[rank_math_breadcrumb]

Valg af sanitet

Der er blevet udviklet utroligt meget på badeværelsets sanitet i de seneste årtier, og det handler både om æstetik og funktion. Og du kan få næsten alt i dag – det er kun budgettet, der sætter grænsen.

Badeværelse med fokus på sanitet-elementer

Toilettet

Her skal du måske starte med at sætte et budget for, hvad du vil bruge på toilettet alene. Derudover kan du lave en række ønsker til, hvad der er vigtigst. Er det for eksempel toilettets design, der betyder meget, og skal det matche designet på badeværelsets andet sanitet? Eller går du mere op i, at toilettet har en række funktioner, der skal være opfyldt?

Det kan være noget så simpelt, som at toiletbrættet lukker blødt, at der er tale om et svævende design, som er let at gøre rent under, eller at den såkaldte træk-og-slip-knap er berøringsfri eller lignende.

Det væghængte toilet er praktisk i forhold til rengøring og hygiejne, og det kan også give toilettet et lettere udtryk og spare plads, men det er en hel del dyrere at installere og reparere. 

Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her

Farver

Der findes faktisk andre farver end hvid til dit sanitet, og vil du fuldende en særlig stemning, eller blot give lidt liv til rummet, er det her, du kan lege med farverne. Det kan dog være smart at lade farverne matche med resten af dine sanitet-elementer. Men husk, at et element som toilettet skal holde i mange år, så vælg en farve, du ikke bliver træt af. Alternativt kan du nøjes med at vælge en farve til toiletbrættet.

Læs også artiklen: Farver på badeværelset

Størrelse

Der er faktisk stor forskel på toiletters størrelser, både i højde og bredde. Det skal du derfor huske, inden du begynder at vælge frit mellem toiletterne. For måske vil toilettet være alt for stort til badeværelset, eller måske er det alt for lavt, hvis I er høje mennesker eller ældre. Et typisk toilet er mellem 65-70 centimeter i dybden og 35 centimeter i bredden. Det optimale er at planlægge 110 centimeter foran toilettet.

Toiletteknologi

I Japan har de længe været langt foran i forhold til teknologi i hjemmet og især på toiletfronten. Men nu bliver det også mere og mere populært herhjemme. Bidetet var stort i 80’erne, men vinder frem igen, da flere og flere producenter indbygger en bidetfunktion i toilettet, så numsen kan blive både skyllet og efterfølgende lufttørret. Der findes både enkle og meget avancerede udgaver af bidet-toilettet.

Derudover findes der toiletter med varme i sædet, med indbygget lys, så du kan orientere dig om natten, hygiejnisk overfladebehandling, kulturfilter, der fjerner lugtgener eller et toilet, du kan styre via en App på din smartphone.

et badeværelse hvor alle sanitet-elementerne er hvide

Bruser og kar

Badeværelset er blevet et velværerum lige så meget, som det er et rum til praktiske fornødenheder. Det betyder også, at badeoplevelsen handler om mere end bare et hurtigt styrtebad. Ligesom med toilettet skal du overveje dit budget og hvilke funktioner, du kunne tænke dig. Det er desuden væsentligt at overveje, om du vil have både kar og brusekabine, og om der i det hele taget er plads til det? 

Bruseren

I brusekabinen skal du vælge brusertype. Vil du blot have en enkelt håndholdt bruser, eller vil du bade under et rainshower? Vil du kunne justere styrken på vandstrålerne, og skal bruseren have forskellige stråletyper? Vil du supplere med sidebrusere – såkaldte bodyspray dyser – installeret i kabinens vægge, som kan massere kroppen yderligere under badet, eller vil du kunne afslutte badet med en iskold vandfaldsbruser?

Læs også artiklen: Vandhaner og brusere 

Karret

Du kan vælge et helt simpelt badekar og selv tilføre diverse badesalte, eller du kan vælge et spa- eller boblebad med indbyggede luftstråler, som kan massere dig, mens du synker dybt ned i det varme vand. Rent æstetisk kan du vælge mellem et fritstående kar eller et indbygget kar. Det kan her også være smart at tænke i placeringen af karret – om du for eksempel kan stille det ved et vindue med udsigt. Men først og fremmest skal du overveje, om du overhovedet har et liv, hvor der er tid til karbad? Dog kan det være smart med et badekar, hvis du har mindre børn.

Husk også at overveje, om der skal være plads til en eller flere personer i badekarret og ikke mindst, så husk at afprøve det inden du køber det – for måske sidder du rigtigt dårligt i det, selvom det umiddelbart ser lækkert ud.

Bad-teknologi

Udover massagestråler og spa-bobler kan du vælge at installere lysterapi eller indbygge højttalere i din bruser, så lyden af din yndlingsmusik strømmer ud gennem vandet. Samtidig er der flere og flere smart-water løsninger, som betyder, at du helt elektronisk kan indstille varmen på vandet, styrken på vandstrålen eller sætte karbadet til at opfylde sig selv, mens du putter børnene.

 

Hvad synes du om denne artikel?

Gode råd og leverandøranbefalinger

Durian Media og Kommunikation
Dalgas Avenue 40
8000 Aarhus C

Få et overblik over de bedste byggefirmaer

Klik her