Sådan får du styr på aftaler og kontrakter omkring din tilbygning
Der er mange ting at holde styr på i forbindelse med en tilbygning. Med denne huskeliste undgår du at glemme noget, når de vigtige aftaler og kontrakter skal indgås til dit byggeprojekt.
En tilbygning kan strække sig over længere tid, og involvere mange forskellige aktører. Af den grund kan det ofte være en lidt kringlet proces for bygherren, og hvis denne ikke har styr på alle aftaler og kontrakter, er der mange led i kæden, hvor tingene kan gå galt.
Konsekvenserne af ikke at have klare aftaler kan være alt fra misforståelser og uoverensstemmelser til reelle erstatningssager og langstrakte juridiske efterspil.
Dem vil du som bygherre til enhver tid undgå at ende ud i. Herunder kan du således blive guidet til, hvad du skal huske, når aftaler og kontrakter skal indgås.
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
1. Vigtigt: Alle Aftaler skal være skriftlige
Juridisk set er mundtlige aftaler lige så bindende som skriftlige. Men allerede fra første færd er det en god idé at få alt ned på skrift, da der kan opstå bevismæssige udfordringer senere hen, hvis der ikke findes nogen nedskrevne aftaler.
Allerede under de indledende møder med byggefirmaet kan det være relevant at skrive referat – også selvom der på de første møder ikke bliver indgået deciderede aftaler. Referaterne kan til gengæld give bygherren et overblik over, hvad der er blevet vendt og drejet på møderne. Der kan ofte være nye udtryk eller forskellige forslag, som kan være svære at huske bagefter, hvis de ikke er blevet nedskrevet.
Senere, når de faktiske aftaler og kontrakter skal laves med byggefirmaet, er det endnu mere vigtigt at få alt ned på skrift. De skriftlige aftaler skal både inkludere det arbejde, som skal udføres, men også hvordan eventuelle uoverensstemmelser skal håndteres, hvis de alligevel skulle opstå.
2. Vejledning af professionel rådgiver
En skriftlig aftale bør du som bygherre også lave med din rådgiver. Og sådan én er god at have.
At overskue et helt byggeprojekt fra ende til anden kan nemlig i forvejen være nærmest umuligt – især for en privatperson, der optræder i rollen som bygherre for første gang. Men også fordi det er de færreste, der har tilstrækkeligt kendskab til både det tekniske, det praktiske og det juridiske ved et byggeprojekt.
En professionel rådgiver som for eksempel en byggesagkyndig eller en boligadvokat har ekspertise på netop disse områder, og kan hjælpe dig med at få det hele formuleret til din fordel i alle aftaler og kontrakter.
Læs også: mulighederne for byggerådgivning.
3. Overvej din egen rolle
Nogle bygherrer ønsker at give al ansvaret for tilbygningen til professionelle håndværkere, mens andre bygherrer gerne vil give en hånd med undervejs i processen.
Ingen af delene er der som sådan noget i vejen med. Det er blot særdeles vigtigt, at bygherrens eventuelle deltagelse i byggeprojektet aftales fuldstændigt klart på forhånd.
Endvidere kan det være en god idé at holde byggemøder med håndværkerne jævnligt for at få indblik i og overblik over byggeprojektets fremskridt.
4. Lav en kontrakt med byggefirmaet
Der findes forskellige entrepriseformer, som bygherren kan vælge som grundlag for byggekontrakten, afhængigt af hvor meget eller lidt han eller hun ønsker at involvere sig.
De to overordnede regelsæt, som kan ligge til grundlag for kontrakten, er AB 92 og ABT 93.
AB 92 kan anvendes ved en hovedentreprise (bygherren lader én håndværker påtage sig ansvaret for byggeledelsen og for at indgå kontrakter med de øvrige håndværksfag) eller ved en fagentreprise (bygherren laver selv kontrakter med hvert håndværksfag og leder selv byggeriet, eller ansætter én til at stå for det).
ABT 93 kan anvendes ved en totalentreprise (bygherren laver kontrakt med et byggefirma, som står for både ledelse, kontrakter med alle håndværksfag og kontrakt med bygningskonstruktør, ingeniør og arkitekt).
5. Vær detaljeret
Som beskrevet indledningsvis er ingen detalje for lille, når der skal laves aftaler og kontrakter om en tilbygning, uanset størrelsen.
Selvom det umiddelbart kan virke omsonst at gå helt i detaljer med, hvorvidt håndværkerne må benytte toilettet, eller om de skal gøre rent dagligt eller ugentligt, så kan manglen på aftaler om dette nemt føre til unødvendige stridigheder.
En byggekontrakt er ikke bare et dokument med en overordnet beskrivelse af, hvad der skal laves, og hvornår det skal være færdigt. Alle detaljer skal med, og din rådgiver vil kunne hjælpe dig med at huske det hele, heriblandt opgavefordeling, aftalesedler, konkrete tidsplaner, udbudsmaterialer, forbrugeraftale samt aftaler om dagbøder og reklamationsret.
Og det hele skal naturligvis underskrives af alle relevante parter.
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)