Sådan vælger du den rigtige byggegrund til dit nye sommerhus
Hvis du kunne vælge frit, og hverken skulle tage hensyn til økonomi eller landsdel, så ville det nok ikke være så vanskeligt at vælge den rigtige byggegrund til dit nye sommerhus. Men så heldige er man sjældent. Det er en stor opgave at finde den rigtige grund til dit nye sommerhus. Det er vigtigt at overveje, hvilken beliggenhed der passer til dine ønsker og drømme.
At vælge en byggerund til dit nye sommerhus kræver, at du er afklaret fra starten og ved, hvor du kan gå på kompromis, og hvor du ikke kan. Er det vigtigt, at der er vand og strand i gåafstand, eller betyder det mere for dig, at det er et naturområde med skov og gode vandremuligheder? Det kan også være, du ønsker at være tæt på indkøb og byliv? Selvom det ville være rart, er det formentlig umuligt at få opfyldt alle dine ønsker.
Krav til byggegrunden
Når du har udvalgt den rette beliggenhed, så er det vigtigt at huske, at der ofte er rift om byggegrundene, og du kan langt fra være sikker på, at du får præcis den grund, du har udset dig. Derfor bør du tænke over, hvilke præmisser du har til selve byggegrunden. Hvor stor skal den være, og hvor flad skal den være?
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Er prisen fair?
Økonomi spiller en stor rolle for de fleste nybyggere, men det kan være svært at gennemskue, om prisen på en byggegrund er rimelig, eller om den er for dyr. Først og fremmest bør du undersøge, om prisen er gennemsigtig og inklusiv alle de faktorer, du har regnet med på forhånd. At bygge nyt sommerhus er en stor investering, så det er vigtigt at gardere sig imod uventede udgifter. Vær sikker på, at din kontrakt med byggeselskabet er dækkende.
Læs også: Hvad koster det at bygge nyt sommerhus?
Undersøg fundamentet
Der er masser af skrækhistorier om nybyggede sommerhuse, hvor jorden og fundamentet under huset ikke er sikret tilstrækkeligt. Hvis du selv står for byggeriet, bør du sikre dig hjælp fra bygningseksperter, hvis du derimod har et byggeselskab til at stå for dit byggeprojekt, skal du sikre dig, at den kontrakt, du har underskrevet, omfatter en grundig undersøgelse af jordbund og fundering. Husk, at du altid har ret til at få undersøgt jorden på din grund, og det er samtidig købers ret at annullere handlen, hvis jorden ikke er optimal.
Gå efter din mavefornemmelse
Det lyder banalt, men hvis du ikke har en god følelse, når du står på grunden, så bør du genoverveje, om det er det rette sted at bygge nyt sommerhus. Du står overfor en stor investering, og det er vigtigt, at du føler dig tilpas. Tanken er jo, at du skal bygge et sommerhus, som du kan bruge i mange år frem i tiden. Kig dig omkring, tag din tid og mærk efter, om det er det rigtige for dig og din familie.
3 typer valg af grund
Byggemodnet grund
Med en nyudstykket, byggemodnet grund kan du gå direkte til udformningen af sommerhuset. En byggemodnet grund har fået installeret elforsyning, belysning, forberedt afløb og andre lignende forsyninger. Du bestemmer selv, hvilke stauder der skal vokse i din have, og hvor æbletræerne skal stå. Med en byggemodnet sommerhusgrund bør du ligeledes være opmærksom på en række ting:
- Der kan gå flere år, før uderummet er færdigt. For mange er udelivet en stor del af at have et sommerhus, så det er noget, man bør overveje.
- Du kan ende med at være omringet af konstant byggerod på de omkringliggende grunde i en lang periode.
- Dine eneste naboer kan blive tomme byggegrunde i flere år. Det er meget forskelligt, hvilken holdning folk har til naboer i deres sommerhus. Måske betyder det meget for dig, eller måske betyder det ikke det store.
Ikke byggemodnet grund
Du kan også finde en byggegrund, som endnu ikke er byggemodnet. Prisen er typisk lavere, og du kan finde en sommerhusgrund med helt nye muligheder. Du skal dog være opmærksom på følgende med en ikke-byggemodnet sommerhusgrund:
- Det er dit ansvar, at grunden bliver byggemodnet.
- Det er sværere at overskue totalprisen af dit projekt.
- Byggeriet kommer til at strække sig over en længere periode, fordi du først skal vente på, at grunden bliver byggemodnet.
- Det er dig, der skal undersøge reglerne og begrænsningerne for byggeri på grunden.
- Grunden eksisterer ikke i lokalplanen hos kommunen, og derfor er det sværere at finde frem til tinglyste servitutter og regler for, hvad du må bygge på grunden.
Nedrivning af gammelt sommerhus
Hvis du køber et gammelt sommerhus, river det ned, og bygger et nyt sommerhus på den eksisterende grund, vil du ofte få mulighed for at bygge i etablerede områder, hvor der måske ikke var nogle byggegrunde til salg. Det er vigtigt at være opmærksom på følgende:
- Byggeprojektet vil tage længere tid, da det gamle sommerhus skal jævnes med jorden, før det nye hus kan tage form. Måske skal der også støbes en ny grund, hvilket forlænger tidsplanen.
- Det kan være svært at forestille sig det nye sommerhus på grunden, fordi der i forvejen står et andet hus.
- Du skal se dig godt for i alle kommunens dokumenter om grunden. Det gælder især lokalplanen, grundens servitutter og fredningsloven, fordi du i værste fald kan risikere, at du ikke må rive det gamle hus ned. Du kan starte med at søge i den nationale database med fredede huse og i tinglysningens register over servitutter.
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)