Luk lyset ind med ovenlys i skråtage
Drømmer du om at lukke lyset mere ind i boligen? Så er ovenlys en god løsning. Ovenlysvinduer fås i mange standardiserede mål og former, men kan også skræddersyes efter netop dine ønsker. I denne artikel kan du læse meget mere om ovenlysets funktioner og de forskellige typer ovenlys, der findes.
Ovenlys funktioner og anvendelse
Hvad er et ovenlys?
Det er et vindue, som placeres i din tagflade – typisk i samme niveau som tagbeklædningen.
Hvilken funktion har det?
Ovenlyset giver dig mere naturligt lys i dine rum. Lige såvel lader det dig også bringe naturen indenfor – f.eks. med et ateliervindue, der giver dig frit skue til natur eller udsigt til by.
Hvor kan det bruges?
Man anvender det typisk på 1. sal, hvor der er skråvægge, som ikke tillader placering af et almindeligt vindue. Det kan også benyttes i en etplansbolig med højt til loftet eller åbent til kip. Her trækker ovenlyset dagslys ind i midten af boligen.
Hvordan kan det placeres?
Det kan være optimalt at placere ovenlysvinduet, hvor der er et behov for naturligt lysindfald. På den måde mindsker du brugen af kunstigt lys. Samtidig giver det rummet en æstetisk detalje med blik til naturen, der skifter i takt med sæsonerne.
Ovenlysvinduer – hvilke typer er der?
Rigtig mange typer ovenlys findes som standardløsninger. Når du vælger et af disse, får du sikkerhed i, at løsningen allerede er afprøvet. Dog kan de fleste slags ovenlysvinduer også skræddersyes efter netop dine ønskede mål.
Hvilken type skal du vælge til dit behov?
Vælg almindeligt ovenlys
Hvis du vil have et enkelt vindue, der kan placeres i dit skråtag
Vælg ateliervinduet
Når du vil have en større åbning, end du får med et standardvindue. Ateliereffekten kan også opnås ved at placere et parti af flere almindelige ovenlysvinduer sammen og dermed få en større åbning i taget.
Vælg pyramideovenlys
I tilfælde af, at du ønsker ovenlys øverst i din kvadratiske tagflade. Vinduet er formet som en pyramide og bliver typisk specieldesignet ud fra dine mål.
Vælg L-formet ovenlysvindue
Når du gerne vil have en altan fornemmelse i dit rum. Denne type er en kombination af et almindeligt vindue i væggen og et ovenlys i taget. Disse er forbundet og udgør et stort vindue fra tagflade til væg.
Vælg en tagaltan
Hvis du ønsker at kunne omdanne ovenlys til en tagaltan. Løsningen består af et ovenlysvindue, der er todelt. Den øverste del er let at vippe op, og du kan stille den nederste del i lodret position. Tagaltanen fuldendes med trekantede sidestykker, der slås op, når du sætter det nederste vindue i lodret position.
Vælg lysskakt
Til de rum hvor du ikke har skråvægge, men stadig ønsker at få lys ovenfra ind i rummet. Det er en optimal løsning, hvis du har et lavt loftrum og f.eks. i en bolig med gitterspær. Der laves en skakt for at komme op til tagfladen og heri kan der sættes et almindeligt ovenlys eller f.eks. en lyskuppel.
Vælg lystunnel
I dit badeværelse eller din gang uden vinduer. Løsningen realiseres via et rør, der bruges til at reflektere dagslys og føre det ind i rummene. Ligesom lysskakten er lystunnellen velegnet til rum med et lavt loftrum ovenover.
Vælg rytterlys
Hvis du har åbent op til kip. Rytterlyset placeres i tagets rygning. Det kan laves på to måder; 1) hvor begge tagflader flugter med glasset eller 2) hvor det monteres på tagfladerne og glasset dermed er hævet over tagniveau.
Man kobler ofte en motor til rytterlyset, så det er muligt at åbne det elektrisk. Idét det er placeret højt oppe, er det svært at åbne manuelt. Løsningen lukker meget lys ind, men det kan også blive ret varmt i rummet.
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Ovenlys – hvilket lys får du?
Kvaliteten af lyset fra dit ovenlysvindue afhænger af flere faktorer. 1) Lysindfaldets retning, 2) andre lysindfald og 3) loftshøjde
Hvis lyset kommer lodret ned igennem ovenlysvinduet, får du for det meste et diffust, men jævnt lys i dit rum.
Andre lysindfald i dit rum har en positiv effekt på lyset fra dit ovenlys. På den måde bliver det nemlig suppleret, og du får lys ind i rummet fra flere vinkler. Det gør lyset ensartet, og du vil opleve en bedre skygge- og formtegning. Det er desuden også optimalt, hvis lyset rammer en vertikal flade, som reflekterer det videre.
Loftshøjde spiller også ind. I høje rum bliver lyset let meget ensartet og diffust, mens det i rum med lav loftshøjde kan føles meget spottet og dermed lidt ubehageligt at befinde sig lige under.
Hvordan placerer du bedst ovenlys i tagfladen?
Dit ovenlysvindue kan vendes mod både nord, syd, øst og vest. Dog bør du have i mente, at hvis det har placering lige mod syd, så bliver det givne rum – i sommerperioden – utrolig varmt uden den rette solafskærmning på vinduet.
Et sydvendt ovenlys kan også give problemer i forhold til blænding. Det kan også ske, hvis det er øst- eller vestvendt, hvor problemer med blænding vil forekomme både morgen og aften. Placerer du derimod ovenlysvinduet mod nord, vil det resultere i, at du ikke får et direkte lysindfald.
Placeringen vil også få betydning for lysets kvalitet. Vender ovenlyset mod øst, syd eller vest vil der afhængigt af sæson og tidspunkt på dagen komme et lysindfald fra solen, der giver kontraster og markante skygger. Lys der kommer fra nord, har en tendens til at være mere diffust. Det vil sige med svagere skygger og kontraster.
Når et ovenlysvindue skal placeres i en eksisterende bolig, er det vigtigt at overveje, hvilken lystype der vil matche rummet, din indretning samt rummets anvendelse.
Læs mere om ombygning
Hvilken type solafskærmning bør du vælge?
Der findes ikke blot én, men utrolig mange typer solafskærmning til ovenlysvinduer. Til almindelige ovenlys er de mest brugte løsninger persienner, rullegardiner og mørklægningsgardiner. Disse monteres typisk på skinner inde i vinduesrammen. Udvendig afskærmning er også en mulighed, det kan f.eks. være rulleskodder – der styres enten manuelt eller elektronisk.
Krav til ovenlys – alt du skal vide
Der findes krav til ovenlysvinduer i forhold til energi, overophedning og redningsåbninger.
Energiramme og ovenlys
Ifølge bygningsreglementet skal ovenlys i nybyg være medregnet i boligens energiramme – det er en oversigt over, hvor meget energi der bruges og udledes i huset.
Er du ved at bygge til eller noget lignende, hvor du skal have en byggetilladelse? Så skal ovenlysvinduerne leve op et krav om en u-værdi på 1,40 W/m2 K. Denne tekniske betegnelse forklarer, hvor meget energi der hvert sekund strømmer gennem bygningsdelen, når der er 1 grad i forskel på inde- og udetemperatur.
Overophedning og ovenlys
Desuden skal dine ovenlysvinduer monteres og typisk også afskærmes, så solindfaldet ikke fører til, at rummet overophedes. Gener fra en direkte solbelysning skal også undgås. Tag og ovenlys skal også udføres, så der med sikkerhed ikke kan opstå gennemtrækning.
Ovenlys som redningsåbning
Som fungerende redningsåbning i rummet skal ovenlysvinduet opfylde visse krav til højde og bredde, lige såvel som det skal være muligt at åbne det.
Sådan vælger du tagvindue til fladt tag
Du kan få tagvinduer til fladt tag i et væld af forskellige designs. Du kan købe dem i enten standard- eller specialmål. Uafhængig af modellen giver tagvinduet lys og luft til dine rum.
Hvornår skal jeg vælge tagvinduer?
Huse fra 60’erne og 70’erne, der er enten arkitekttegnet eller opført som typehus, er ofte bygget med fladt tag. Denne tids helt flade tage har dog ført til mange utætte tage, pga. den måde man konstruerede taget på dengang samt brugen af tagpap.
I renoveringen af huse fra den tid har man derfor valgt at få nyt tag med hældning på. Nogle har også bibeholdt det flade tag gennem renoveringen.
Fladt tag og tagvinduer i dag
I dag opfører man huse med fladt tag med en lille hældning, som gør, at regnvandet kan løbe ned af tage. Desuden har man også fået mere moderne typer tagpap. Til sammen giver det et helt tæt tag. Fladt tagpap er generelt en god løsning, idét det er arkitektonisk og nemt at lægge på ældre huse.
Hvis du har et fladt tag, kan du med fordel benytte tagvinduer til at trække mere dagslys ind i dine rum. Det er god løsning både til dit nuværende tag eller hvis du skal i gang med en tagrenovering eller ved opførelse af en tilbygning. Fordelene ved tagvinduer er, at dine rum får mere lys, solvarme, kig til himlen og en fornemmelse af mere åbne og større rum.
Et oplukkeligt tagvindue er et rigtig godt valg. Det giver dig yderligere mulighed for at udlufte og ventilere dine rum.
Derfor skal du udskifte de nuværende tagvinduer
Der er flere gode grunde til at udskifte dine gamle tagvinduer. De omhandler blandt andet utætheder, et mere moderne udseende, et mere optimalt varmeforbrug og muligheden For at undgå støjgener.
Utætheder eller nedslidt tag
Hvis tagvinduerne i dit flade tag er blevet utætte, matte eller nedslidte med tiden, giver det god mening at udskifte dem. Det kan optimere din bolig i forhold til både varmespild og udseende.
Moderne udtryk
I dag findes der utrolig mange fine typer ovenlys til fladt tag. En udskiftning kan dermed være med til at ændre husets nuværende udtryk og gøre det mere moderne.
Et bedre varmeforbrug
Varmeforbrug spiller også en rolle i udskiftning af tagvinduer. Varme ledes op af og gamle tagvinduer er ikke specielt varmeisolerende. De lever ikke op til de standarder, som vi har i dag. Et markant varmespild kan derfor undgås med helt nye, tætte og godt isolerede tagvinduer.
Undgå støjgener
Med nye kvalitetsvinduer i fladt tag kan du også undgå generende støj fra f.eks. regn på ruden, som høres tydeligere på de gamle tagvinduer.
Tagvinduer til flade tage – hvilke slags er der?
Der findes flere slags tagvinduer til fladt tag. Du kan f.eks. vælge:
- Et ovenlysvindue eller en kuppel
- Et vinduesparti eller lysbånd
- En lystunnel
- Et standardtagvindue der er indbygget i en pult
Vælg ovenlysvindue eller kupler
De seneste år har kvaliteten og mængden af løsninger inden for ovenlys til fladt tag udviklet sig meget. Der findes i dag mange forskellige typer. Et ovenlysvindue eller en kuppel i kunststof eller glas kan nu fås med mulighed for åbning og med en indbygget hældning.
Denne type vindue kan ofte rense sig selv og har også en høj isoleringsevne. Formen kan både være kvadratisk, rektangulær eller rund – f.eks.:
- Plant med mindre hældning
- Kuppelformet med hældning
- Pyramideformet
- Som rytterlys
- Saddelformet
1. Ovenlysvindue i plan tag
Plane ovenlysvinduer kan faktisk indbygges i helt flade tage med 0 graders hældning. I sådan en løsning vil ovenlysvinduet have en lille hældning i glasset eller med mulighed for at blive kilet op til en lav hældningsgrader. Det betyder, at vandet, der ligger sig på overfladen, kan rende væk selv.
Sådanne vinduer er fremstillet med lav indbygningshøjde. Det er nemlig ikke nødvendigt at benytte store ovenlyskupler, hvor glasset runder, eller pultløsninger som fylder meget og giver et arkitektonisk udtryk på det flade tag. Løsningen skiller sig i stedet ud med en lavere karmhøjde end på en pultløsning. Karmhøjden er den del af vinduet, der rager op over tagets overflade. Det betyder, at der kommer et bred lysindfald ind i rummet nedenunder, som ellers kan fremstå mørkt.
Det er også muligt at få etableret et ovenlysvindue, der er beregnet til, at man kan færdes på taget. Det bruges ofte ved tagterrasser og grønne tage. Glasset i denne type vindue er fabrikeret med specielglas, der er testet til en bestemt vægtbelastning.
2. Ovenlyskupler
En ovenlyskuppel kan erstatte en gammel kuppel, bruges som ovenlys i et nuværende tag eller benyttes til etablering af ovenlys i nybyg eller tilbygninger.
Kuplen vil typisk være produceret af glas eller transparent akryl eller polycarbonat. Materialet vil have 2-3 lag for at kunne opnå en god isolering i forhold til både varme og støj. Materialerne kan også være kombineret. Det vil sige med et enkelt lag akryl eller polycarbonat øverst og så en energirude eller lamineret glas, som er monteret vandret nedenunder. Denne løsning forstærker varmeisolering og hjælper til at undgå lydgener.
Kuplerne er almindeligvis klare eller hvidlige. Det betyder, at du får et diffust lys og at der ikke kan ses ind. Kuplerne til ovenlys leveres i en ramme af enten træ eller aluminium. Denne ramme monteres på en lysning eller lysskakt for etablering i det flade tag.
En ovenlyskuple kommer enten som fast eller med mulighed for opluk. Det kan være en elektrisk åbning/lukning, men også en automatiseret styring af en løsning med indvendig persienne eller udvendig markise.
Vælg lysbånd og vinduespartier
Man vælger typisk lysbånd og vinduespartier til helt specielle tagløsninger, enten for at skabe flot arkitektur eller for at etablere et meget markant ubrudt ovenlys. Denne type vindue er almindeligvis fremstillet med ramme og karm i enten aluminium eller træ.
En hældning er nødvendig på denne type for at etablere flade og tætte vinduespartier. Denne hældning skabes ofte ved at benytte en rytterlys løsning. Nogle producenter tilbyder dog faktisk modulløsninger, hvor der er en lavere hældningsgrad på kun 5 grader. Producentens anvisning skal naturligvis altid følges til enhver af disse løsninger.
Vil man have noget helt unikt, som passer til husets arkitektur? Så er det også muligt at få en helt skræddersyet løsning af lysbånd og vinduespartier.
Vælg standardiserede tagvinduer indbygget i pult
Denne løsning giver mening, hvis der ikke findes et ovenlysvindue egnet til fladt tag, der passer til at kunne monteres i ens eget tag.
Denne løsning går ud på at bruge et almindeligt tagvindue, der oprindeligt er fremstillet til brug på tage med hældning. Sådan et vindue skal have en taghældning på min. 15 grader. Den opnår man så ved at indbygge vinduet med en slags pult. Denne hæver vinduet op over taget og skaber den ønskede hældning. Dette betyder, at tagvinduet forbliver tæt og kan åbnes. En lysskakt bruges indvendigt for at lede lys ind i boligen.
Denne løsning har mange fordele; du kan blandt andet vælge dit nye vindue ud fra et bredere sortiment af standardvinduer.
Dog er ovenlys til flade tage begyndt at have samme funktioner og egenskaber, som elektrisk styring og solafskærmning, som standardvinduerne har. En automatisk og fjernbetjent løsning er klart at anbefale, idét det er svært at tilgå og åbne/lukke vinduer i flade tage.
Vælg en lystunnel
Hvis du gerne vil sikre god belysning i rum eller gange, der er placeret centralt, hvilket gør det umuligt at montere almindelige vinduer. Det er ofte problematisk at få naturligt lys ind i f.eks. badeværelse, entré, walk-in eller trapperum, som derfor føles meget mørke. En lystunnel er derfor en god løsning, da den giver et naturligt lysindfald oppefra.
En lystunnel kan rent faktisk også etableres med elektrisk lys. Sådan at du kan få lys i disse rum i de sene eller tidlige timer.
Arkitektur og valg af tagvinduer til fladt tag
Tagvinduer i fladt tag har flere funktioner; 1) at tilføre lys til rummet, 2) at få rummet til at føles større og 3) at fuldende det udvendige udtryk.
På huse med fladt tag er tagvinduet mest synligt indenfor, og det ses mindre end på et hus med skråt tag.
Ovenlysvinduer i fladt tag kan både etableres som en diskret løsning eller som en mere fremtrædende løsning. Du kan få dem monteret, så de knap er synlige udefra. Hvis du ønsker dét, skal du også overveje placeringen på taget. Vinduerne er mindre synlige fra haven og fra vejen, jo længere inde på taget de er placeret.
Mere synlige løsninger er f.eks. pyramider, rytterlys eller pultløsninger med flere vinduer. Disse kan især bidrage positivt til husets arkitektoniske stil.
Er der lovkrav til tagvinduer?
I bygningsreglementet vil du støde på flere krav til tagvinduer. Det gælder blandt andet energiniveau og isolering.
Minimums energikrav: når du udskifter ovenlys på flade tage, må vinduets energibalance ikke være mindre end 0 kWh/m² pr. år.
Denne beregning tager udgangspunkt i hele vinduessystemet som en samlet helhed – og er desuden baseret på et vindue i referencestørrelser. Du sikrer dig som forbruger et energirigtigt vindue ved at kræve dokumentation fra leverandøren, der beviser, at vindue efterlever de gældende isoleringskrav.
Skal jeg have en byggetilladelse for at montere et tagvindue?
Typisk kræver det ikke en byggetilladelse, for at du kan montere tagvinduer. Dog kan der i lokalplaner eller servitutter på din bolig være regler, der skal overholdes. Det omhandler ofte husets udseende og kan få betydning for, hvor vidt og hvilken type tagvindue du kan montere.
Du kan f.eks. også kontakte kommunens tekniske forvaltning for vejledning, hvis du planlægger at montere tagvinduer.
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)
billedkilde: Velux