Gode råd til dig, der ønsker et byg selv sommerhus
Der kan være både økonomiske og tidsmæssige fordele ved et byg selv sommerhus eller at gøre brug af selvbyg undervejs i dit nybyggeri. Men det er essentielt, at alle aftaler mellem bygherren og håndværkerne er på plads, så der ikke opstår stridigheder.
Det er naturligvis helt op til den enkelte at beslutte, hvor meget han eller hun ønsker at tage del i byggeprojektet i forbindelse med et nybyggeri. Nogle vil helst overlade hele arbejdet til professionelle håndværkere, mens andre ser fordele ved at gøre noget af arbejdet selv. Der kan være penge at spare, hvis du som handy bygherre ønsker at dit sommerhus skal bestå af byg selv projekter som eksempelvis at male væggene eller stå for indkøb og afhentning af materialer.
Men – det skal understreges, at der også er en bagside af medaljen, såfremt der ikke er 100 procent styr på aftalerne. Det kan du læse mere om sidst i denne artikel. Først får du dog her en liste over opgaver, som du kan overveje selv at tage dig af:
Hvad kan du gøre selv?
- Male og fuge vægge. Et relativt simpelt stykke arbejde, som imidlertid kan være tidskrævende, og hvor udgifterne til håndværkerne derfor kan være høje.
- Bestemme og installere husets indmad, for eksempel lamper og hvidevarer. Igen er der tale om opgaver, som ikke kræver de store håndværksmæssige færdigheder, men hvor du til gengæld får indflydelse på både design og placering.
- Bortskaffe byggeaffaldet. Et nybyggeri er et stort byggeprojekt med masser af byggeaffald, eksempelvis emballage fra alle byggematerialerne, og den tid det tager at køre det på affaldspladsen kan du spare i håndværkerkroner, hvis du gør det selv.
- Rydde op og rengøre byggepladsen. Ligesom med den store mængde affald vil der også blive både rodet og beskidt, mens byggeprojektet står på, og den daglige eller ugentlige oprydning og rengøring kan tage mange mandetimer, som du kan spare i udgifter, hvis du klarer det selv.
Læs også artiklen: Byg selv sommerhus
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Klare aftaler
Dér, hvor bygherrens byg-selv-bidrag kan skabe rod i sommerhus byggeprojektet, er, hvis der ikke er lavet helt klare aftaler med håndværkerne om dette på forhånd.
Der kan eksempelvis opstå alvorlige stridigheder og uoverensstemmelser, hvis håndværkernes arbejde pludselig ’overtages’ af bygherren, fordi denne lige ville give en ’hjælpende’ hånd med undervejs, uden at det var en del af aftalen.
Omvendt må bygherren også stå til regnskab for det arbejde, han eller hun på forhånd havde indvilget i at udføre ifølge aftalen, men som af en eller anden grund ikke er blevet afsluttet, som det var aftalt.
Begge dele kan få byggeprojektet til at gå i stå, hvilket så kan medføre yderligere konsekvenser på andre områder. Summa summarum: Aftal nøjagtigt og skriftligt på forhånd, hvad du som bygherre vil stå for, og hvad du vil lade håndværkerne om.
Det bør du holde dig fra
I rapporten ”Brug hovedet når du bygger”, som Dansk Byggeri har udarbejdet, anbefales det, at bygherren lader byggevirksomheden sørge for valg og indkøb af materialerne.
Argumentet er, at håndværkeren typisk har erfaringen og det bedste kendskab til de forskellige materialer på markedet og til deres pris og kvalitet – samt hvad der vil passe bedst til det pågældende byggeprojekt.
”Byggevirksomheden bærer samtidig den tidsmæssige risiko og har som hovedregel også ansvaret for, at materialerne er mangelfri. Du er derfor oftest bedst stillet ved at overlade alle indkøb af materialer og al udførelse af arbejdet til virksomheden,” står der blandt andet i rapporten.
Læs også: 15 gode råd til at bygge nyt sommerhus
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)