Skel: Den evige årsag til nabostridigheder
Der følger en række regler med det skel, der trækker stregen mellem dit og mit. Kommer dit nye hus i karambolage med reglerne, kan konsekvenserne være alt fra sure naboer til knuste boligdrømme
Det er ikke sikkert, at du som grundejer kan pege på den streg i sandet, hvor grænsen mellem din og naboens grund går. Når du bygger nyt, og hvis du senere vil bygge til, er det vigtigt at kende skellets grænser. En opmåling af en landinspektør koster mellem 4.000 og 9.000 kroner, og det er godt givet ud. Ud over at definere skellet gør han dig opmærksom på, hvilke servitutter og andre særlige regler, du skal overholde, når du bygger på grunden.
Lokalisér skellet, før du placerer huset
Når landinspektøren har registreret, hvor skellet går, kan du kigge nærmere på reglerne for byggeri i skel. Først når du har styr på reglerne og skelgrænserne på din grund, kan du placere huset på grundtegningen. Vær opmærksom på, at der er forskellige regler for afstand til skel, alt efter om det drejer sig om dit hus, sommerhus eller ‘udhusbebyggelse’ som carport, skur, udhus, drivhus og overdækket terrasse. Her får du et kort resumé af reglerne.
Byggeri i skel – enfamiliehuse
Ifølge byggeloven må dit hus være 8,5 meter højt, og der skal være mindst 2,5 meter fra huset hen til veje, stier og skel. Af hensyn til dine naboer er der også en særlig regel om højden på dit hus i nærheden af skel op til naboer og sti:
- Dit hus må ikke være højere end 1,4 x husets afstand til skel.
- Op til veje må dit hus være 8,5 meter, så længe det står mindst 2,5 meter væk.
Læs også artiklen: Ét eller flere plan
Oversigt: Se Danmarks bedste byggefirmaer her
Byggeri i skel – udhusbebyggelse
I boligområder må du gerne bygge udhusbebyggelse tættere på skel end 2,5 meter, så længe du sørger for, at:
- Byggeriet maks er 2,5 meter højt.
- Den samlede længde af alt byggeri mod naboskel og sti maks er 12 meter.
- Byggeriet ikke har vinduer og døre mod naboskel og sti.
- Vand fra byggeriets tag bliver på din grund, når det regner.
På fritidsgrunde skal du som udgangspunkt placere al ‘udhusbebyggelse’ med mindst fem meter til skel. Hvis du følger de tre punkter herover, må du placere ‘udhusbebyggelse’ 2,5 meter fra skel.
Læs også om byg nyt hus
Hegn i skel
Når det kommer til hegn (i alle former fra hæk til stakit), er der også regler for placering.
- Eget hegn: Sætter du et hegn op på din private grund mindre end 1,75 meter fra skel, må det være op til to meter højt plus afstanden til skel.
- Fælleshegn: Ved fælleshegn bestemmer du og din nabo i fællesskab, hvor højt I vil have hegnet. Hvis I ikke kan blive enige om højden, bestemmer hegnsynet. Du kan kontakte dem gennem din kommune.
Vejbyggelinjer
Hvis du bor ud til en offentlig vej, er der sandsynligvis særlige regler for, hvor tæt på vejen du må bygge. Kontakt kommunen, hvis du vil vide, om der er vejbyggelinjer på din grund, og hvis du vil søge om dispensation fra dem.
Beskyttelseslinjer
Linjerne beskytter elementer af natur- og kulturmæssig værdi. Eksempler på beskyttede elementer er fortidsminder, kirker, skove, sten- og jorddiger, strand, åløb og søer. Se Danmarks Miljøportal, hvis du vil vide, om der er beskyttelseslinjer på din grund.
Fortsæt din søgning
Nu har du fået et indblik i reglerne omkring skel, men artiklen går ikke i detaljer omkring alle reglerne. Læs mere om byggeri i skel på din kommunes website, og husk på at lokalplaner og servitutter altid kan påvirke de generelle regler for, hvad du må på din grund.
Læs også artiklen: Love og regler om byggeri
Hvad synes du om denne artikel?
Læs de mest populære artikler i vores e-magasin
249,00 kr. (ekskl. levering)
NaturErhvervstyrelsen, http://naturerhverv.dk/
Faaborg-Midtfyn Kommune, http://www.fmk.dk/borger/
Slagelse Kommune, https://www.slagelse.dk/borger
Vejle Kommune, http://www.vejle.dk/
Bygningsreglementet http://bygningsreglementet.dk/