Hustyper: Valget af hustype påvirker prisen
Arkitekttegnet mesterværk eller selvbygget drøm? De mange hustyper og din egen evne til at svinge hammeren har stor indvirkning på dit budget og byggeriets tidshorisont.
Den endelige huspris er sammensat ud fra mange forskellige forhold. Det er et stort og uoverskueligt regnestykke, hvor du ofte skal regne med flere ubekendte, fordi udgifterne til poster som for eksempel materialer er meget svære at fastsætte på forhånd. Vi zoomer ind på to af de forhold, der gør en forskel for prisen; hustypen og din egen deltagelse i projektet. Før du bestemmer, hvordan dit byggeprojekt skal skrues sammen, er det vigtigt, at du er klar over dine prioriteter. Vægter du for eksempel tid eller økonomisk gevinst højest? Hav denne overvejelse med, når du lægger budget og vælger hustype.
Læs også artiklen: Område: Postnummeret bestemmer, hvad du får for pengene
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Typehus
Typehuset er som udgangspunkt den billigste løsning, fordi tegningerne allerede er lavet. Typehusfirmaerne har som regel flere forskellige modeller, du kan vælge imellem. Mængden af de beslutninger du skal forholde dig til, bliver helt naturligt reduceret, fordi de fleste løsninger og materialer ofte vil være en del af den pakkeløsning, du køber.
Tilpasset typehus
Ud fra en eksisterende plantegning fra et typehusfirma kan du ofte tilføje dine rettelser af forhold som for eksempel rumstørrelse eller materialetyper. Nogle typehusfirmaer kalder løsningen for et ‘individuelt typehus’. Det er kompromisløsningen, hvor dit budget stadig kan holdes under prisen for et arkitekttegnet hus, og hvor du samtidig får større medbestemmelse end ved et fast defineret typehus. Undersøg altid, hvilke valgmuligheder du har ved de forskellige typehusfirmaer.
Arkitekttegnet hus
Det arkitekttegnede hus er den dyreste og mest individuelle løsning. Her tager arkitekten udgangspunkt i dine behov og ønsker, når hun tegner huset. Skråner din grund, eller har den en atypisk form, kan arkitekten skabe særlige løsninger, der får grunden til at spille sammen med huset. Med en arkitekt er alt muligt, men husk dit budget, før du sætter drømmene helt fri.
Selvbyg / medbyg
Det er den billigste løsning i kroner og ører, men den koster til gengæld mange timers arbejde og tid. De forskellige byggefirmaers løsninger med selvbyg varierer i omfang og pris. Det er altafgørende, at du kun kaster dig ud i det arbejde, du har fagligheden til at udføre. Selv om du vælger selv at stå for så meget af byggeriet som muligt, skal el og VVS altid installeres af en autoriseret professionel. Vil du gerne give en hånd med i byggeriet, afhænger omfanget af dit bidrag af, om du bygger et helårshus eller et fritidshus. Fritidshuse er oftest enklere projekter, og derfor er det som regel nemmere for dig at stå for flere dele af byggeriet. Skal du i gang med at skabe en ny helårsbolig, kræver det lidt mere af dine evner som selvbygger. Glem ikke, at du som selvbygger hæfter for, at dit arbejde er i orden. Inden du vælger at bygge selv, skal du derfor undersøge forsikringsmuligheder og dækningsgrader.
Vedligeholdelse
Det er selvfølgelig ikke kun hustypen og din egen arbejdsindsats, der påvirker prisen. Andre forhold som område, antal kvadratmeter, materialer og løsninger er også med til at rokke ved totalbeløbet. Når det kommer til omkostninger til vedligeholdelse af dit hus, er mursten det billigste materiale i længden. Til gengæld er det dyrere at investere i end træ. Hvis du er mere interesseret i den billigste løsning her og nu, passer træhuset bedst til dig. Så skal du bare være opmærksom på, at udgifterne til vedligeholdelse på sigt bliver større.
Læs også artiklen: Vælg materialer med omhu
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)
Penge og Privatøkonomi, www.penge.dk