægge’. Træbeklædte huse får mange til at tænke på norsk og svensk arkitektur.

Der er mange muligheder, når du vælger en træbeklædning. Her kan blandt andet nævnes; råt træ, malet træ eller store bjælkehuse. De store bjælkehuse kræver dog lidt ekstra og må derfor betegnes som en tung facade. 

Selvom træet er flot, så kræver det en helt del vedligeholdelse for, at det ikke rådner eller forgår. Man sætter typisk træet på et træskelet som isoleres, og indvendigt beklædes der med gipsplader. 

Der er stor forskel på prisniveauet alt efter, hvilken type træ du vælger. De spænder fra trykimprægnerede plader til ædeltræ. 

Du kan også vælge, at beklæde dele af dit hjem med en træfacade og resten med mursten, som Lasse Larsen Huse har gjort her. 

træ materiale til facader

Fibercement / eternitplader

Fibercement hører under kategorien ‘let facade’. Fibercementpladerne, også kaldet eternitplader, er elsket af arkitekter, da de giver en unik mulighed for at præge og lege med husets overflade.

Førhen var pladerne udskældte, fordi de indeholdte asbest, men siden det blev forbudt i 1987, har pladerne ikke været sundhedsskadelige.

Ofte ses pladerne i kombination med for eksempel træ eller tegl, men de kan også bruges til at beklæde en hel facade med.

Pladerne kræver ikke særlig meget vedligeholdelse, men blot en afrensning af og til. De anvendes på samme måde som træbeklædning. For eksempel kan du beklæde en stålkonstruktion med pladerne og få en meget tynd ydermur, som stadig lever fuldt op til isoleringskravene. En sådan mur kan være helt ned til 31 centimeter, mens en mur af mursten er 41 centimeter. 

Materialet kan ikke brænde, rådner ikke, og er meget let at arbejde med. Derudover er materialet ret billigt alt efter, hvilken type plade du vælger, og arbejdslønnen er samtidig overkommelig, da de er lette at montere.

Læs også artiklen: Detaljeret liste over materialer

 

Hvad synes du om denne artikel?

Gode råd og leverandøranbefalinger

Bolius, HFB

Lasse Larsen Huse

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her