Ruminddeling, stikkontakter og sollys
Før du kan begynde at tegne på dit nye hus, er der en række krav og regler, der skal opfyldes. Herudover skal du også gøre dig klart, hvilke behov for dit byggeri i forhold til ruminddeling, stikkontakter og sollys, du har.
Noget af det vigtigste, når du skal bygge nyt er plantegningen. Det er grundstenen i ethvert byggeri, og det handler først og fremmest om dine behov og placering af huset i forhold til verdenshjørnerne. Samtidig er plantegningen essentiel, når du skal søge om byggetilladelse.
Heldigvis findes der mange tilgængelige plantegninger, som du kan tage udgangspunkt i og blive inspireret af.
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Hvor skal du begynde?
Det er altid en god idé at få en arkitekt til at rentegne din plantegning, men inden da kan du selv sætte dig ned og notere dine ønsker og behov.
Læs også om byg nyt hus
Tag for eksempel stilling til:
- Hvor mange værelser ønsker du? Har du brug for et kontor?
- Hælder du til et køkkenalrum eller lukket køkken?
- Skal din bolig være i flere plan?
- Har du brug for en stor entré, hvor mange skal i overtøjet på én gang?
- Skal du have indbyggede skabe?
- Hvordan skal adgangen til huset være? Skal der være direkte indgang fra garage/carport, skal der være kælderindgang, eller både fordør og bagdør?
- Hvordan skal der være adgang til terrassen?
- Hvor stort må jeres hus være i forhold til økonomi og bebyggelsesprocent på grunden?
Læs også: Din boligs idealmål og minimumskrav
Regler i forhold til byggetilladelse
Når du skal søge om byggetilladelse, skal du fremvise en detaljeret plantegning i den rigtige målestok. På grundplanen skal den præcise anvendelse af rummene samt placering af vinduer og døre være beskrevet.
Derudover skal du aflevere et facadesnit, hvor du angiver højde, bredde, længde og materialer. Samtidig skal du angive husets placering på grunden.
Læs også artiklen: Må jeg bygge hus her?
Lys og vinduer
Der er det praktiske i, hvordan du placerer dine vinduer, og så er der noget om, hvordan de vender i forhold til verdenshjørnerne. Reglerne siger, at der i selvstændige beboelsesrum og køkkener skal være mindst ét vindue mod det fri.
I tilfælde af brand skal der være mindst én døråbning eller et vindue, der kan fungere som redningsåbning. Det må ikke være placeret højere end 1,2 meter fra gulvet, og åbningen skal være mindst 60 centimeter høj og 50 centimeter bred.
I beboelsesrum og køkken siger Bygningsreglementet, at vinduernes glasareal skal svare til cirka 10 procent af gulvarealet, for at lysindfaldet er tilstrækkeligt. Og ved ovenlys er det mindst 7 procent.
Herudover er det vigtigt at overveje placeringen af boligen på grunden, så rummene og solorienteringen passer sammen.
Start for eksempel altid med at tegne opholdsrum og terrasse i forhold til, hvornår der er sol i rummene. Tænk soveværelset og køkkenet som de rum, hvor du vil have mindst sol. Og husk at tage højde for store træers skygge, udsigt og ikke mindst årstidernes skiften.
Tommelfingerreglerne er:
- Mod nord er der altid skygge
- Mod syd er der altid sol.
- Mod øst er der morgensol
- Mod vest er der aftensol
Læs også: Sådan får du et godt lys i din bolig
Stikkontakter
Noget så basalt som stikkontakter og andre elektriske installationer skal tænkes ind fra starten, og det er selvfølgelig noget, en arkitekt også kan hjælpe dig med. Det er ikke et must i forhold til at få en byggetilladelse, men det bliver et krav senere hen i byggeriet. Derfor er reglerne gode at kende:
- I beboelsesrum skal der være én stikkontakt for hver påbegyndte fire kvadratmeter, dog behøver der ikke være flere end otte per rum.
- De skal helst placeres så langt fra hinanden som muligt. Sidder der to stikkontakter samlet, tæller de kun for én.
- I køkkenet skal der være mindst tre stikkontakter, fordelt på to lysgrupper.
- I badeværelset skal kontakten være mindst 120 centimeter fra bruseren, og der skal være minimum ét stik udover eventuelle shaverstikkontakter.
Reglerne er blandt andet til for, at du ikke sætter for mange forlængerledninger til ét stik, og derved overbelaster det.
Læs også artiklen: Love og regler for byggeri