Tænk bæredygtighed ind i dit sommerhus
At indtænke bæredygtighed og bæredygtige materialer, når du bygger, behøver hverken være dyrere, tage længere tid eller kompromittere æstetikken.
Bæredygtige materialer
Som nybygger står du overfor at kunne bygge et sommerhus, der helt fra starten er både bæredygtigt og energirigtigt. Det er både godt for din egen økonomi, din levestandard og ikke mindst for verdens miljø.
”Hvis vi fortsætter med at bruge ressourcer i byggebranchen, som vi har gjort indtil nu, har vi i 2050 brug for 3,5 gange af Jorden, så det er vigtigt, at vi bliver bedre til at udnytte ressourcerne og få dem til at vare længere, også for de kommende generationer,” har Peter Holm Ishøy, der er Centerchef for Bæredygtig Byggeri ved Teknologisk Institut i Aarhus, sagt i en artikel i Berlingske.
Læs også: Spar på energien i dit sommerhus – Sådan gør du
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Her finder du bæredygtige materialer
I dag har mange byggefirmaer og arkitekter en miljøkonsulent tilknyttet, som kan hjælpe dig specifikt med miljøspørgsmål. Desuden er der både dyre og billigere løsninger i forhold til valget af bæredygtige materialer, så du behøver ikke gå på kompromis med økonomi og bæredygtighed.
Løsninger som græs på taget, der opsuger vand og sparer på kloakudledningen, eller solceller på taget til energianvendelse er enkle, energibesparende løsninger.
Byggematerialer som beton, tegl og mursten har en lang levetid, og cirka 95 procent af materialet er genanvendeligt. Du kan jo også vælge at bygge dit hus af genbrugsmaterialer.
Vælg termoruder, som sparer på hjemmets energiniveau, eller gå hele vejen med særligt udviklede superlavenergi trelagsruder, hvis ramme er konstrueret med kork som isolater.
Herudover er løsninger som isolering med muslingeskaller eller økologisk maling af kvartssand, mineralske pigmenter og fyldstoffer samt vand også bæredygtige løsninger.
Få mere viden om husdesign
Bæredygtige mærkater
En god hjælp på vejen til at tænke bæredygtighed ind i dit sommerhus er at kigge efter bæredygtige mærkater.
Svanemærket
Svanemærket er Nordens officielle miljømærke. Det overordnede mål med Svanemærket er at mindske forbrugets samlede miljøbelastning. På den måde gavner Svanen både mennesker, miljøet og jordens ressourcer.
Et svanemærket byggeri lever op til en række skrappe krav. Der er brugt miljørigtige materialer med fokus på indeklima, kvalitet og holdbarhed – for jo længere produkter holder, jo mindre affald genererer vi.
EU-blomsten
EU-Blomsten er det officielle europæiske miljømærke, og betyder stort set det samme som det danske svanemærke. Blomsten er producentens dokumentation for, at der er taget hensyn til miljøet under produktionen. Ved at regulere, hvilken kemi der må benyttes i Blomsten-mærkede produkter, sættes forbrugerens sundhed i fokus.
FSC
Du finder FSC-mærket på produkter af træ og papir, som du kan købe med god samvittighed. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er uddannede og får ordentligt sikkerhedsudstyr og løn.
Det er egentlig lige meget, om du vælger en luksuriøs udenlandsk træsort eller dansk asketræ – begge dele kan sagtens være FSC-mærket.
Indeklimamærket
Dansk Indeklima Mærkning er en frivillig mærkningsordning for produkter og materialer, der har dokumentation for afgasningen. Indeklimamærket er ordningens logo og det synlige tegn på, at produktet overholder kravene.
Indeklimamærket stiller krav til produktet i dets brugsfase, og omfatter produkternes påvirkning af luftkvaliteten i indeklimaet. Én ting er indholdet af kemiske stoffer i produktet, noget andet er, hvilke stoffer der frigives til luften. Et indeklimamærket produkt har gennemgået en omfattende prøvning, og har dokumentation for afgivelsen af kemiske stoffer til luften. Indeklimamærkede loftsprodukter er også prøvet med hensyn til, hvor mange fibre og partikler de afgiver.
Indeklimamærkede materialer er en naturlig del af et bæredygtigt byggeri, hvor en god indeluftkvalitet bidrager til den sociale bæredygtighed.
Hvad synes du om denne artikel?
Gode råd og leverandøranbefalinger