Indretning af dit nye køkken
En væsentlig del af dit nye køkken er, hvordan du inddeler og indretter det. Derfor skal der både tænkes zoner, mål, lys og stikkontakter med videre ind i din indretning af dit nye køkken.
Hvor mange skabe skal du have og hvor mange skuffer? Hvor skal der være strøm og hvor mange stikkontakter? Tænk også over køkkenets forskellige zoner, og hvordan de passer sammen med elementerne og den generelle indretning af dit køkken.
Arbejdszoner
Hvis dit køkken skal fungere optimalt, så tænk over, hvordan du vil bruge det. Det er altid en god idé at få hjælp af en køkkenarkitekt eller et køkkenfirma, men hav noget i tankerne på forhånd. Du kan opdele de forskellige arbejdszoner i ”opbevaring”, der inkluderer køleskab, fryser og andet madopbevaring. Så er der ”opvask” med opvaskemaskine og håndvask samt mulighed for at rense grøntsager og ”madlavning” med ovn, kogeplader og måske kaffemaskinen med videre. Den sidste zone, som mange glemmer er ”tilberedning”, hvor du skal have plads til at hakke, skære, smøre og så videre.
Tænk samtidig i, hvordan dit køkken skal placeres – skal det være et lige køkken, der udnytter pladsen, et parallelt køkken, med masser af arbejdspladser på begge sider, et L-formet køkken, der er optimal til at udnytte et hjørne eller for eksempel et U-formet køkken, der giver bedst mulig plads. Mulighederne er mange.
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Regler og anbefalede mål
I Bygningsreglementet står der, at der skal være ”fri afstand ud for arbejdspladser og opbevaringspladser på mindst 1,1 meter. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed. Er to rækker inventar anbragt parallelt, eller skal der være plads til, at flere personer kan færdes og arbejde uden at være i vejen for hinanden, her bør den fri afstand være mindst 1,2 meter.” Og en lille detalje er, at med 5 centimeter mellem skab og vask, sikrer du, at lågerne kan åbnes helt op.
Forbrugerstyrelsen anbefaler desuden, at tilberedningspladsen er mindst 1 meter bred, men gerne mere, og er der kun én tilberedningsplads, skal den helst være 1,2 meter.
På begge sider af kogepladsen, skal der helst være 40 centimeter til frastillingsplads, og der skal helst være mindst 50 centimeter op til emhætten, hvis der er tale om et gaskomfur. Vær desuden opmærksom på, at emhætten har udsugning til det fri – hvilket er et krav i al nybyggeri. På begge sider af vasken anbefales det at have 60 centimeter ledig frastillingsplads.
Ved siden af køleskabet er det praktisk, hvis der afsættes 80-120 centimeter fri bordplads, så kan området også bruges til ekstra arbejdsplads. Bordhøjden bør være mellem 85 og 95 centimeter, da denne højde matcher flest mulige.
Læs også artiklen: Din boligsideal mål og minimumskrav
Belysning
Lys i køkkenet betyder mere, end du lige tror, og du skal også her indtænke de forskellige zoner. Der skal være både almen belysning og decideret arbejdsbelysning. Tænk både over det æstetiske, men også hvordan lyset falder ned over arbejdspladserne når du planlægger indretning af dit køkken. Lyset må for eksempel ikke kunne reflektere og blænde i blanke overflader. Den almene belysning kan kaste lys ind i skabene.
Stikkontakter
En af de væsentligste elementer i dit køkken er faktisk strøm. Tænk derfor strøm ind i din indretning af dit køkken, da der formentlig er rigtig mange maskiner i dit køkken, som har brug for strøm. Sikkerhedsstyrelsen og stærkstrømsbekendtgørelsen har fastsat, at der skal være mindst 3 stikkontakter i køkkenets faste elinstallation samt i en ved kogenichen, men det er langt fra nok i praksis. Desuden skal stikkontakterne fordeles på to forskellige sikringsgrupper. Samtidig tæller kontakter til for eksempel køleskab og ovn ikke med i de 3 tre kontakter.
I dag findes der flere smarte løsninger på stikkontakter, hvor de for eksempel er integreret i bordpladen, gemt i skabet eller lignende. Invitas bud på en integreret stikkontakt er ideel til opladning af eksempelvis telefon, eller hvis du bare ikke vil være afhængig af, at stikkene altid skal være inde ved væggen.
Læs også artiklen: Ruminddeling, stikkontakter og sollys
Få mere viden om husdesign
Hvad synes du om denne artikel?
Gode råd og leverandøranbefalinger
Forbrugerstyrelsen, “Tjek på køkken og bad. Ren besked fra forbrugerstyrelsen”,
Bygningsreglementet 3.3.1
Billedkilde: Lasse Larsen Huse