Undgå nybyggeriets mange faldgruber, når du bygger nyt sommerhus
Du vil helst undgå at ryge i en af nybyggeriets mange faldgruber, da det kan resultere i alt fra byggesjusk og forsinkelser til annullering af hele projektet. Vi guider dig her til, hvordan du slipper uden om de mest udbredte faldgruber, når det kommer til at bygge nyt sommerhus.
At bygge et nyt sommerhus er som regel et særdeles omfattende projekt, og drømmen om et nybygget sommerhus kan hurtigt blive et økonomisk og følelsesmæssigt mareridt, hvis man som bygherre ryger i én af de mange faldgruber undervejs.
Læs mere om byg sommerhus
Ifølge Den Danske Ordbog er en faldgrube et udtryk for ”noget, der let kan få én til at begå en fejl”. Og fordi et nybyggeri af et sommerhus ofte er en langstrakt og kompliceret affære, er der en række faldgruber undervejs, som på den ene side kan få fatale konsekvenser, men som man på den anden side relativt let kan undgå, hvis man har de juridiske, tekniske og praktiske aftaler på plads.
På din kommunes hjemmeside kan du finde oplysninger herom, ligesom du også kan få klarhed for, hvilke regler der gælder i løbet af byggeprojektet – eksempelvis det tilladte støjniveau og tidsrum på den pågældende byggegrund.
Herunder kan du læse om de fem mest typiske faldgruber i forbindelse med et nyt sommerhus – og hvordan du undgår at ryge i dem.
Uden at tjekke lokalplanen vil du have manglende kendskab til vilkårene for grunden, og hvilke specifikke krav der er til eksempelvis byggeriets størrelse og placering, samt hvilke byggematerialer du må og ikke må anvende i forbindelse med byggeprojektet.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at få en byggetilladelse for at kunne gennemføre projektet, hvilket ligeledes kan undersøges hos kommunen.
Læs også: Sådan planlægger du dit sommerhus byggeprojekt
Forhastet valg af byggefirma
Hvis du ikke grundigt undersøger det byggefirma, der skal stå for byggeprojektet, kan det for alvor give bagslag. Selvom det kan være fristende at vælge din gode vens byggefirma eller det byggefirma, som har adresse tæt på dit nye sommerhus, så er det andre faktorer, der bør afgøre, hvem du ender med at vælge.
Først og fremmest bør du tilegne dig viden om det pågældende byggefirma på dets egen hjemmeside. Derefter bør du læse om andres erfaringer med netop dette byggefirma på andre hjemmesider – eksempelvis på Trustpilot, hvor brugere kan rate firmaer, som de har benyttet.
Næste skridt bør være, at du får hjælp fra din bank til at vurdere, hvorvidt byggefirmaet har en sund økonomi og en dygtig ledelse. Endvidere kan du selv ’gå i felten’ og besøge en af byggefirmaets byggepladser for at danne dig et indtryk – gerne i selskab med en uvildig rådgiver, der har erfaring i at vurdere byggefirmaer og deres arbejde.
Ignorering af ekspertråd og forvirrering omkring aftaler
Hvis du som bygherre insisterer på, at du på egen hånd vil have overblikket om et så omfattende byggeprojekt som et nybyggeri af et sommerhus, kan du nemt støde panden mod muren.
Det er ingen skam at søge professionel rådgivning – og det er en investering, der er givet godt ud. Ved at hyre en rådgiver (en byggesagkyndig eller en advokat) kan du få assistance til at udarbejde tidsplaner og byggekontrakter samt blive vejledt i, hvilken entrepriseform der vil passe netop dit sommerhusprojekt bedst.
”Det gælder om at få bygget sit hus på et solidt juridisk fundament, før man bygger det fysiske,” siger advokat Jan Schøtt-Petersen fra Danske BOLIGadvokater til foreningens hjemmeside.
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Fejlvurdering af eget ansvar i byggeprocessen
Hvis du overvurderer – og dermed fejlvurderer – din egen kunnen som erfaren gør-det-selv-menneske, kan byggeprojektet i værste fald ende katastrofalt. Det samme vil være tilfældet, hvis du ikke indledningsvis laver præcise aftaler for, hvad du selv står for, og hvem der ellers gør resten.
Først skal du altså på realistisk vis vurdere, hvad du kan bidrage med til projektet, eller om du overhovedet vil involvere dig i det praktiske. Dernæst skal det fremgå tydeligt i byggekontrakten, hvad du har aftalt med håndværkerne.
Manglende tilsyn med byggeriet undervejs i processen
Hvis du ikke løbende er opmærksom på, om byggeprojektet skrider frem efter planen, kan du pludselig få slemme overraskelse – eksempelvis at byggesjusk er skyld i, at byggeprocessen skal forlænges, fordi noget skal laves om.
Derfor er det væsentligt, at der undervejs bliver ført tilsyn med det arbejde, håndværkerne udfører. Til det kan du med fordel hyre en byggesagkyndig, som har erfaring i at håndtere den slags, herunder at opdage og udpege eventuelle fejl og mangler, stå i spidsen for de regelmæssige byggemøder og i det hele taget sørge for, at forløbet bliver så smidigt som muligt.
Læs også: 15 gode råd til at bygge nyt sommerhus
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)
Billedkilder: Lasse Larsen Huse og Planet Huse